Mange søger i en eller anden forstand sandheden som en sandhed, der kan frigøre. Her er tilbuddene mange for de, der søger svaret i en religion eller i en religiøs spirituel bevægelse. Fælles for de sandhedssøgende er oftest et behov for at finde nye veje og ressourcer; et mere irrationelt ståsted.

Teologen Paul Tillich beskæftigede sig ikke i den forstand med sandheden, som jo i sig selv kan være et flertydigt begreb. Han tog i stedet med værket ”Den glemte dimension” udgangspunkt i, at dybets dimension er gået tabt i det moderne menneskes åndelige liv. Det skal her bemærkes, at Tillich skrev værket i 1958, og at 1. og 2. verdenskrigen, tyverens fremskridtsideer samt efterkrigstidens eksistentielle reaktion har spillet en afgørende rolle for Tillichs kulturteologiske ansats. I denne påstår Tillich følgende: ”Det afgørende element i det vestlige menneskes nuværende situation er tabet af dybets dimension” (s. 7).

Tillich bruger metaforen om ”dybets dimension” som det at beskæftige sig med livets mange eksistentielle spørgsmål, hvor det at søge dybets dimension er ens betydende med at være religiøs. For Tillich er religion altså en dybdedimension; den er menneskets væren, hvad angår dets liv og eksistens. At erkende tabet af dybets dimension er at erkende, at livet ikke kun har en horisontal mening.

Hvor kulturradikalismen – og hermed kommunismen – i sin tid forsøgte at skabe utopier om et bedre samfund gennem revolution, spørger Tillich efter tilværelsens grundlæggende mening. Tillich er på ingen måde fortaler for religioner som tanke- og livssystemer men knytter an til religionen i den betydning, at de er bærere af religiøse symboler og dermed dybereliggende betydninger. Gud er derfor ikke et højeste væsen, som mennesket skal bøje sig for, og religion er ikke en bestemt funktion men derimod en dimension i alle livets åndelige funktioner. Denne ”dybest dimension” går et skridt dybere end kulturradikalismen og andre ideologiske og politiske bevægelser. Det handler ikke om, hvorvidt man tænker religiøst eller videnskabeligt, det handler heller ikke om absolutismer og profaniteter men derimod om at tænke og erkende mange-dimensionalt. Med andre ord kan vi sige, at det handler om menneskets dybde og værensgrund.

Konflikten mellem det religiøse og profane må løses, for de to størrelser kan ifølge Tillich ikke være adskilt. Det ville være det samme som at adskille det evige fra nuet jf. Tillichs værk, ”Det evige i nuet”. Det religiøse og profane må derfor tænkes sammen i Tillichs korrelationsteori. Det horisontale og det vertikale er på den måde de to linier i menneskets tilværelse, der sammen sigter mod den åndelige forandring, det moderne menneske søger. Sammenhængen mellem det horisontale og vertikale udlægger Tillich således med de latinske betegnelser >>religiosum reservatum<< og >>religiosum obligatum<< som det, at den evige mening virkeliggøres i vores aktive historiske liv.

Når vi derfor søger sandheden eller roen, handler det i lige så høj grad om os selv, som det handler om en højere spirituel mening, for vi har brug for at erkende dybets dimension, så den kan virkeliggøres midt i lidelsen, i meningsløsheden og i utopierne for en bedre verden uden fattigdom, terror etc.. Det sidste ord i menneskets historiske situation er derfor altid ”et håbets ord” – og dette er for Tillich religionens egentlige drivkraft, dvs. erkendelsen af dybets dimension, håbet.

Med dette udgangspunkt er der grobund for, at en sandhedssøgen ikke bliver til eskapisme men derimod til handling. Denne handling er selvfølgelig erkendelsesmæssig og subjektiv, men spørgsmålet er, om den ikke samtidig knytter an til vores værens dybde og grund, hvorfra de etiske fordringer udspringer?

De etiske fordringer, som Jesus rejser, har ikke til hensigt at gøre os til perfekte mennesker. De er heller ikke uopfyldelige, med mindre de læses bogstaveligt uden dybets dimension. Teologen Dietrich Bonhoeffer – der blev henrettet i Tyskland under 2. verdenskrigen - beskæftiger sig i ”Efterfølgelse” (1939) med den rige unge mand (Matt. 19), der tror, at han ved at have opfyldt alle budene har gjort sig fortjent til det evige liv. Men Jesus svarer manden, at han først skal gå hen og sælge alt, hvad han ejer. Den unge mand bliver bedrøvet og går bort. Bonhoeffer anslår, at den rige unge mand i stedet for at adlyde rejser en etisk konflikt, fordi han tror, at han ikke kan efterleve Jesu sidste krav. Den etiske problemstilling er på den måde noget, vi selv rejser. Jesus beder os blot om at adlyde hans kald – ikke ved, at vi kommer med vores etiske problemstillinger og bekvemmeligheder men derimod ved, at vi følger Kristus som summen af alle bud, hvilket ifølge Bonhoeffer betyder at leve i samfund med Kristus. Dette kan vi i relief af Tillich kalde for dybets dimension: at tro og håbe i stedet for at rejse etiske konflikter, der bremser os i vores udadrettede handling. For det er midt i livets mange historiske som åndelige begivenheder, at vi får muligheden for at udvikle os og handle. Nogle kunne måske få den opfattelse, at vi etisk set er utilstrækkelige, at der forekommer en afstand mellem vores historiske aktive liv og vores eget indre væsen. Ifølge Tillich og Bonhoeffer – og den Jesus som de læser - rejser etikken sig ikke som et problem hverken i vores åndelige søgen efter den tabte dimension i vores liv eller i vores gudstro, for den etiske sans og fordring implementeres i den bevægelse ned i vores dyb, der lader livets horisontalitet og vertikalitet korrelere med livets virkelighed.

Hvorvidt en sådan bevægelse ned i dybet - den glemte dimension - forudsætter tro af en eller anden art er op til den enkelte læser/debattør at give et bud på

Mvh
Anne

Tabet af dybets dimension - ja, man kan ikke andet end beklage korstogenes effektive fremmarch og slagtningen af de fine religioner, der lå før dem som nådesløst dominerer i nutiden.

Tænk på alle de andre ligeværdigt naive og smukke forklaringer på verdens skabelse, himmellegemernes bevægelse, livets opståen, gudernes personligheder og unikke særheder. Tænk hvis ikke de gudsdyrkende krigere, og de forkyndende missionærer, af de herskende menigheder, havde været så fandens effektive og udryddet alt det skønne der lå før - alle disse vidunderlige, dybe og rige trosretninger der så nådesløst blev udryddet, til fordel for de mere eller mindre monoteistiske vi trættes med i dag.

Gud hvor ville jeg dog ønske, at alverdens religioner var bevaret i menneskers sind verden over - at den rigdom af mangfoldig tro og menneskelig vildfarelse, ville være levende som den var engang. Sikke en masse dybde og skønhed vi har tabt - til ingen verdens nytte.

Sørgeligt.

Hej Anne.

Blot to ting.

For mig er der ingen forskel på det hellige og det såkaldt almindelige liv. Det hellige er ikke et andet sted.

Vi er efterhånden blevet så forvænte at vi har glemt at sætte pris på selve dette at vi lever og vi har helt glemt at livet i sig selv er et uløst mysterium og en udfordring som fortjener at blive behandlet som sådant ved at vi tør give os i kast med det og leve det.

Hvad den ene eller den anden debattør tror eller ved er ikke så væsentligt, idet vi mennesker ikke kan vide i den forstand.

Men vi kan forstå. Vi kan forstå det liv vi lever og vi kan forstå, at den computer vi sidder og skriver ved lige nu, er overmåde virkelig.

Hvis vi blot kunne føle en tilskyndelse til at turde give os i kast med vore liv. Ganske uforfærdede, i stedet for at leve en stille død.

For mig er dybets dimension det nære forhold. Men for at kunne have et nært forhold til et andet menneske må man også være i stand til at have et nært forhold til sig selv. Man bliver nødt til at kunne forstå sig selv og leve med sig selv for at kunne forstå et andet menneske. Denne forståelse kan man selvfølgelig ikke tale om, den bliver man nødt til at leve.

Vi taler og taler hele tiden og altsammen er det blot en eksponering af os selv.

Men når vi ikke taler så er vi stille. Og når vi er stille så lytter vi. Når vi lytter forstår vi og så kan vi efterfølgende tale uden at det blot er en eksponering af os selv, vores frygt for at være alene og vores ubevidste ønske om at blive elsket. Er det ikke sært som vi forveklser dette at blive beundret med det at blive elsket? Det er to vidt forskellige ting.

Vi kan tale om naturvidenskabelige fakta eller forskellig religiøs tro, men for mig er den glemte dimension forståelsen af os selv og vore forhold til andre og deres forhold til os. Når vi engang forstår hele universet og materien fra ende til anden vil vi alligevel mærke et sug i maven en længsel efter at holde af og blive holdt af. Dette behov kan ingen videnskabelig eller religiøs tanke nogensinde indramme. Det er livets sande værdi, det eneste der har fylde og indtil vi indser det, vil vi altid være tomme og altid rastløst søge selvopfyldelsen i stedet for kærlighedens fylde.

Denne forståelse er en levende ting, den er livet selv, og så er der intet spørgsmål vedrørende det hellige og det profane.

Så er alting helligt.

Og det ville skuffe mig meget hvis det tog sig selv så højtideligt, at det begyndte at snakke om synd og skyld i stedet for forståelse.

(Blot en strøtanke, jeg kan godt forstå hvis du ikke gider at læse sådan noget pjat).

Hej Jakob

Skal jeg forstå din kommentar således, at dybets dimension for dig er alverdens (udryddede) religioner, hvis de vel og mærke var bevaret i menneskenes sind verden over til verdens nytte?

Ser jeg bort fra ironien i dit indlæg, må jeg konstatere, at der er rig forskel på de mange religioner, religiøse skrifter, ritualer etc. (lige fra bjørneofringer til én treenighed Gud på et kors), så hvad er det præcis for en dimension, du gerne så bevaret i alle menneskenes sind - i går, i dag og i morgen - verden over og til verdens nytte?

Mvh
Anne

Hej Michael



Som du nok har bemærket, oprettede jeg en ny tråd til omtrent det samme indlæg som det, du gerne ville besvare - dog med det afslutningsvise spørgsmål om, hvorvidt denne dybets dimension forudsætter tro?

Om jeg har forstået dig korrekt er dit bud, at det ikke forudsætter tro men derimod forståelse, som ofte kommer til udtryk i dine indlæg som en hovedhjørnesten. Du taler til og med om en forståelse, der forudsætter de nære forhold (relationerne).

Af egne erfaringer ved jeg, at nogle relationer kan række så dybt, at visse bevægelser kan blive til de klareste spejl og dermed et redskab til at forstå sig selv. Disse processer hører under kategorien: at arbejde med sig selv. Heri ligger ikke kun forståelse af sig selv men derimod også fordringen om at komme til stede (hvad det så er for en størrelse). Jeg er inde på et område, som næsten er umuligt at skrive om, idet vi hver især vil forstå en sådan sætning som det at arbejde med os selv subjektivt. Men kort fortalt handler det om at være til stede i sin krop og i sit hjerte ift sig selv og men ikke mindst ift sin omverden. Vi har alle vores psykologiske mekanismer, der ikke altid er lige befordrende. Hertil handler det om at kunne involvere sig (jfr det DOVNE DK). Det modsatte af dette er denne verdens sygdom - en sygdom til døden.

Mennesket lever ikke af brød alene men af relationer i hvilke, vi finder liv og kærlighed. De nære forhold er med til at skabe nogle rammer for vores trivsel, og heri har du vel ret i, at dybets dimension gør sig gældende - med andre ord her vi finder livets hellighed også forstået som livets helhed.

Vi er altså på mange måder enige men bruger forskellige ord (og hovedhjørnestene). Jeg vil ikke benægte, at det, at jeg tog et dyk ned i mit eget dyb (en proces, der formentlig vil vare livet ud) for 10 år siden bevirkede, at jeg fandt troen - eller troen greb mig. Det kunne jeg så vælge at tolke ind i alverdens mange religioner eller blot tolke ind i min sindstilstand.

Pointen er nu ikke så meget en eller flere religioner eller en psykologisk tilstand men derimod det at komme ind under huden på sig selv, ikke at agere som et flokdyr, der blot gør det, de andre i flokken gør, ikke at lave illusioner om virkeligheden etc. Virkeligheden er, at vi eksisterer, men hvad der universelt set har sat selve eksistensen - el. det ontologisk essentielle - i bevægelse ligger så at sige uden for det, vi med sikkerhed kan sige noget om. Netop derfor er kristendommen o.a. religioner ikke en sikkerhedsforanstaltning eller et vidensparadigme om denne verdens tilblivelse. Den - kristendommens spire, det leveden Ord - er den levende åbenbaring (Bog), hvori mennesket tiltales af en gud i menneskeskikkelse. Gud i menneskekød, menneskesjæl og menneskeånd blev som følge heraf vores hellige dåbsdragt - tiltalt, iklædt, dødet og derpå oplivet bekender vi vores tro..Men nu er jeg på vej ind i mystikkens mangedimensionale sproghandling, men uden denne (troens) handling stod vi måske med et liv med tabte dimensioner

Mvh
Anne