Konfucianismen og daoismen deler et fælles tankegods, der placerer mennesket i en større verdenssammenhæng eller kosmologi, der pointerer en harmoni mellem menneskets og naturens verden. Der er ingen skabergud, for i den kinesiske naturalisme er universet i videste forstand en organisk helhed, der animeres af en selvskabende vitalitet. Naturen ses som forenet i en gensidig forbundenhed af alle fænomener og processer.

Trods denne relation til kosmos var konfucianismen primært optaget af at kultivere mennesket som familiemenneske og samfundsborger. Konfucianismens etos består i at hæve sig ud over det naturgivne og udvikle de kulturelle normer, der placerer mennesket inden for kulturens domæne.

Den fundamentale idé i daoismen er at gøre opmærksom på, at mennesket kun udgør en lille part af en større proces i naturen. De menneskelige handlinger, der i sidste instans giver mening og er universelt gyldige, er de, der er i overensstemmelse med naturens rytme og udtryk.Denne sensitivitet i forhold til naturen får daoisterne til at være skeptiske ved alt, der kan anses for unaturligt eller kunstigt. Men det betyder ikke, at daoismen ikke anerkender, at mennesket er et kulturskabende væsen, og hvad der er menneskeskabt også kan anses som ’naturligt.’ Pointen er snarere den, at menneskets handlinger og frembringelser ikke må komme i konflikt med naturen.Dermed bliver der i daoismen også skabt en etik, der rækker ud over det sociale og samfundsmæssige, men også inddrager en etik, der forholder sig til naturen. Daoismen indeholder en naturalistisk og antikonventionel livsfilosofi, hvor mennesket ikke har nogen privilegeret status i forhold til andre levende væsener. Der eksisterer heller ikke nogen højere magter eller guder, der har et særligt bånd til menneskeheden.