Kære Anne.

Jeg er hverken enig eller uenig i dine synspunkter, for de repræsenterer, som du selv påpeger, din personlige opfattelse af problemet mellem tro og videnskab. Eftersom jeg har indsigt i begge dele, har jeg en hel anden måde at anskue situationen på, som jeg skal prøve at forklare dig.

Jeg bliver nødt til at starte fra bunden med min definition af begrebet liv:

Alt, som lever, besidder en tendens til at ekspandere i rumtidskontinuet.

Det er den væsentligste ting, som vi kan konstatere gælder alt liv, og det er denne tendens, der er forklaringen på evolutionen. Udtrykt i almindelige ord betyder det, at alle livsformer både søger at overleve og at formere sig.

Den samme tendens kan findes udenfor det levende i alt, hvad man benævner dissipative (selvudviklende) strukturer. Hvor grænsen skal lægges mellem levende og dødt er derfor svær at fastslå.

Hvad årsagen (kræfterne) er, der ytrer sig som denne tendens, har vi endnu ikke været i stand til at forklare ud fra de fire fundamentale kræfter, (måske findes der flere fundamentale kræfter, der virker under kvanteniveau) men virkningerne kan vi iagttage og forklare, og det er det evolutionsteorien handler om.

Vi kan endnu ikke forklare alle detaljer i udviklingen, men princippet i evolutionsteorien er en videnskabelig kendsgerning, som ingen til dato har kunnet argumentere sagligt imod. Hver ny opdagelse bekræfter den grundlæggende tese, at livet har udviklet sig til stadigt mere komplicerede strukturer.

Udviklingen kræver tilførsel af energi, og opfyldelsen af dette behov har ført til, at udviklingen har taget forskellige retninger. De første organismer lærte sig at bruge solens lys til ved hjælp af fotosyntese at opbygge energipotentialer. Efterfølgende lærte andre organismer at skaffe sig energien ved at æde dem med energipotentialerne. Nye organismer lærte sig at skaffe energien ved at æde dem, der åd de første.

Udviklingen af alle tre typer fortsatte mod mere komplicerede organismer og varianter, så vi i dag har et væld af planter, et væld af planteædere og et væld af rovdyr. Mennesket er en kombination af de to sidste.

Den samme tendens til overlevelse har gjort, at de forskellige organismer har udviklet forskellige egenskaber for at sikre denne overlevelse. Menneskets speciale er blevet tænkeevnen, dvs evnen til at simulere og beregne fremtidige begivenheder, så vi i langt højere grad end andre arter kan indrette omgivelserne efter vore behov, i stedet for magtesløst at skulle indrette os efter naturen.

Men tænkeevnen har en bagside. Mennesket ser ud til at være den eneste livsform, der har stillet spørgsmål om sin egen eksistens. Hvad er liv? Hvorfor eksisterer jeg? Hvorfor eksisterer universet? Hvorfor skal jeg dø en dag? Er der et formål med det, som jeg ikke kender? Det skaber en tankemæssig utryghed hos nogle, men tanken løser selv utryghedsproblemet med den selvsamme evne til at simulere.

Den ræsonnerer f.eks.: Da jeg var lille, var der mange ting, jeg ikke forstod, men det forstod min far. Antag, at der findes et væsen, der ligesom min far forstår det hele og har bygget denne verden, som min far byggede et legehus til mig. Ligesom min far passer han på mig, men han fortæller mig også, hvordan jeg skal opføre mig, ellers bliver jeg straffet. Men opfører jeg mig pænt, har jeg intet at frygte, ikke engang døden. Ja, sådan må det hænge sammen. Det er jo logisk.

Dette er blot et enkelt eksempel på en underbevidst tankegang, som har ledt til forestillingen om en himmelsk fader. Andre underbevidste tankegange har ledt til andre gudebilleder, men alle tjener de til at mildne utrygheden ved de eksistentielle tanker.

Men der findes andre måder at komme utrygheden ved uvisheden til livs på. Man kan jo også tænke sådan her:

Hvad er der egentlig at være bange for? Jeg har jo allerede fundet ud af en masse om, hvordan begivenhederne hænger sammen, og jeg lærer mere hver dag. Jeg kan forudse næsten alt, der kan true mig, og kan tage mine forhåndsregler imod det. Selv om dødsprocessen kan blive ubehagelig, så er døden intet at frygte, for når man ikke eksisterer, er man jo ligeglad med alt, fordi tanken også ophører med at eksistere. Selv om jeg ikke når at finde ud af alt, er livet jo hver dag dejligt at leve, og det er jo i virkeligheden blot en lang opdagelsesrejse og læreproces.

Og her har du den grundlæggende forskel mellem tro og videnskab. Som forsker kan jeg ikke nøjes med en simuleret forklaring på virkeligheden. Jeg må vende hver en sten, for at se, hvad der er under den. Jeg må lave mig en foreløbig forklaring, der ikke udelukker en eneste kendsgerning om universet, livet, den menneskelige tænke- og forestillingsevne og hvad der foregår i mit eget sind. Kun en modsigelsesfri forklaring kan nærme sig sandheden om universet og os selv.

For fyrre år siden fandt jeg efter meget arbejde og mange studier en grov forklaringsmodel, der dækkede disse krav. Alle de nye opdagelser, der er gjort siden da, har bekræftet den, så jeg har ikke haft grund til at ændre den, men hvis der fremkommer bare en eneste kendsgerning, der modsiger den, så er den forkert, og så må jeg finde en ny. Foreløbig er mit liv gået med sammen med andre forskere på andre fagområder at forfine og detaljere denne forklaring yderligere, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med til jeg dør.

Nu kan du så sammenligne mit verdenssyn med dit, Anne.

Mvh

Ole Bjørn ;)

min tro på Gud giver mig den fordel i forhold til dig, at jeg kender ham som har skabt jorden og alle dens arter.

Hvordan har du lært Gud at kende?
Hvad kender du ham som?

Kære Ole Bjørn.

Et særdeles interessant indlæg, som du har skrevet til Anne. Jeg véd godt, at du her skildrer noget, der er yderst personligt for dig, men min interesse er mest blevet vækket af følgende, som du skriver:




Kunne du tegne et omrids af denne forklaringsmodel?

Som du muligvis husker fra det gamle KD-forum har jeg som lægmand puslet med et verdensbillede, der bygger på feltdynamiske betragtninger. Derfor indeholder dit arbejde med en forklaringsmodel, muligvis aspekter, som jeg kunne finde inspiration i.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Disciple skriver ikke, at ateister ikke forstår kristendommen. Han signalerer derimod, at han som troende kristen kender Gud.

Eller også påstår han det blot.

Det samme kan ikke siges om dig, ole bjørn, idet det ville forudsætte en tro på samt et forhold til Gud

Men hvad er "troen" på Gud? Hvad er et "forhold" til Gud?

Kære Kristian.

Som du måske også kan erindre fra den gamle debat, så arbejder jeg på et større værk med en arbejdstitel, som du kritiserede. Jeg skønner at det bliver på 5-600 sider, for stoffet er så omfattende, at jeg ikke kan forklare det kortere. Jeg har desværre ikke viden nok til at beskrive teorien matematisk, og dette ville iøvrigt også kun omfatte den fysiske del.

Det projekt, som jeg satte mig for at bidrage til løsningen af, var en forening af fysikken og metafysikken, der kunne løse hvad man populært kalder livets gåde, og som reelt består i, at vi ikke hidtil har kunnet forklare liv ud fra de kendte fundamentale kræfter.

Jeg indså, at hvis man skulle forene fysikken og det vi kalder vort åndelige univers, så var vi nødt til at opstille en referenceramme, der kunne indeholde begge slags fænomener uden paradokser. På en måde kan man sige, at det er en epistemologisk ramme der kommer ud over kvantepostulatets iagttagelsesproblem, fordi iagttageren selv er iagttagelsen.

Antag, at alt, vi ved om verden, er illusioner. Antag, at der kun findes ét sammenhængende medie, og at alt det, vi kalder begivenheder inklusive os selv, kun er fluktuationer i dette medie, og at det er relationer mellem disse fluktuationer, vi opfatter som virkelighed.

Jeg indså, at et sådant medie nødvendigvis måtte brede sig gennem flere dimensioner, og forklaringsmæssigt formentlig også måtte medføre en kvantisering af tiden, så hverken Kaluza-Kleins femdimensionale univers, som jeg ikke havde sat mig ind i starten, eller strengteorierne kom bag på mig. Entanglement syntes mere et must end et paradoks.

Egentlig startede det langt tidligere, da jeg som 17-årig præsenterede en teori om rummet for en professor i teoretisk fysik, som var en af mine undervisere på Polyteknisk Læreanstalt. Han jordede den totalt, men selv om jeg måtte godtage hans argumenter, så voksede tvivlen i mig om han havde ret. Det viste sig så langt senere, at det havde han ikke, og med opdagelsen af dark matter/energy blev der yderligere sat en streg under, at min teori var tættere på et sandt billede end hans, selv om jeg i dag anser den for utilstrækkelig.

Jeg står også på kæmpers skuldre, for jeg har fået stor hjælp til at afklare problemer, som lå udenfor mine fagkundskaber, så de kunne indpasses i teorien, som vi nu er flere, der arbejder på.

Man kan jo spørge; hvorfor ikke offentliggøre teorien nu. Mit svar på dette er et modspørgsmål. Er verden moden til at høre om en teori, der er endnu mere kontroversiel end darwinismen?
Den kommer, når og hvis den bliver bevist, til at forårsage et paradigmeskift af dimensioner, men den saboterer også stribevis af hellige køer, både indenfor videnskaben og religionerne, og ingen kan forudse, hvad dette vil medføre.

Forskellen mellem de nuværende verdensbilleder og mit er som forholdet mellem naturalismen og kubismen, der anskuer motivet fra alle vinkler på en gang.

Jeg har mer end rigeligt i at forsvare mine standpunkter her på debatten. Jeg har ingen lyst til at få en hel verden imod mig. Jeg er tilfreds med min egen og mine venners forståelse.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Jeg tror iøvrigt, at der er en hel del grupper rundt om i verden, der er kommet til samme erkendelse som os, og som også af samme grund har valgt at gå stille med dørene.

P.P.S. Hvis jeg skal komme med en enkelt forudsigelse, så vil det indenfor det næste tiår blive konstateret, at ontogenetiske erfaringer indgår i fylogenesen.