Hej Disciple!Velkommen til det frie debatforum.
Som du ved fra vore tidligere diskussioner på den alternative religionsdebat, har min holdning til evolutionsteorien altid været, at det er en ringe teori, som måske nok har har fat i nogle af de mekanismer hvormed den naturlige udvælgelse finder sted, men langtfra alle og med garanti ikke de vigtigste.
Darwins teori er fra start af blevet aggressivt forsvaret af biologer som her fandt en videnskabelig bekræftelse på deres stærkt følte ateisme.
Biologen Thomas Huxley (1825-95) forsvarede Dawkins teori så ihærdigt, at han fik øgenavnet
Darwins Bulldog. Retfærdigvis bør det tilføjes, at Huxley besad nogen tvivl, idet han næsten samtidig med at Darwin publicerede sin teori i 1859 konstruerede ordet agnostiker, et begreb som herefter indgik i religionsdiskussionen og fortsat gør det.
Darwins lære er gennem årene blevet kritiseret, ikke blot af kristne, men også af videnskabsmænd og filosoffer. For godt 30 år siden udtalte filosoffen og videnskabsteoretikeren Karl Popper (1902-94), der er kritisk rationalist, at evolutionsteorien er udformet som en tautologi, en cirkelslutning eller selvopfyldende profeti, som derfor ikke kan bevise noget som helst. Det udløste kraftigt glammeri blandt teoriens dogmatiske forsvarere og filosoffen valgte at modificere sin udtalelse, som en anden Gallilei der blev truet af Inkvisitionen. Popper kaldte også udviklingslæren for et
"metafysisk forrskningsprogram".Så detlykkedes de dogmatisk glammende køtere at få lukket munden på Popper, der stod ret alene med sin kritik.
På trods af at evolutionsteorien har måtte revideres og modificeres flere gange bl.a. fordi dens forudsigelser om gradvis udvikling af nye arter med et stort antal mellemformer ikke kunne bekræftes af hvad knoglegraverne (palæontologerne) fandt, så dukkede en ny ærkedarwinist og ærkeateist op på scenen og forsøgte at reparere Darwins punkterede cykelslange.
Richard Dawkins kom første gang i offentlighedens søgelys da han i 1976 skrev bogen
"The Selfish Gene". Et af problemmerne med Darwins punkterede cykelslange var, at teoretikerne ikke kunne blive enige om, på hvilket niveau selektionen foregik. Var det på individets, populationens eller artens niveau?
Dawkins lappekit var en teori om, at selektionen skete på genniveauet, hvor forskellige gener eller genkomplekser kæmpede mod hinanden om størst mulig replikation. Fra Dawkins synspunkt er de levende væsener, herunder mennesket, intet andet end overlevelsesmaskiner som de konkurrerende gener bygger for at replikere sig selv. Hvis Darwins teori var mangelfuld så var Dawkins direkte vanvittig, tænkte jeg, da jeg læste
"Det selviske Gen" kort tid efter bogen var udkommet. Dawkins maskintænkning førte ham også til at påstå, at der principielt ikke er nogen forskel mellem levende væsener og de komplekse maskiner mennesket konstruerer. For som vulgær-materialisten Dawkins gjorde opmærksom på, er der i begge tilfælde tale om objekter, som er konstrueret med et formål. Da jeg læste den svada vidste jeg, at Dawkins måtte have fået nogle ateistiske søm galt i halsen, hvorefter de var trængt ind i mandens hjerne.
I vor tid har Dawkins overtaget Huxleys glammende rolle som krigerisk forsvarer af darvinismen hvilket og har dermed gjort sig fortjent til øgenavnet
"Darwins Rottweiler" Som bekendt er angreb det bedste forsvar og Dawkins har som en hund i en slagterbutik kastet sig over de kristne og specielt sat tænderne i enhver form for kreationisme. Dawkins er ikke blot professionel biolog, men også det tætteste vi kommer på en professionel ateist. Troen på, at verden er gudskabt kaldte han
"uhyrlig, hjernedød usandhed". Dawkins står i dag som ateismens bannerfører, og for at befæste denne position yderligere udgav han i 2006 ateisternes nye Bibel:
"THE GOD DELUSION". Her går han videre og fastslår, at de troende er ramt af en VRANGFORESTILLING, i ordets psykiatrisk diagnostiske betydning. Dette fik selv professionelle psykiatere til at protestere, men Dawkins fastholdt diagnosen, som han havde hugget fra en amerikansk zen-buddhist, der havde mediteret sig frem til følgende evige sandhed:
"Når en person lider af en vrangforestilling, kaldes det sindssygdom. Når mange mennesker lider af vrangforestillinger kaldes det religion." Herefter var min konklusion, at det var Dawkins der led af alvorlige vrangforestillinger. Dawkins er blevet kaldt en af verdens tre førende intellektuelle. Så tror da Fanden, at verden ser ud som den gør.
Kritikken af Dawkins punkterede cykelslange kommer nu ikke blot fra troende og filosoffer, men også fra ateistiske videnskabsmænd, hvis egen forskning viser, at det er en umulig teori som ikke kan forklare det den burde. Biosemiotikkens resultater giver en indikation om, hvor manglerne ligger i darwinismen. Liv handler først og fremmest om mening gennem det levendes udveksling og tydning af tegn og signaler mellem dets enkelte dele og med omverdenen.
Kort sagt: Livet handler om mening, forståelse og selvforståelse, hvilket en meningsløs mekanistisk teori som darwinismen selvfølgelig ikke kan indfange, da den er biologiens svar på Newtons klassiske mekanik.
Proklamationen fra de 800 videnskabsfolk der mener, at nu kan hullerne i Darwins cykkelslange ikke længere repareres - der må udskiftes med en helt ny slange, er udtryk for behovet for et videnskabeligt paradigmeskifte som nu ikke længere kan udskydes.
Og Darwins køtere med Dawkins i spidsen glammer højere end nogensinde da der nu for alvor er gået termitter i deres kæphest:
Modstanden ovefor proklamationen og den nedrige behandling af de nævnte 3 forskere vidner om desperation i den darwinistiske klub af indforståede medløbere, som ikke selv tør stille spørgsmål af frygt for at blive ("Expelled") udstødt af det "gode selskab".
For at forstå dette hundeslagsmål for åbent tæppe kan det være formålstjenligt at se det i lyset af videnskabshistorikeren og filosoffen Thomas S. Kuhns teori paradigmeteori for videnskabelig udvikling.
Kuhn skelner mellem to fundamentalt forskellige former af videnskab; normalvidenskab og revolutionær videnskab. Begge disse former af videnskab skal forklares ud fra begrebet paradigme, hvorved Kuhn forstår de fælles, næsten uskrevne spilleregler der samler et kollektiv af forskere rundt en bestemt problemløsende, videnskabelig praksis. Et sådant kompleks af almindeligt accepterede kriterier har fire hovedbestanddele:
1. Symbolske generaliseringer. Formelle holdninger om naturen der ligner naturlove, men virker som grundlæggende definitioner. Disse prøves ikke eksperimentelt.
2. Metafysiske forestillinger. Generelle antagelser om virkelighedens natur der ikke kan afgøres eksperimentelt.
3. Værdier. Kriterier for hvad der gælder for eksempel for en god teori.
4. Eksempel. Stort eksempel på paradigmets succesrige anvendelse ved problemløsning.
Under en normalvidenskabelig periode forholder forskerne sig ukritisk til paradigmet og stræber efter at fordybe og forfine materialet indenfor rammen. Kuhn omtaler denne forskning som
”puzzlesolving” eftersom det på forhånd er givet, hvordan et acceptabelt resultat ser ud.
Anomalier kan normalt bortforklares, men kriser kan optræde, når store samlinger af anomalier eller særligt dybtgående anomalier gør forskerne usikre på paradigmet. Krisen leder til revolution med følgende paradigmeskift som resultat af en kamp mellem tilhængere af det gamle og det nye paradigme.
Denne kamp er ikke baggrund for en rationel dialogudveksling på neutralt niveau, idet de konkurrerende paradigmer har forskellige kriterier for gyldighed, bevisførelse med mere.
Der opstår et kommunikationsbrud. Kuhn sammenligner forskernes accept af det nye paradigme med en religiøs omvendelse og peger på social-psykologiske faktorer som gruppepres som afgørende for et paradigmeskifte. Han mener også at de to former af videnskab er nødvendige for udvikling af den videnskabelige kundskab.
Mon ikke Kuhns teori ganske godt forklarer, hvorfor problemet ikke kan løses på anden måde end gennem en benhård magtkamp, et slagsmål med verbale tæsk og trusler parterne imellem?
Hilsen
Ipso Facto ----------
"Tro er en af verdens store onder, på samme måde som koppe-virus, bare sværere at slippe af med." – Ateismens nye profet Richard Dawkins seneste åbenbaring.