Hej per
Du skriver:
Umiddelbart vil jeg som teosof sige, at jeg anerkender dit forhold til biblen og Rudolf. Verden er mangfoldig og der gives fra alle kanter. Jeg siger bare, at jeg er færdig med kristendommen forstået på den måde, at jeg ser mere fremad end bagud. Forklaring : Hvis jeg skulle vælge at læse en bog her i aften mellem biblen, Bailey, Steiner eller Asger, så blev det Asger. Årsagen er, at jeg finder de nyeste bøger mere relevante, idet de har spritny viden og relation med, som er tættere på vor "NY TID" !
Ingen har som undertegnede bekæmpet bibelfundamentalisme her på stedet og her er Paulus mit bedste vidne om at det ikke er Bibelen vi tror på men på begivenheden KRISTUS den Gud Helligåndens Ny Væren og Virke Virkelighed ind i verden ved mennesket Jesus.
Ja TRO hos Paulus betyder:
Paul Tillich:
The worth "faith" cannot be applied to the Christ unless it is taken in its biblical meaning of a Spiritual reality in itself.
The faith of the Christ is the state of being grasped unambiguously by the Spiritual Presence.
Faith is an act of a finite being who is grasped by, and turned to, the infinite.
Faith is being grasped by an ultimate concern, or in the grip of something which is of infinite seriousness for me which surpasses life and death.
TRO er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet)
Så per jeg tror vores, dit forhold og mit forhold, til Bibelen er ret ens.
Og som dig forstår jeg ej heller de debattører her på stedet der drøfter kristendom alene ud fra ukritisk at tro på hvad der står i Bibelen. Ja som skrevet ovenfor, det er fandme sgu da ikke Bibelen vi tror på som kristne.
Og vi kan som kristne med lige så stort udbytte læse dig eller undertegnede eller Rudolf Steiner eller Asger Lorentzen eller Bailey. Uanset hvad vi læser skal vi jo bruge vores kritiske forstand og lære at forstå en tekst og tilegne os i praksis hver især personligt hvad der tales om, den kristne SPIRITUALITET må ikke ende op i abstrakt teologisk snik snak.
Du skriver per:
Jeg er mest af alt fortaler for praksis og ikke kun ensidig brug af kun viden af bøger. Derfor er jeg feks færdig med biblen, den har jeg brugt rigelig af tid på de sidste mange liv.
Jeg er enig med dig men til trods er jeg ikke færdig med Bibelen (især pga min store interesse i Paulus og urkristendommen).
Men hvor ofte har jeg ikke skrevet til bibelfundamentalisterne at det er mig en gåde hvorfor de så ensidigt fokuserer på Bibelen når de fx hos Paul Tillich og ja Rudolf Steiner og Nicolai Berdyaev med mange flere kunne lære mindst lige så godt at forstå det kristne trosliv og dets SPIRITUALITET.
Per:
Til sidst vil jeg gerne høre om du har lyst til at uddybe dit udsagn : "Mit problem er at teosofien, modsat kristendommen og fx antroposofien, vil svække vores eksistens på bekostning af vores essens."
Det er igennem vores eksistens at vi vækker vores essens til live. Så jo mere vi tør udfordre og udforske vores eksistens jo mere vil vores essens komme os til gavn og nytte.
Gud det guddommelige vores essens er afhængig af vores eksistentielle mod - og at vi tør bekræfte livet vores eksistens med hinanden og Jesus er her det bedste eksempel.
Jesus eksistentielle engagement - tro på sit folks drømme og længsler og ønsker om at være rask og at kunne leve i kærlighed indbyrdes er det der adskiller ham mest fra Buddha. Jesus tror på livet, på vores eksistens og der her findes en mening.
Det menneskelige jordiske betyder så meget for Jesus. Jesus Kristus er mennesket i Gud og det menneskelige i Gud. I begivenheden JESUS KRISTUS er det mindst lige så meget mennesket og det menneskelige der åbenbares som Gud og det guddommelige. Begge dele, eksistens og essens, er ligeværdigt meget i spil. Dette er kristendommens antropologiske (antroposofiske) stærke side. Som vi finder voldsomt tydeligt og stærkt hos Paulus, nemlig de nye skabninger, de nye mennesker, vi er i KRISTUS - i kraft af Gud Helligånden.