Om livets guddommelighed.

Hvorfor man ikke må afbryde Livet i utide.

Vandrer mod Lyset! oplyser, at vi alle har modtaget det evige liv som en gave fra Gud. Menneskelivet er skabt af en guddommelig gnist, vort åndelige Jeg, der er knyttet til det fysiske legeme ved hjælp af et usynligt bånd. Hvert enkelt menneskeliv her på Jorden har en mening. Der er en grund til, at vi er her.

Formålet med reinkarnationen er:

Gennem en alsidig, men langsomt fremadskridende udvikling, at modne menneskeånden, så den i kraft af sin tanke og vilje kan nå fuldt ud i alle livets forhold, at stille sig afvisende overfor Mørkets påvirkning.

Vi er ikke tvunget til dette liv, vi har selv sagt ja til at blive inkarneret netop her, hvor vi er. I det hele taget tvinger Gud intet menneske til at tage imod det evige livs gave. På et tidspunkt vil vi således alle, når vi har nået en vis modenhed, selv skulle afgøre, om vi ønsker at beholde denne gave. Gennem tiderne har mange mennesker når de vendte tilbage til deres opholdssteder i den åndelige verden efter udmattende lidelser og prøvelser her på Jorden - tvivlet på, om de ville formå at fuldføre de mange jordeliv.

Men da har Gud i hvert enkelt tilfælde vist disse modløse mennesker billeder af den fryd og glæde, der venter os alle i fremtiden, når Mørkets magt er helt besejret. Vandrer mod Lyset! meddeler, at der endnu ikke er nogen, der ikke har ønsket at beholde det evige livs gave.

Der er en årsag til, at vi er blevet inkarneret lige her og nu. Forud for hver inkarnation forbereder vi os til det kommende liv.

Det er vores kamp ud af Mørket og frem mod Lyset, som udvikler vort åndelige jeg; langsomt lærer vi at tage ansvar for vort liv, langsomt lærer vi at forstå og erkende betydningen af de muligheder, vi har; langsomt lærer vi at afveje vore ord til hinanden,- at standse op, når vi gribes af vrede og hævnlyst, at arbejde med ikke at være egoistiske ved altid at følge vore egne lyster og begæringer, at bekæmpe den modløshed der kan vise sig, når man erkender sine fejl og mangler; ja, at finde styrke og udholdenhed til at kæmpe videre for at overvinde det slette og nedrige her på Jorden i vore dødelige kroppe.

Første tredjedel af Vandrer mod Lyset! beretter om årsagerne til at vi lever i denne ejendommelige verden. Denne del er ‘Ardors beretning’, en historisk gennemgang, der bærer overskriften

‘Tilgiver Eders Fjender’ - Den går fra de ældste tider til vore dage.

De af Guds love, som bliver gennemgået i Vandrer mod Lyset! hjælper os til at forstå, livets guddommelighed ja, til at forstå hvor helligt livet er for hver og én af os mennesker. Af samme grund må vi ikke afbryde livet i utide ved at myrde og ihjelslå hinanden - vi må ikke begå selvmord eller hjælpe nogen med at gøre det - vi må heller ikke tage livet af et foster. Der findes altid en vej som giver langt mere mening, end det gør at afbryde livet i utide.

I Vandrer mod Lyset! oplyses det, at vi ved selvmord forværrer vor egen situation. For bedre at kunne bære vort jordelivs tunge byrder, opfordres vi således til at bede Gud om hjælp, støtte og styrke.

Og Gud giver os den hjælp, vi har behov for. Vi er aldrig alene.

Alle har vi en skytsånd, dvs. en kærlig ånd, der følger os, hvor vi end er. Skytsånden prøver at give os fornemmelsen af, om det er den rette vej, vi er gået ind på. Advarer os når vi er ved at bruge Mørkets kræfter frem for Lysets. Hjælpen kan også komme som en indre stemning af glæde, tilfredshed og kærlighed. Ja, den kan komme i skikkelse af en indre stemme, en drøm, et "tilfældigt" møde med et menneske, som kan hjælpe os ind den rette vej. Eller hjælpen kan optræde som en pludselig tanke-indskydelse om at læse en bog eller se en film, som så åbner vores øjne for en klarere forståelse, af et svært valg, vi står over for. Ja, mangfoldige måder og meget oftere, end vi er klar over, søger vore vejledere i den åndelige verden at hjælpe os. Vi er aldrig alene.

af Inger Boas

Det, der betyder noget for mig, er:
Det guddommelige - egentlig ikke et godt nok udtryk, men jeg kan ikke finde bedre ord - som det er blevet klart for mig, at vi mennesker ikke har mulighed for at fatte, hvorfor religionerne - set med mine øjne - er håbløst forsimplede, vulgære og uærbødige.
Den værende verden - som vi mennesker har nået en vis, men begrænset, viden om - og selv er en ret så ubetydelig del af - og hvis eksistens er et ufatteligt og vidunderligt mirakel.
At leve mit liv - mens jeg har det - så godt jeg formår - i ydmyg altomfattende kærlighed og omsorg.

Det sidstnævnte er ikke let at leve op til, og jeg vil derfor ikke spilde tid og kræfter på alt muligt andet.