Ja, du har ret. Jeg mener, at religionerne har svigtet, fordi de ikke gør verden til et bedre sted, men accepterer, at vi behandler hinanden og kloden dårligt.
Din forståelse af religioner undrer mig. En religion kan vel ikke "anholde" mennesker, som ikke adlyder dens hellige skrifter.
Citat:
Dit citat fra Bjergprædikenen siger, at de kristne skal "gøre deres himmelske faders vilje", men det siger ikke, hvad denne vilje er.
Jeg synes, at Bjergprædikenen, som citatet er fra, forkynder meget smukt, hvad den himmelske faders vilje er. Men det er op til mennesket at følge denne vilje. Og som du vel selv er inde på, så er der ikke mange, som gør det. Men det kan vel hverken Buddha, Jesus eller fx Paulus klandres for ...
Det kunne være interessant at høre dig udfolde dit perspektiv på religioner. For jeg forstår det faktisk ikke.
Hej Thomas. Det er nok ikke så helt let at svare fyldestgørende på dine seneste ord:
Citat:
Det kunne være interessant at høre dig udfolde dit perspektiv på religioner. For jeg forstår det faktisk ikke.
Men jeg vil gøre det så godt, jeg kan
Religion er jo en slags trosbundethed, og er altså dermed i modsætning til trosfrihed. Rent praktisk er det jo så en bundethed til et præsteskab - med al den dårligdom, der kan opstå, hvis præsterne forfalder til magtmisbrug og grådighed, som der jo historisk er trist mange eksmpler på.
Men for den enkelte er det jo livets store spørgsmål, det drejer sig om: Hvad er meningen med mit liv? Hvordan skal jeg leve/opføre mig? Hvad sker der, når jeg dør?
Helt tilbage i jægersamfundet fortæller Mircea Eliade om, at en gud: Dyrenes Herre holder øje med, at jægeren kun dræber, hvad han behøver som føde, og at føden ikke går til spilde (De religøse ideers historie bind 1, side 21, Gyldendal ISBN 87-00-61011-9)
Idéen om usynlige ånder eller guder er altså ældgammel - for ikke at sige oldgammel, og f.eks. hinduismens mange guder ligner vel en fortsættelse.
De monoteistiske religioner er jo præget af en faderskikkelse, og til at forklare, når den gode Gud ikke altid får det til at gå så godt, har man så en Satan, der får mennesker til at gøre noget forkert: Det onde.
For mig ser det ud som om jægernes ydmyghed i sin tid overfor naturen er gået tabt, og at det hele er indskrænket til en menneskelignende Gud, der alene har med mennesker at gøre - mens alt andet stort set ignoreres.
Min tro siger mig, at det guddommelige er større end den menneskelignende skikkelse, vi kalder Gud. Min tro siger mig, at vi skal vende tilbage til jægerens harmoni med den øvrige natur, samt at vi skal erkende, at det guddommelige ikke er noget, vi mennesker kan fatte.
Men selv om vi ikke kan fatte det, mener jeg godt, vi kan fornemme det guddommeliges væren i alt - ja endda også i os selv, når det fører til følelsen af kærlighed til alt - og til at handle derefter - så længe vi lever. Og derefter? Lad dét vente til den tid
Religion er jo en slags trosbundethed, og er altså dermed i modsætning til trosfrihed. Rent praktisk er det jo så en bundethed til et præsteskab - med al den dårligdom, der kan opstå, hvis præsterne forfalder til magtmisbrug og grådighed, som der jo historisk er trist mange eksmpler på.
Her er der efter min mening grund til at tilføje to ting. Det første er, at der jo også er mange gode præster, som ikke forfalder til at misbruge deres position. Og det andet er, at man jo ved at "binde sig" til en bestemt religion, opnår en form for tryghed i tilværelsen - og tillige et fællesskab - et velfungerende livsgrundlag, som - efter min mening - bestemt ikke skal hånes.
Kære Gerth Kom nu op i omdrejninger Arne har meget svært ved at forstå, at et midlertidigt liv på jorden ikke er særligt interessant for os andre? Der er 5 øller tilbage og vi skal have fundet en præstinde til dig
Religion er jo en slags trosbundethed, og er altså dermed i modsætning til trosfrihed.
Det er i mine øjne mere nuanceret end som så. Især hvis man kigger på Buddhismen og Hinduismen.
Ydermere er der vel ingen mennesker, som er helt fri fra at danne sig antagelser. Selv de, som mener, at vi intet kan vide, gør sig den antagelse, at virkeligheden og mennesket er skruet sammen på en sådan måde, at vi intet kan vide.
Citat:
Rent praktisk er det jo så en bundethed til et præsteskab - med al den dårligdom, der kan opstå, hvis præsterne forfalder til magtmisbrug og grådighed, som der jo historisk er trist mange eksmpler på.
Jeg oplever din tale om den slags således, at du ser religion som bringende mere dårligt til verden end godt. Ser vi på sagen historisk og nøgternt, så hører jeg historikerne fortælle, at kristendommen har bragt MEGET godt til verden, om end kirken også har begået (grusomme) fejltagelser. Din vægtning af dette forhold forekommer mig at være modsat historikernes.
Citat:
De monoteistiske religioner er jo præget af en faderskikkelse, og til at forklare, når den gode Gud ikke altid får det til at gå så godt, har man så en Satan, der får mennesker til at gøre noget forkert: Det onde.
De kristne historikere, teologer og filosoffer skildrer dette langt mere nuanceret end en menneskelige faderskikkelse med skæg og et rødt uhyre med horn i panden. Efter at have lært kristendommen meget bedre at kende, kan jeg ikke genkende den slags stereotype billeder.
Citat:
Min tro siger mig, at det guddommelige er større end den menneskelignende skikkelse, vi kalder Gud.
Dette er også den helt gængse antagelse i religionerne. Gud er større, end vi kan opfatte.
---
Når jeg læser de kristne og buddhistiske skrifter, så læser jeg om ubetinget kærlighed mellem mennesker og en omsorgsfuld forvaltning af miljøet omkring os. Dette anfægter du jo ofte (som jeg hører dig), men der er vi så uenige i vores læsning af de hellige skrifter.
Men uanset hvad, så nyder jeg vores samtaler, og håber at vi kan fortsætte! Det er spændende og givende
Svar
Citer
Arne har meget svært ved at forstå, at et midlertidigt liv på jorden ikke er særligt interessant for os andre? Der er 5 øller tilbage og vi skal have fundet en præstinde til dig 
