Kære Arne, Jan og Hanskrist
Tak for dit sympatiske svar, Arne.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at sætte sig ind i det kristne verdensbillede, hvis man ikke har hørt om det før. Der er så mange misforståelser, der kan være ret indgroede og føles selvfølgelige. Det var, da jeg fik ryddet op i disse misforståelser af de førende inden for feltet, at jeg tog imod verdensbilledet som en enorm inspiration for sjælen.
At tale med dig og andre er for mig en hellig ting. En samtale til opbyggelse. For mig kan det ikke være båret af den pjat, der ses fra anden side, ej heller er der plads til fx spydigheder, eller hvad der desværre måtte finde sted under mange debatter. For samtalen hentes ligesom frem "indefra i hjertet". Så det er vigtigt, at det lander et godt sted. Derfor har jeg ventet og ladet det hele simre lidt i mig, før jeg nu har skrevet.
Om "Faldet" som Jan spørger til:
Mennesket er skabt i Guds Billede med det kald at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i skabelsen. Hvis mennesket afviger fra det kald og lytter til skabelsen (slangen) frem for Skaberen og griber ud efter autonomien til egenhændigt at definere godt og ondt (Kundskabens Træ), så får det en konsekvens for den skabelse, som mennesket var ment til at forvalte. Spejlet som skulle spejle lyset fra Gud ud over hele verden, er nu vendt i en vinkel, så verden reflekterer verden tilbage til sig selv. Uden Guds lys breder mørket sig.
Derfor har vi "Faldet".
Gud tillader den faldne verden for en tid, fordi Gud insisterer på det menneskelige kald. Kaldet at være billedbærer. Hvis mennesket skal være Guds partner og medskaber, så må mennesket først reddes. Det ituslåede billede må genskabes i sin stråleglans. Så kan verden reddes, fordi mennesket på ny er parat til at bringe lyset ind i den.
Menneskets kald og menneskets frihed til at følge det kald har en betydning for skabelsen. Alternativet er jo at tage kaldet fra mennesket og så skabe en god verden uden det kald. Men så står vi jo netop med - for nu at bruge dit ord - en "forkælelse", hvor mennesket vel nærmest ikke kan kaldes menneske længere. Vi er ment til mere. Vi er kreative og frie spirituelle væsner. Mennesket skal ikke forkæles, det skal tjene og være medskaber.
I den faldne verden og i vor faldne tilstand kan vi måske kun gøre lidet. Men det vi gør, vil blive sået som frø, og i den nye verden - når vi har genoptaget vort oprindelige kald fuldt ud - så vil vi se, at de spirer. For kærligheden vil aldrig være uden frugt.
Lige nu er vi i en overgangsfase, hvor den gamle verden og den nye overlapper. Helligånden er brudt ind i verden og lever i os. Når vi stråler, vil verden gennemgå en genfødsel. Derfor skriver Paulus:
"For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden."
- Romerbrevet 8, 19-21
Der er så nogle ting, man kan diskutere. Jeg er fx tilbøjelig til at tro, at nyskabelsen ikke finder sted på vores tidslinje (i historisk) tid, men hører en anden tid (en anden slags tid) til. Men det store billede af, hvorfor verden er, som den er, og at Guds alkærlighed omfatter alt, og at mennesket ikke blot skal "forkæles" i en eller anden fjern himmel, men rent faktisk har et kald, dét inspirerer min sjæl.
Hanskrist, min broder i Kristus. Prøv at lytte til Bart Ehrmans "Does the Book of James Attack the Teachings of Paul". Lyt eventuelt til dette interval: 14:16-23:30.
Nedslag -
Faith: 16:57
Works: 19:08
Kh Thomas
Hvem ved 
Kom op på bjerget...
Lad os støtte og hjælpe alle...
Svar
Citer
