Arne:

Hanskrist, jeg har aldrig set dig udtale dig om Løgstrups spontane suveræne livsytringer.


Arne:

Ja, Hanskrist, jeg kan i hvert fald ikke mindes ord fra dig om Løgstrups begreb: spontane suveræne livsytringer,

Arne:

Ja, Hanskrist, jeg kan i hvert fald ikke mindes ord fra dig om Løgstrups begreb: spontane suveræne livsytringer,

Arne:

For mig er Løgstrups spontane suveræne livsytringer væsentlige.

Hanskrist har fortsat ikke udtalt sig herom, men bruger udtrykket i en helt anden sammenhæng, som ikke er Løgstrups.

Dette er verden i dag:

Vi mennesker er som en flok uartige, vanartede børn, der er fanget i en kælder, hvor vandet stiger hastigt.

Alle prøver at redde sig selv ved at drukne sidemanden, ingen tænker på det selvfølgelige:

At lukke for hanen og derved redde alle. At lukke for hanen er=at stoppe krigen og hadet.

Hør! Vi er - åndeligt set - alle brødre og søstre. Det er vi fordi vi alle er Guds børn, Guds skabninger.

Men mange fornægter helt Hans eksistens, andre kriges i Hans navn med uudslukkeligt had og vildskab.

Hør! Gud findes, og Han sørger over os, Han skammer sig over os, os, som Han har givet et evigtvarende, åndeligt liv, bestemt til evig kærlighed.

Hvordan forvalter vi nu denne gave? Se på verden, og se svaret. Det taler for sig selv.

Mange flygter fra krigens rædsler, de modtages med mistro og had, hvor de kommer hen, eller de modtages ikke, men dør i forsøget på at nå en sikker havn.

Vi er i kælderen og vandet stiger, og alle prøver at drukne sidemanden, broren eller søsteren, ingen tænker på det enkle: At lukke for hanen.

Ja, sådan er vi, i dag som før, men skal vi forblive sådan, også i fremtiden?

Tænk, tænk nu godt efter. Er det værdigt? Er der ingen anden vej? Skal vi fortsat puste til gløderne i krigens og voldens bål med gensidig hadtale og -gerninger, så det vedbliver at flamme op og aldrig dør?

Hvor længe endnu?

Hvad mon de forestiller sig, de skal foretage sig der?

Gad vide hvornår dette skal ske?

Hvornår er man en ven?