Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.

Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.

Gerth:


Du til Hans K: "Hvorfor taler Paulus om et sonoffer..."

Du er glad for Jesus begivenheden. Profilen Thomas som, selv Hans K har en forkærlighed for, han sagde, at Jesus Kristus har aldrig levet, men at han bare er et sagn, mytologisk legende og opdigtet symbol.

Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).

Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.

1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);

- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.

Jan ABC:

Jeg må nok erklære mig enig med Tikka i hendes forståelse...

Et af de interne stridspunkter i kristendommen har altid været den jødiske fortid. Kætteren Markion prøvede at få redigeret alle spor af jødedommen ud
I oldtiden var det ikke lettere end nu for de kristne at afgøre, hvordan de skulle forholde sig til den næsten nye religions oprindelse i jødedommen. Især forholdet til loven var og er stadig den store anstødssten.


Markion (ca. 85-ca. 154) var totalt afvisende over for at lade den nye religion påvirke af den gamle. I første omgang forsøgte han at reformere kirken efter Paulus teologi, og da det ikke lykkedes, dannede han en modkirke.

Det, der for alvor har gjort ham berømt, er imidlertid, at han sammensatte den første kristne kanon; en række tekster helt renset for jødisk påvirkning. Heller ikke dette projekt havde han held med i længden, men til gengæld blev det anledning til, at den officielle kirke fik sammensat den kanon, Bibelen, der stadig er gældende i dag.

Bispesøn og skibsreder
Som med en del andre af oldkirkens vigtige personligheder er det ikke meget, man ved om Markion, før han træder ind på den kirkehistoriske scene. Og som med adskillige andre kættere kendes hans tanker primært gennem hans modstanderes gengivelser.Der synes dog at være enighed om, at Markion blev født i Sinope i Lilleasien, det vil sige på sortehavskysten i det nuværende Tyrkiet. Hans far var biskop, mens sønnen tjente sig en stor formue som skibsreder.Sideløbende med sine forretninger var han dog også fra begyndelsen teologisk interesseret og blev efter en strid om, hvad der var sand kristendom, bandlyst af sin far.

Markion køber sig ind i Rom
Derfor rejste den nu forhenværende forretningsmand i 139 til Rom. Romerrigets hovedstad husede verdens største kristne menighed og var altså allerede ved ved at blive et af de vigtigste kristne centre. Kunne Markion bare få en fod inden for her, så havde han et godt udgangspunkt for at udbrede sine tanker til resten af kirken.

For at gøde jorden skænkede Markion ved sin ankomst menigheden 200.000 sestertier, og dette enorme beløb (en arbejder tjente omtrent fire om dagen), gav ham da også en fordelagtig position. I de følgende fem år arbejdede han nu som teolog i den kristne menighed i Rom i relativ ubemærkethed.

Gnostisk påvirkning
I løbet af den tid kom han under påvirkning af gnostikeren Cerdo, en tidligere elev af urkætteren Simon Mager. Cerdo havde været en prominent skikkelse i Rom, men var kort inden Markions ankomst blevet udstødt af menigheden.Hans forbrydelse var, at han lærte, at der er to guder: En lavere og streng skabergud, der kræver lydighed, og som mennesket kender gennem loven og Det Gamle Testamente. Og en højere og kærlig forløsergud, der tilgiver alle overtrædelser, og som mennesket kender gennem evangeliet og Det Nye Testamente.Dette synspunkt indarbejdede Markion i sin teologi. Og han arbejdede nu intensivt på at få gjort op med den smålige tyran af en retfærdig gud, som han mente, at nogle kristne på uheldig vis havde overtaget fra jødedommen.

Den første Bibel
I stedet for at blive hængende i fortidens vantro ville Markion reformere kirken efter apostlen Paulus idealer. Paulus var i Markions øjne den eneste sande apostel; den eneste der havde forstået evangeliet korrekt: som et kærlighedens opgør med loven.

For at komme alle jødiske spor til livs udfærdigede han en forklaring til de overleverede skrifter, de såkaldte Antiteser, hvori han påpegede de uoverstigelige forskelle mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Og derpå udfærdigede han som den første en kanon af kristne skrifter.Markions Bibel skulle kun bestå af sande kristne vidnesbyrd, og derfor kom den kun til at bestå af to dele: Apostel, ti af Paulus breve, der var blevet renset for de jødiske tilføjelser, som Markion mente at kunne lokalisere. Og Evangelium, som var en ligeledes renset udgave af Lukasevangeliet, som Markion mente stammede fra Paulus hånd.

Mislykket forsøg på en paulinsk reformation
Med dette våben i hånd mente Markion bedre at kunne prædike menneskets forløsning fra synden gennem den kærlige guds store barmhjertighed, som den var bevidnet i Jesu Kristi korsdød. Og hermed lå vejen åben for at få hele kirken reformeret.Efter fem års arbejde trådte Markion altså frem foran den romerske menighed med sit arbejde i hånden og krævede at få det anerkendt som den rette kristne lære.Menighedens ledende medlemmer, der havde måttet bekæmpe gnosticismen i andre skikkelser før, så imidlertid, at Markions teologi indebar en splittelse mellem skabelse og forløsning, en spaltning af guddommen, og at den ikke mindst kun gjorde Kristi liv og død tilsyneladende.Derfor afviste de, til hans store skuffelse, blankt Markion, udstødte ham af menigheden og tilbagebetalte ham yderligere hans formue for at slippe helt af med ham.

Markions modkirke
Det havde været Markions ønske at reformere hele kirken, og nu så han ikke anden udvej end at skabe en ny verdensomspændende, sandt kristen kirke. Det brugte han de sidste omkring 15 år af sit liv på, og ved hans død var den da også udbredt til alle dele af Romerriget.

Modkirken trivedes til op i 300-tallet, hvor den efterhånden smeltede sammen med den dualistiske manikæisme, som også kirkefaderen Augustin en overgang tilhørte. Og de gnostisk inspirerede tanker forblev dermed en trussel imod den etablerede kirke til op imod år 1000.Den måtte på sin side opruste og blandt andet, men ikke kun, for at imødegå nye forsøg på at redigere i grundlaget for kristendommen, de overleverede skrifter, blev der iværksat et arbejde for at få fastlagt en kanon. Denne forelå endelig i 200-tallet, men har siden været omdiskuteret i næsten alle dele af kirkehistorien.