Hej Anne.
Jeg har svært ved at se for mig, dig, skule til noget, så jeg formoder at der skulle stå skeler. Men selvfølgelig har du ret, jeg mener tidspunktet fra Jesu tilfangetagelse i Getsemane Have og til Hans død på korset og ikke de tre dage inden genopstandelsen.
Personligt forholder jeg mig mest til Jesu tale om Gudsriget, men jeg har da lyttet til både dig, HansKrist og Flemming Vang på den anden kanal. Selvfølgelig kan man ikke fjerne den historiske virkelighed fra, at være en del af vores identitet. Jeg kommer i hu, at Kræn-P på et tidspunkt har skrevet noget om Kristus-myten og Budddha-myten og dette fænomen ’myte’ synes jeg er essentielt når vi ser på kristendommen, som du fortæller om den. Så vidt jeg forstår, mener du, at man skal se Jesu ord i forbindelse med den historiske fortælling som en samlet enhed. Det hænger meget godt sammen med den måde jeg opfatter selve den historiske begivenhed på og hvad Jesus mente, da Han sagde at Han ville give sit liv som løsesum for mange.
Nu er det ikke noget jeg så tit udtaler mig om, jeg har ingen skråsikre meninger og jeg drager ingen konklusioner for mig selv, men hvis vi opfatter begivenhederne i Biblen som Guds indtræden i historien, så starter denne indtræden med Moses’ møde med den brændende tornebusk. Hele det gamle testamente er herefter historien om tøjlelsen af et halsstarrigt folk som dyrkede mange guder, til en samlet enhed med en fælles begrebsverden og tankesæt, først og fremmest med ideen om kun én Gud.
I denne begrebsverden optræder Jesus så og med de ord som tilhører denne begrebsverden, udtrykker Han så noget, som, selvom det ligger udover ordet, dog alligevel må udtrykkes med ord. Men disse ord giver Han så ordene en ny betydning, Han sprænger rammerne for den traditionelle opfattelse af hvad ordene betyder.
Efter hans død (og genopstandelse) skaber kristendommen så en ny begrebsramme. For eksempel får ordet kærlighed en helt ny og meget mere omfattende betydning end blot den biologiske.
Det er her begrebet ’myte’ kommer ind i billedet. For den samlede historie danner ikke alene et billede i vores bevidsthed, den gennemsyrer også hele vores tænkning og samfundsudvikling. Og dette er vigtigt.
For at bruge et eksempel, så har ældre mennesker betydelige vanskeligheder med at lære at bruge computere og mobiltelefoner. De er opvokset med en anden baggrund og skal anstrenge sig meget for at lære det. Børn som bliver født nu, imidlertid, tilegner sig disse færdigheder lynhurtigt fordi kendskabet til disse ting er iboende det samfund som de vokser op i. På samme måde har begreberne fra evangelierne også i totusind år gennemsyret vort samfund og tænkning. Når vi læser historierne fra Biblen får vi dem så at sige ind med modermælken. (Man kan godt sammenligne med historien om at komme ny vin på gamle flasker).
Da jeg altid skal stille mig på tværs mener jeg selvfølgelig, at vi mennesker har svært ved at forstå at vi selv skaber vore liv i kraft af vore handlinger. Disse handlinger er selvforstærkende og når vi har levet længe nok er det umuligt for os at være der hvor en lang række af andre handlinger ville have ført os hen, en af livets ubønhørlige love. Det er så her vi har nåden og troen. I stedet for dette vanskelige, at forstå sandheden om os selv, kan vi i stedet tro. Ikke en blind tro efter eget valg for troen på Jesus er uløseligt forbundet med hans lignelser. Måske vi ser en mand ligge i grøften og umiddelbart ville vi skynde os forbi, men hvis vi har læst historien om den barmhjertige samaritan vil dette måske få os til at handle anderledes. Ligeledes ville vores umiddelbare reaktion i forbindelse med en begivenhed som kvinden der skal stenes måske være som de der optræder i den, men ved at have læst den tvinges vi til at forholde os til begrebet barmhjertighed i stedet for fordømmelse og vi tvinges også til at tage stilling til os selv (’den som er uden synd, kaste den første sten’). Uden disse lignelser ville vi måske ikke have den barmhjertighedens dimension.
Men Jesus taler også om noget andet som vi måske ikke umiddelbart kommer i kontakt med i vores almindelige hverdagsliv og vores hverdagsopfattelse af livet. Et af de steder hvor Jesus giver en direkte fortolkning af sin lignelse er Matthæus 13, 3 – 23. Vi er ikke vant til at tænke sådan til daglig. I sig selv er det blot en teknisk forklaring men det er en forklaring på hvad det vil sige at lytte og forstå. Hvis vi virkelig forstår vil denne forståelse vokse og blive større og stadig mere omfattende, men vi mennesker kender det ikke, hemmeligheden ved at kunne lytte.
Det er det jeg mener med hjertets følsomhed og det er derfor jeg mange gange undlader at gå ind i alt for ordrige diskussioner. Det er trættende og deprimerende og det ødelægger forståelsen som kommer fra hjertet. Jeg skal give dig et andet eksempel:
’Giv ikke Hunde det hellige, og kast ikke jeres Perler for Svin, for at de ikke skal træde dem ned med Fødderne og saa vende sig om og sønderrive jer.” (Mattæus 7,6).
Hvor tit har jeg ikke prøvet at føle noget i mit hjerte og gjort det klart for mig selv og fundet at det gav fuldstændig mening for mig. Men idet jeg så omtaler det i en diskussion bliver det som betød noget for mig afvist af dem jeg taler med (trådt under fode) og nogle gange medfører denne afvisning måske oven i købet at jeg selv mister den fornemmelse jeg havde (sønderriver mig). Det varer heldigvis kun et par dage men hjertets tråde er fine og sarte, de udvikles i samtale men kvæles fuldstændig i en ophedet debat hvor den ene ligegyldige mening støder imod den anden.
Det er denne virkelighed Jesu lignelser viser henimod. Hjertets følsomhed og skønhed. Jeg ser tit for mig, billedet af den smukke blomst som står på en mark og bliver tromlet ned af en soldaterstøvle. Volden, magten, brutaliteten tromler altid blomsten ned. Til gengæld skyder blomsten altid igen.
Den glemte dimension er det nære forhold og når vi ikke kender det er det er fordi vi selv er blevet overfladiske. Det synes indlysende at hvis man selv er blevet overfladisk er man ikke i stand til at have et nært forhold til en anden. Det er det dybeste plan fordi vi mennesker er livet selv, hvilket vi ofte glemmer. Vi er Jordens salt og hvis saltet mister sin kraft med hvad skal det da saltes? Mennesket, det er dig og mig, rent faktisk, nu og her.
Og det giver også svaret på dit spørgsmål om ikke handling.
Bortset fra den beskrevne ’Guds indgriben i historien’ så griber Gud netop ikke ind i livets gang. Guds forhold til verden og menneskene er netop ikke-indgriben. Vi bliver nødt til selv at leve vores liv både vores eget og det vi lever i fællesskab. Hvad nytte er vi til hvis vi ikke er i stand til at være voksne mennesker og leve vores liv selv? Det giver også svaret på Jesu ikke-handlen i forbindelse med Hans korsfæstelse. Har du lagt mærke til hvor højt bølgerne går på debatten.? Hver især har dannet sig sin egen mening og hvis nogen siger noget andet opponerer hver især for den mening han eller hun har dannet sig. Så hvad kunne Han gøre. Han fortalte sine lignelser og i dem er der to væsentlige dimensioner. Man kan forstå sandheden og denne forståelse vil frigøre én, eller man kan tro og hvis man gør det i sandhed og følsomhed så vil det ligeledes frigøre én.
Det opfatter jeg så som Hans offer, at Han opgav sit personlige liv på en sådan måde at det indtrådte i menneskets bevidsthed således at de, selvom de ikke kunne forstå, så kunne de i det mindste tro. Som Han selv sagde: ’Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør’.
Jeg fristes næsten til at vende Paulus’ ord om:
’Talte jeg end med Menneskers og Engles Tunger, men ikke havde Kærlighed, da var jeg et rungende Malm eller en klingende Bjælde’
Og i stedet sige: ’det er næsten lige meget hvad jeg siger eller gør, bare der er kærlighed.’
Men tror du at der er nogen der tror på kærligheden som en realitet, som dens egen virkelighed? Sikkert ikke, det lyder alt for mystisk, alt for fantasifuldt.
Men det er så en helt anden måde at tænke på. Fantasi.
Uden denne hjertets følsomhed og skønhed kan man ikke opfatte denne virkelighed. Så ufattelig fin er denne detalje som afgør om man opfatter glasset som værende halvt fuldt eller halvt tomt.
Det er det samme glas.
Det gør ikke noget at man har hovedet i skyerne bare man samtidig har fødderne solidt plantet på jorden.
PS. Det blev vidst lidt lang dette indlæg. Det er jo for det meste blot nogle tanker man gør sig, det har ikke altid megen sandhedsværdi for andre, men det behøver det heller ikke at have.
Svar
Citer
