2. Treenighed

Der er kun én Gud. Men som Gud er Gud både Fader, Søn og Helligånd. Som dogme slås treenighedslæren fast på kirkemødet i Nikæa år 325, men forinden finder vi talrige treledede dåbsformler. I løbet af kristendommens historie er treenighedslæren med til at give kristen teologi sin dynamik. Den Apostolske Trosbekendelse og Den Nikænske Trosbekendelse bekender begge troen på Gud i tre afsnit om Faderen, Sønnen og Helligånden.

XXIII. Forekommer Treenighedsbegrebet i det Nye Testamente?

Hvis Treenigheden var en ægte og oprindelig Bestandel i Kristendommen, og hvis Jesus havde lært det til sine Disciple, saa skulde man vente at finde det ofte og klart udtrykt i det nye Testamente, Og de Kapitler eller Vers, som indeholdt denne Lære, maatte naturligt være at finde mellem de mest troværdige og tilforladelige Dele af Bibelen. Men saadan er det jo slet ikke´. Der plejede at være kun to, siger og skriver to, Steder i det N. T., som indeholdt Udtrykket "Faer, Søn og Helligaand", eller hvad der svarede til det. Det ene Sted var 1. Joh. Brev 5. Kap. 7.-8. Vers, sim i den gamle Bibeloversættelse lød: "Thi de er tre, som vidne i Himlen: Faderen, Sønnen (Ordet) og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden: Aanden, Vandet og Blodet; og disse tre gaar ud paa eet." Men det er paavist, at Ordene: "i Himlen: Faderen, Sønnen og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden:" var indskudt i det 5te Aarhundrede i den latinske Oversættelse og altsaa var rent og skært Falskneri. Disse Ord er derfor fjernede fra de nyere Bibeloversættelser.
Der er derfor kun een Treenighedstekst tilbage, og den er i Matthæus Evangeliets 28de Kap. 19de Vers: "Gaar derfor hen og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder; og jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende." Disse Ord siges at være talt af Jesus under en af hans Aabenbarelser for Disciplene efter hans Opstandelse. Ord, som tillægges en Mand efter hans Død, vil altid være tvivlsomme; men her har vi andre Grunde til at holde Treenighedsformlen i den for et Falskneri. Først synes det underligt, at Disciplene ikke gjorde, hvad Jesus saa bestemt befalede; thi ifølge Apostlenes Gerninger døbte de altid i Jesu Navn, som de aldrig havde hørt andet befalet. Men dernæst citerer kristne Forfattere som Origenes og Eusebius fra Cæsaræa (der var Kirkens første store Historiker) ofte dette Skriftsted uden Treenighedsordene. I Eusebius´ talrige Skrifter citerer han dette Skriftsted i alt 18 Gange. De 15 Gange, det forekommer i Skrifter før Nikæamødet Aar 325, er der ingen Treenighedsord; efter dette Møde er Treenighedsordene føjet til i de tre Citater, der forefindes. Det synes altsaa klart, at Bibelhaandskrifter før Nikæamødet ikke havde denne Treenighedsformel.

Endnu vil jeg sige til eder, der elske den gamle Bøn „Fader vor“: Mene I, at I bedre kunne samle eder om den, fremfor selv at forme eders Tanker, da beder kun trøstigt:

Fader, du som er i Himlen,

helligt vorde os dit Navn;

led os, til vi komme i dit Rige;

ske din Villie her paa Jorden, som den sker i Himlen;

giv os i Dag vort daglige Brød;

tilgiv (forlad) os vor Skyld, og hjælp os at tilgive (forlade) vore Skyldnere;

led os, naar vi fristes, og fri os fra det onde;

tag de døde i din Varetægt;

skærm og bevar os alle.

Amen!

Saaledes lærte Jesus sine disciple "Fader vor". Bønnen for de døde blev udeladt af Paulus med den motivering: at de døde, der var levendegjort og frelst ved troen paa Jesu forsoningsdød, ikke behøvede nogen forbøn, og de, der døde uden denne tro, dog ikke kunne frelses ved en forbøn.

I det saakaldte Hebræerbrev kan ovenstaaende Tankeopbygning findes, saaledes som Paulus selv gav sin Udlægning af Jesu Død og forsvarede den i en Tale, som han holdt ved Apostelmødet i Jerusalem, da han og Barnabas gav Møde dér for at gøre Rede for deres Forhold til Loven om Omskærelsen og til Lovene for Ofringerne.
Hebræerbrevet er Fragmenter af denne Tale, der blev holdt paa Aramaisk; den blev nedskrevet af nogle Tilhørere, og forskellige Afskrifter baade paa Aramaisk og Græsk cirkulerede derefter i de mange Menigheder, særlig i de paulinske, men ogsaa i de jødisk-kristne.