Næh, det er ikke 'sødt og nuttet', men smukt og følsomt at holde af dyr. Men mange mennesker har ikke noget forhold til dyr idet de rent intellektuelt giver mennesket fortrinsret, deler op rent tankemæssigt. Men kærlighed er ikke tankevirksomhed, den er et udtryk som kommer indefra og kan derfor ikke deles op i kærlighed til mennesker og til dyr som to forskellige størrelser. Den er derimod en naturlig reaktion på skønhed og dyr er smukke i deres umiddelbare væren.

Modstand er også et interessant fænomen, hvis man kigger på det. Det er interessant at se hvordan den opstår og hvordan den ophører. Det er faktisk ikke så svært hvis man befinder sig i sin egen dybets dimension i stedet for i tankens overfladiskhed

Mange tak. Det er en meget smuk sang og jeg kan bedst lide denne version hvor man kan høre ridserne i pladen.

Selvom jeg betragter mig som religiøs, tror jeg ikke på nogen bestemt religion. Virkelighed fremfor alt.

Poul Henningsens tekst, synes jeg, viser hvilken forståelse man bør nå frem til i livet. Min mor døde en halv snes år efter min far og ved begge lejligheder tænkte jeg de samme tanker. Alt det man burde have, men aldrig fik, gjort eller sagt. Det var klart for mig at jeg intet havde lært i årene ind i mellem, så jeg håber at jeg er blevet bedre til det.

Vi mennesker kan ikke vide hvad døden er men vi er bange for den fordi vi er bange for at høre op. Det er meget muligt at vi bliver overraskede når vi går gennem dødens dør men det kan vi ikke vide.

Men når vi står overfor dødens kendsgerning tvinges vi, hvis vi er tænkende mennesker, til at tage livet alvorligt og leve det her og nu. Hvis vi ikke gør os det klart risikerer vores liv at blive overfladisk og vi glemmer at leve det. Der er jo altid i morgen.

Uden at postulere en tro kunne vi også spørge: 'hvilke drømme er der mon, i denne søvn?'

Du må jo opfatte dig selv som lidt af et orakel når du udtaler at mennesket aldrig kan frigøre sig fra, hvad du kalder dets 'biologiske ego'. Hvordan kan du vide det? Vores krop har visse fysiske behov som man sagtens kan frigøre sig fra i stedet for slavisk at ligge under for dem.

Mennesket er forlængst blevet et socialt og derfor psykologisk væsen. At beskytte sine artsfæller er en temmelig primitiv holdning. Ingenting står stille heller ikke menneskets udvikling og det er netop denne udvikling som fører til en handling udover den rent selvbeskyttende.

Menneskene er endnu ikke begyndt at lave en fredelig verden, de lever i indbyrdes konflikt, skaber krig, nød og elendighed og de beskytter ikke deres race idet idet deres konflikter er baseret på forskelligheder indenfor nationalitet, kultur, religion osv.

Når man ikke engang kan leve i fred med hinanden, ikke engang komme hinanden ved eller være venlige i hverdagen. Når man på det dybeste plan, som er det ene menneske overfor det andet menneske, deler op så man kun smiler til den man kender og afviser den man ikke kender, hvordan kan man da udtale sig om Gud i det hele taget?

Jesus svarede og sagde til ham: 'Sandelig, sandelig siger jeg dig, ingen kan se Guds Rige, hvis han ikke bliver født paany.' (Johannes 3,3)

Når vi forlader alt det gamle tankegods, vores forudfattede opfattelser og den hårdhed som vores selvbeskyttende reaktioner har pådraget os således at vi genvinder hjertets følsomhed, den følsomhed, som er uden ord, selvom den udtrykker sig i ord, så kan det være at vi forstår hvad det betyder.

Hvad det betyder at leve i verden uden at tilhøre den.

Uanset vor biologiske oprindelse er vi sociale og tænkende mennesker hvilket forpligter til at vi forholder os til andre værdinormer end de rent instinktive biologiske. Uanset vores oprindelse er vi mennesker. Forskellen mellem os og dyrene er først og fremmest, at vi har et ansvar, det har dyrene ikke.

Kære Kristian.

Nu er det nok et halvthundrede år siden jeg læste "Zen and the Art of Archery" (som den vist hed), men det er muligvis derfra, jeg har den følgende historie:

Ved en Zen-bueskydningskonkurrence i Japan skulle deltagerne fra hesteryg i fuld galop afskyde en pil mod et mål. Der var ingen tvivl om vinderen. Han var i absolut særklasse. Han red som om han var en del af hesten, og den lange glidende bevægelse, hvormed han trak pilen af koggeret, lagde den an mod strengen, spændte buen og afskød pilen, var af en næsten ubeskrivelig skønhed og harmoni. Det faktum, at pilen end ikke var i nærheden af målet, betød intet.

Vores lokale "Zen" rammer også langt ved siden af, men ejer hverken den indre ro eller den skønhed i udtrykket som karakteriserer en ægte Zen-dyrker.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Vores lokale "Zen" rammer også langt ved siden af, men ejer hverken den indre ro eller den skønhed i udtrykket som karakteriserer en ægte Zen-dyrker.

Hvis nogen er i tvivl om deres indre tilstand, så er det vel nok heldigt, at de kan komme og spørge dig, Ole!

Ja, de kan endda gøre det over nettet - tihi!

Min ydmyge tak ;)