Kære Tros.
I øvrigt forekommer det mig, at denne Zen er af en anden verden end de fleste af os.
Heri har du utvivlsomt ret. Men så vil jeg samtidigt tilføje, at brugernavnet Zen kunne få andre til at tro, at den pågældende har fundet et ståsted i Zen-Buddhismen, som du har henvist til i dit link. Dette kan jeg med min bedste vilje imidlertid ikke få øje på.
Iøvrigt indeholder dit link en rimeligt præcis redegørelse for Zen-Buddhismen, men den er i sin ekstremt forkortede form vanskelig at forstå, hvorfor jeg godt kan forstå, at Jerry melder pas.
Hvis man ikke har beskæftiget sig med Zen, men ønsker at kigge lidt nærmere på denne retning, som i bund og grund er ateistisk, vil jeg anbefale en lille bog på kun 83 sider. Den er skrevet af den tyske professor i filosofi Eugen Herrigel (1884-1955), og den er udkommet i dansk oversættelse på Gyldendal (Uglebøgerne) under titlen »Bueskydning og Zen«.
EH opholdt sig i en årrække som gæsteprofessor ved Tohoku-universitetet i Japan, hvor han underviste i europæisk filosofi. Under opholdet ønskede han at stifte bekendtskab med klassisk japansk filosofi og specifikt Zen.
Hans japanske kolleger tilrådede ham at give sig i kast med én af de klassiske japanske kunstarter, der er fundamentalt rodfæstet i Zen. EH valgte bueskydning, og hans hustru valgte 'ikebana', som er kunstfærdigt arrangement af blomster.
EH blev af gode venner introduceret hos en berømt Zen-mester i bueskydning, og der fulgte efterfølgende en træning gennem adskillige år. Det viste sig at være en vej, der var brolagt med næsten uoverstigelige vanskeligheder, hvor EH løb ind i den ene blindgyde efter den anden.
Den nævnte bueskydningsmester hed Awa Kenzô (1880-1939), og han bliver den dag i dag omtalt i Japan som ét af de store navne inden for Zen. Der er fortsat mange mennesker i Japan, der dyrker Zen ved at træne i visse kunstarter. Udover bueskydningen og blomsterarrangementet trænes der også i sværdfægtning og thé-ceremonien, ligesom også den siddende meditation 'zazen' dyrkes.
Adskillige personer i ansvarsfulde stillinger går til regelmæssig træning i Zen-discipliner, idet de værdsætter den urokkelige sindsro, som træningen giver. En japaner, som jeg traf for nogle år siden, fortalte, at det ikke er ualmindeligt, at privatsekretæren for en japansk topchef melder, at chefen først kan træffes om et par timer, idet han i øjeblikket træner zen-bueskydning.
EH's lille bog var i høj grad medvirkende til, at vi her i vesten fik øjnene op for Zen. Bogen kan absolut anbefales.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen