|
0
registrerede
188
gæster og
239
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Kære Anne.
Jeg er hverken enig eller uenig i dine synspunkter, for de repræsenterer, som du selv påpeger, din personlige opfattelse af problemet mellem tro og videnskab. Eftersom jeg har indsigt i begge dele, har jeg en hel anden måde at anskue situationen på, som jeg skal prøve at forklare dig.
Jeg bliver nødt til at starte fra bunden med min definition af begrebet liv:
Alt, som lever, besidder en tendens til at ekspandere i rumtidskontinuet.
Det er den væsentligste ting, som vi kan konstatere gælder alt liv, og det er denne tendens, der er forklaringen på evolutionen. Udtrykt i almindelige ord betyder det, at alle livsformer både søger at overleve og at formere sig.
Den samme tendens kan findes udenfor det levende i alt, hvad man benævner dissipative (selvudviklende) strukturer. Hvor grænsen skal lægges mellem levende og dødt er derfor svær at fastslå.
Hvad årsagen (kræfterne) er, der ytrer sig som denne tendens, har vi endnu ikke været i stand til at forklare ud fra de fire fundamentale kræfter, (måske findes der flere fundamentale kræfter, der virker under kvanteniveau) men virkningerne kan vi iagttage og forklare, og det er det evolutionsteorien handler om.
Vi kan endnu ikke forklare alle detaljer i udviklingen, men princippet i evolutionsteorien er en videnskabelig kendsgerning, som ingen til dato har kunnet argumentere sagligt imod. Hver ny opdagelse bekræfter den grundlæggende tese, at livet har udviklet sig til stadigt mere komplicerede strukturer.
Udviklingen kræver tilførsel af energi, og opfyldelsen af dette behov har ført til, at udviklingen har taget forskellige retninger. De første organismer lærte sig at bruge solens lys til ved hjælp af fotosyntese at opbygge energipotentialer. Efterfølgende lærte andre organismer at skaffe sig energien ved at æde dem med energipotentialerne. Nye organismer lærte sig at skaffe energien ved at æde dem, der åd de første.
Udviklingen af alle tre typer fortsatte mod mere komplicerede organismer og varianter, så vi i dag har et væld af planter, et væld af planteædere og et væld af rovdyr. Mennesket er en kombination af de to sidste.
Den samme tendens til overlevelse har gjort, at de forskellige organismer har udviklet forskellige egenskaber for at sikre denne overlevelse. Menneskets speciale er blevet tænkeevnen, dvs evnen til at simulere og beregne fremtidige begivenheder, så vi i langt højere grad end andre arter kan indrette omgivelserne efter vore behov, i stedet for magtesløst at skulle indrette os efter naturen.
Men tænkeevnen har en bagside. Mennesket ser ud til at være den eneste livsform, der har stillet spørgsmål om sin egen eksistens. Hvad er liv? Hvorfor eksisterer jeg? Hvorfor eksisterer universet? Hvorfor skal jeg dø en dag? Er der et formål med det, som jeg ikke kender? Det skaber en tankemæssig utryghed hos nogle, men tanken løser selv utryghedsproblemet med den selvsamme evne til at simulere.
Den ræsonnerer f.eks.: Da jeg var lille, var der mange ting, jeg ikke forstod, men det forstod min far. Antag, at der findes et væsen, der ligesom min far forstår det hele og har bygget denne verden, som min far byggede et legehus til mig. Ligesom min far passer han på mig, men han fortæller mig også, hvordan jeg skal opføre mig, ellers bliver jeg straffet. Men opfører jeg mig pænt, har jeg intet at frygte, ikke engang døden. Ja, sådan må det hænge sammen. Det er jo logisk.
Dette er blot et enkelt eksempel på en underbevidst tankegang, som har ledt til forestillingen om en himmelsk fader. Andre underbevidste tankegange har ledt til andre gudebilleder, men alle tjener de til at mildne utrygheden ved de eksistentielle tanker.
Men der findes andre måder at komme utrygheden ved uvisheden til livs på. Man kan jo også tænke sådan her:
Hvad er der egentlig at være bange for? Jeg har jo allerede fundet ud af en masse om, hvordan begivenhederne hænger sammen, og jeg lærer mere hver dag. Jeg kan forudse næsten alt, der kan true mig, og kan tage mine forhåndsregler imod det. Selv om dødsprocessen kan blive ubehagelig, så er døden intet at frygte, for når man ikke eksisterer, er man jo ligeglad med alt, fordi tanken også ophører med at eksistere. Selv om jeg ikke når at finde ud af alt, er livet jo hver dag dejligt at leve, og det er jo i virkeligheden blot en lang opdagelsesrejse og læreproces.
Og her har du den grundlæggende forskel mellem tro og videnskab. Som forsker kan jeg ikke nøjes med en simuleret forklaring på virkeligheden. Jeg må vende hver en sten, for at se, hvad der er under den. Jeg må lave mig en foreløbig forklaring, der ikke udelukker en eneste kendsgerning om universet, livet, den menneskelige tænke- og forestillingsevne og hvad der foregår i mit eget sind. Kun en modsigelsesfri forklaring kan nærme sig sandheden om universet og os selv.
For fyrre år siden fandt jeg efter meget arbejde og mange studier en grov forklaringsmodel, der dækkede disse krav. Alle de nye opdagelser, der er gjort siden da, har bekræftet den, så jeg har ikke haft grund til at ændre den, men hvis der fremkommer bare en eneste kendsgerning, der modsiger den, så er den forkert, og så må jeg finde en ny. Foreløbig er mit liv gået med sammen med andre forskere på andre fagområder at forfine og detaljere denne forklaring yderligere, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med til jeg dør.
Nu kan du så sammenligne mit verdenssyn med dit, Anne. 
Mvh
Ole Bjørn ;)
|
|
|
|
