|
0
registrerede
154
gæster og
248
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: I KRISTUS
|
Gerth:
Du til Hans K: "Hvorfor taler Paulus om et sonoffer..."
Du er glad for Jesus begivenheden. Profilen Thomas som, selv Hans K har en forkærlighed for, han sagde, at Jesus Kristus har aldrig levet, men at han bare er et sagn, mytologisk legende og opdigtet symbol.
Jeg tror godt nok ikke Thomas tvivler på at Jesus har levet.
Selvfølgelig har Jesus levet, således har der været et biologisk historisk menneske som alle os andre.
Der hvor det går galt er når teologisk mythologisk stof knyttes til Jesus. Hvis dette forstås bogstaveligt får vi røven på komedie, men forstås det i dets rette åndelige mythologiske og religiøse virkeligheds betydning, så er det hele straks en anden sag.
Vi mennesker har 2 måder at "tænke på" - 1): Logos måden, fornuft og logisk og ud fra videnskabelig erfaringer og eksperimenter vi kan gentage og dermed selv forsikre os om rigtigheden af.
2): Myhos er når vi tænker i billeder - over den usynlige virkelighed vi alle kender. Her er verden, kosmos og vi mennesker tænkt med samtidigt. Altså det er mennesket i dets fysiske kropslige biologiske sanselige i verdens værens tilstedeværelse og mere endnu, det er også mennesket i dets fysiske kropslige biologiske sanselige + sjælelige bevidsthedsmæssige i verdens værens tilstedeværelse -- hvor vi eksisterer i vores "ikke adskilthed" - før vi tænkte Logos agtig skoleagtigt og videnskabeligt om noget objektivt udenfor os selv - altså en førteoretisk og førkukturel Mythologisk måde at tænke i billeder på, som vi kender fra vore drømme og fra vores mange Gud Helligåndens åbenbaringer af syner og især tanker om at mennesket kan være fyldt med guddommelige kræfter og energier - motivationer = arketyper.
Det er meget vigtigt at forstå at 2): Mythos tænkning er mindst lige så virkeligt, ja endda mere virkeligt for os mennesker end 1): Logos tænkning, fordi i Mythos tænkning tænker vi os selv i vores totalitet eller "ikke adskilthed" - i vores i verden værens eller KOSMISKE samhørighed. Selv og KOSMOS kan ikke adskilles i Mythos tænkning. Også derfor det religiøse Mythologiske spirituelle er så fyldt med HEALING helbredelser og omvendelser +++ meget mere der er godt for menneskets vækst og udvikling.
At forstå forskellen på 1): Logos tænkning og 2): Mythos tænkning læs efterfølgende af Edgar Morin:
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).
Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.
1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);
- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.
|
|
|
|
