|
0
registrerede
14
gæster og
139
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej Ipso Facto jeg har altid været solgt til dette udtryk af B. Russell.
Derfor sender jeg lige lidt Kristus-spøgelses-mystik-røgelse i æteren.
Det efterfølgende udtryk af Bertrand Russell dækker meget godt inkarnationsbegivenheden, Kristusbegivenheden, begivenheden Kristus.
"Man opnår et sandere billede af verden, tror jeg, ved at forestille sig den som ting der kommer ind i tidens strøm fra en evig verden udenfor, end ud fra det synspunkt, der betragter tid som den grådige tyran over for alt som eksisterer." Citat slut.
Det er i øvrigt også den måde man skal opfatte skabelsesberetningen på.
I Kristus forstår vi mennesker os selv som værende fra Gud, som værende til i kraft af Guds evighed, vi er mennesker der kommer ind i tidens strøm fra en evig verden udenfor, for nu at bruge Russells formulering. Vi opfatter os selv som en vertikal oppefra og ned lynende begivenhed, manifestation, hvor evigheden, Guds tid, liv og ånde, træder eller kommer ind i tidens strøm (som Russell siger).
Det vigtigste er at det kommer fra Gud, vertikalt, fra det ikke værende (endnu ikke skabte), altså VÆREN selv, altså det er Guds tid der kvalificerer vores tid og skaber historie, pil og retning. Vores ”i Kristus” ego/jeg er der hvor Gud træder ind i vores, menneskets, jordiske tilværelse og skaber et samspil mellem jord og himmel, mellem endeligheden og evigheden. Guds nedstigen (Fil 2) til tidens og det værendes verden i Kristus. Troens begivenhed er det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden, et samspil hvor både Gud og mennesket har et indspil. Kun i dette skæringspunkt mellem VÆREN selv (tid som evighed), vertikaliteten, og det værende (tiden) horisontaliteten og endeligheden, kan lyset komme ind i verden, kun i Kristus kan vi træde i karakter og forny og forandre vores situation med hinanden, den måde vi er situeret, situeret i forhold til os selv (os selv og Gud) og vores næste, medmennesker.
Dette er en vertikal oppefra og ned manifestation, et vertikalt oppefra og ned kreativt katastrofalt indslag (Damaskusbegivenheden), der er ustyrligt kaotisk (hvorfor metafysikken bedst symboliseres ved klassisk musik) på grund af de frihedsgrader der ligger i ikke at være underlagt de begrænsninger der er i endelighedens verden, vilkår og betingelser. Men langt de fleste mennesker oplever sig selv som endelige væsner, der ser sig selv nedefra og op, hvor de længes efter en Gud og evigt liv (at blive forløst fra livet). Heroverfor står vi kristne uden denne religiøse nedefra og op længsel, fordi vi opfatter os selv i Kristus som værende fra Gud, som værende til i kraft af Gud, i kraft af VÆREN selv og ikke det værende (”at være fra en evig verden udenfor” som Russell udtrykker det). På grund af inkarnationen oplever vi heller ikke et behov for at blive forløst fra det levede liv, men vi erfarer allerede i Kristus en forløsning af det levede liv (også derfor har kristendommen altid identitetsmarkeret overfor gnosticismen, der helt og aldeles ønsker en forløsning fra det levede liv).
I Kristus er vi til i kraft af Gud og vi længes derfor ikke efter Gud, vi tilbeder ikke Gud, og vi higer ikke opad som de religiøse gør det (vi har intet flagrende deroppe). Selvfølgelig kender vi kristne også til de idealistiske skizofrene ”nedefra og op” bedende aspirationer og religiøse længsler, men vi regner dem ikke for noget særligt, og vi anser dem for intet at regne imod den vertikale ”oppefra og ned” begivenhed i vores liv, nemlig Kristus, at Gud kom til os og fandt os i Ordet (Sproget) og derved gav os sin Tid i kommunikationen med os, hvorved vi mennesker får en ny historie (identitet) med Gud.
For os kristne er det næsten umuligt at være i dialog med ateister, da ateister opfatter al religiøsitet, også kristendom, som værende en ”nedefra og op” længsel og tro på Gud og alverdens mærkelige ting, der skulle tros at være tilfældet og flagre rundt mellem jord og himmel. Men i den sammenhæng har vi kristne en meget strengere form for ateisme end selv de fleste ateister har, da vi slet ikke regner de idealistiske skizofrene ”nedefra og op” bedende aspirationer og religiøse længsler efter og tro på Gud mm for noget som helst der er værd at tage notits af, og her er vi på linie med Marx og Freud.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
Mer røgelse:
Guds beslutning at vælge mennesket i tiden som sin partner. Den evige Guds relation til mennesket i tiden, altså Kristus, inkarnationen, betyder at vi ikke er prisgivet tilintetgørelsen, den tilintetgørelse der ligger i endeligheden, hvor tiden opleves som den grådige tyran der spiser vores liv, de år vi har fået at leve i, det af tiden truede menneske. For i Kristus har Gud som tidens Herre stillet sig mellem mennesket og døden, ved at træde ind i døden på Golgata. Og døden er nu ikke længere en pinefuld privat sag, men i og med at Gud i tegnet, Ordet, Kristus, er trådt ind imellem mennesket og tilintetgørelsen, formår vi konstant at udsætte døden, fordi der er sat ord på, fordi Ordet er på, Kristus er på, Kristus er trådt imellem os og døden for at bekræfte vores levede liv. I Kristus bliver vi identisk med og forsonet med vores livshistorie, eviggørelsen af det levede liv, jeg er den jeg er. Altid at blive identisk med sit liv, hvordan det så end har været. Og der er ingen grund til at tro på et andet liv end det vi har fået. I Kristus stiller Gud sig på vores side, giver Gud sit ja og sin tid, til vores liv, vores liv bekræftes af Guds liv og kvalificeres af Guds tid. Det er ikke så ring endda.
|
|
|
|
