Som sådan er det ikke alle der fødes med et "rask" legeme. Hvad skal de være taknemmelige over?
Mit svar: Jo, det kan være barskt - og det inspirerer forhåbentlig bedre stillede medmennesker til medfølelse og omsorg. Men tilbage står jo taknemmeligheden over i det hele taget at eksistere.
Og er tilvæelsen uudholdelig - og uden udsigt til bedring - har vi mennesker jo den mulighed at afslutte den.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - taknemmelighed, mådehold, empati, harmoni, kærlighed
Verden forbinder jeg med den verden mennesket kender - lever i - men livet findes jo også uden for vores verden, og før vores blev til - så derfor var mit spørgsmål korrekt, da jeg ikke tror vores verden altid har eksisteret.
Vores verden er blevet til af andet udefra
men - du tror, der altid har eksisteret en gud/livskraft … det syntes jeg er logik. For der kommer jo ikke liv af ingenting.
At denne livskraft skulle være overnaturlig, forstår jeg ikke.
Livet er vel en selvfølge for alt levende … men menneskets bevidsthed gør sig mange tanker om dit og dat.
Angående biblens gud er han jo menneskets gud … og skaberen af menneskets verden, men - ”han” kan jo godt ha´igangsat big bang forinden … så de rette betingelser for liv kunne opstå og eksisterer.
Jeg forestiller mig gud/livskraften som indkapslet i det store tomrum før big bang.
Altså gud var alene og uvirksom i tomrummet før big bang. Hans energi var bundet.
Det som er svært at forstå, er det med det store tomrum, som de kloge siger nu bliver mindre.
Hvor kom tomrummet fra, og hvad er der uden for tomrummet, som jo vel så i dag bliver større og større.
Hej Tikka. Ja, det er jo fascinerende tænkning, du her præsenterer, synes jeg. Du skriver:
Citat:
Der ville ingen verden være uden liv
Og så tænker jeg: Er planeten Mars ikke en del af verden? Er Mars levende? Og hvad med resten af dette univers? Måske du tænker på andet end biologisk liv? Og du skriver:
Citat:
men - du tror, der altid har eksisteret en gud/livskraft … det syntes jeg er logik. For der kommer jo ikke liv af ingenting.
At denne livskraft skulle være overnaturlig, forstår jeg ikke.
Mit svar: Hvis verden er evig, er der blot tale om forandringer, men hvis verden ikke er evig, må den da være skabt af intet. Jeg skelner ikke mellem "guddommelig" og "overnaturlig". Skabt ud af intet er for mig ufatteligt, og evighed endnu mere ufatteligt.
Det er så her, jeg tror, det rigtige er ydmygt at erkende vi menneskers begrænsede evner for i stedet taknemmeligt at elske, at vi har fået en tilvæelse i dette ufattelige "mirakel" - og at leve livet i den ånd
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - taknemmelighed, mådehold, empati, harmoni, kærlighed
Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Er der grænser for tilgivelse? af Lene Juhl - på basis af Vandrer mod Lyset! Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden
----------
Er der grænser for tilgivelse? Findes der noget, der er utilgiveligt? Kan man tilgive på andre folks vegne, eller er det en individuel og eksistentiel handling for de implicerede parter? Er tilgivelse afhængig af en bestemt tro eller religion, eller er den forbeholdt alle uden undtagelse? Er der, som Desmond Tuto siger, ingen fremtid uden tilgivelse?
Hvis vi skal forstå tilgivelsens væsen, må vi først danne os et billede af menneskets væsen som værende i besiddelse af en eksistentiel frihed, der afføder et ansvar for egne bevidste tanker og handlinger. Men friheden og hermed ansvaret gør det ikke alene. For at forstå tilgivelsens væsen må vi også prøve at forstå kærlighedens væsen, der ifølge værket Vandrer mod Lyset! er kernen i vores eksistens. Uden kærligheden som basis for vores eksistens kan man ikke tale om tilgivelse. At kunne tilgive hinanden og sig selv giver kun mening, idet vi forstår mennesket som et væsen med frihed, ansvar og kærlighed samt et liv, der rækker ud over det konkret sansbare og timelige.
Kærlighedens væsen er uransageligt og uendeligt dybt, men det rummer - blandt så ufatteligt mange smukke ting - muligheden for at udvikle og fremelske empati, medfølelse, samhørighed, respekt og anerkendelse mennesker imellem samt selverkendelse, der åbner for anger og tilgivelse.
Tilgivelse er en proces, som al anden udvikling, og den kan være en overmåde omstændelig proces, der langsomt modnes. Først når tiden er moden, er man i stand til at kunne tilgive. Er der behov for at gerningsmanden eller -kvinden angrer og beder om tilgivelse først, før man kan tilgive? Nogle mennesker har behov for dette, andre kan godt tilgive uden gerningsmandens anger og undskyldning, fordi tilgivelsen sætter dig fri, og tilgivelse er en kærlighedshandling. Idet man tilgiver, løsriver man sig fra den negative handling, der knytter en i ufrihed til gerningsmanden. Når man tilgiver, sætter man en fange fri, og man opdager, at fangen var en selv. Går gerningsmanden eller - kvinden da fri? Nej, ifølge Vandrer mod Lyset! har vi alle ansvar for vores bevidste tanker og handlinger, og hermed står gerningsmanden stadig med ansvaret for sine handlinger og må også selv gennemgå en modningsproces i selverkendelse, anger og sluttelig en bøn om tilgivelse.
For at tilgivelsen skal kunne forstås til fulde på et eksistentielt plan, må vi erkende, at mennesker er et åndeligt væsen, der rummer kærligheden og et liv, der rækker langt ud over det konkret sansbare og enkeltstående liv. Det er dybest set et spørgsmål om en livsoplevelse, en livsanskuelse og livspraksis, der ikke bygger på nogen bestemt religion. Ifølge værket Vandrer mod Lyset! er kærligheden det, der driver vores liv frem og forbinder os alle med hinanden i et ubrydeligt kredsløb. Kærligheden er vores inderste og aller dybeste væsen, kærligheden er vores livskilde og livsessens, kærligheden er vores adelsmærke og det, vi kan betegne som Lyset. Men i løbet af livet er vi også konfronteret med muligheden for at vælge at gøre hinanden ondt, at frygte og hade hinanden, bekrige, ødelægge og dræbe hinanden, kort sagt muligheden for at vælge det, vi kan betegne som Mørket. Som menneske er vi udstyret med en fri vilje og tanke og hermed muligheden for at vælge mellem disse mægtige kræfter i universet: Lyset og Mørket.
For at forstå tilgivelsens frisættende energi, må vi forstå, at Lyset og Mørket er mægtige magnetisk virkende kræfter, der kan hhv. frisætte og binde os i ufrihed. Lyset har en frisættende karakter, idet Lyset er kærlighed, tillid, glæde, udvikling og evigt liv. Mørket binder og gør os ufri, idet Mørket rummer frygt, had, mistillid, magtbegær, splittelse, destruktion og død. Lyset er således den sejrende kraft i universet og i livet, og ved hjælp af vores frie vilje og tanke, der udgør vores ånds bevidsthed og som stammer fra Lyset, kan vi gennem vore mange liv modnes og lære at overvinde Mørket i os selv og i hinanden. Således har vi mennesker muligheden for at erkende, angre og tilgive hinanden og os selv, da kærligheden er vores inderste væsen.
Er der grænser for tilgivelse? Både ja og nej! Ja, da vi ikke kan tilgive på andre folks vegne via en stedfortræder. Vi står hver især til ansvar for de bevidste tanker og handlinger, vi gør i livet. Vi står i en relation til os selv, til det andet menneske og til Gud, og vi er ansvarlige over for hinanden. Med dette ansvar bærer vi også på en værdighed og en dyb tillid til mennesket, at vi kan udvikle os ud af Mørket ind i Lyset. Da vi alle er forbundet med hinanden i kraft af kærligheden og livsenergien, der gennemstrømmer og favner os alle, er vi så at sige alle i bund og grund i samme båd, og vi rummer alle samme muligheder for at vælge mellem godt og ondt, og derfor kan man samtidig sige, at der ingen grænser er for tilgivelse.
I Vandrer mod Lyset! præsenteres vi for et verdensbillede, der rummer tilgivelsen af den allerdybest faldne, også kaldet Lucifer eller Den Onde, idet denne figur repræsenterer muligheden for at vælge Mørkets veje så absolut. Men idet Mørket ifølge Vandrer mod Lyset! er besejret af Lyset, da kan det ikke vare evigt, og før eller siden vil Lyset vinde over had, splittelse, destruktion og død. Tilgivelsen af den dybest faldne er et billede på kærlighedens konsekvens. Ingen udstødes, ingen fortabes, og absolut ingen kan falde ud af Guds kærlighed. Alle uden undtagelse er favnet af Guds kærlighed og Lys. Kærligheden, som den beskrives i Vandrer mod Lyset! er absolut konsekvent, konsistent og meningsfuld. Tilgivelsen af den dybest faldne er en dybt revolutionerende og gennemgribende ny tanke og handling, der kan skabe en helt ny verdensorden, der bygger på fred og kærlighed. Tilgivelse er nøglen til fred i verden. Denne sublime, unikke og hidtil usete udlægning af hele denne problematik kan du læse meget mere om i selve værket Vandrer mod Lyset!
Hvorfor tilgive? Fordi det sætter dig fri! Kærlighedens og Lysets frisættende energi løfter dig ud af mørkekompleksets magnetisk bindende kraft. Dette kan du få uddybet i Vandrer mod Lyset!
Således gælder de vise ord: Elsk din næste som dig selv og tilgiv dine fjender!
Evigheden ejer gud – livets giver … uden evigheden intet liv.
Evigheden kan gudfrygtige mennesker få del i, når gudsrige bliver en realitet på jorden som i himlen - i følge skriften.
*
Citat:
Skabt ud af intet er for mig ufatteligt, og evighed endnu mere ufatteligt.
Man kan ikke skabe noget ud af intet – og evigheden lever du jo i, indtil du skal dø, trods det du også lever i tiden.
*
Hvad er liv … thjaee … det er et større emne, men vi taler om gud/livskraften, som biblen kalder ånd – og der er jo ingen, som har set denne skabende og evigt levende ånd – men handling kan give liv … Som man sår høster man - og frøet er jo - som jeg forstår gud/livskraften før big bang også bundet energi – utroligt hvad der kan komme ud af et lille frø. men idag ved vi jo, at der kan være mega meget information og kraft på meget lille plads.
I forhold til handling opfordres mennesket til at vende om og ændre sind.
Dette skulle gerne resultere i, at guds hellige ånd bliver ens lys gennem livet i kraft af ordet – og så lever man i og med guds ånd
og det betyder jo man elsker gud og næsten som sig selv – og når man elsker gud værdsætter man også det man kalder skaberværket.
Mange har svært ved dette grundet dårlige livsbetingelser hvor dagen og vejen fylder mest, og højt privilegerede kan være fanget i egoismens grimme ånd. her er beretningen om kamelen og nåleøjet fra biblen jo meget beskrivende om dette.
Derfor er spørgsmålet: Hvad laver vi her på jorden... individuelt, men grundlæggende handler det om overlevelse både her og nu, men også fremtidigt.
Hvis menneskene ikke vil værdsætte skaberværket i sin livsførelse saver vi den gren over vi sidder på - men - mennesket er sin egen værste fjende, men lad os se - hvis vi lever så længe - om verdens ledere kan enes om en fælles indsats til alles bedste - eller om gud griber ind
Svar
Citer
