Hej hønsemand..

Du sku' helst ikke optage min kommentar som en på nogen måde nedladende holdning, for det var udover ikke at være tilfældet, heller ikke hensigten.


Men en idé er et begreb, som er fuldendt til det ironiske, en absolut syntese af absolutte antisynteser, den bestandige og selvavlende vekslen mellem to stridende tanker. Et ideal er både idé og faktum. Hvis idealerne ikke har så meget individualitet for tænkeren som de antikke guder for kunstneren (jeg véd billedet er svært at håndtere for sådan en kristusnisse), så er enhver beskæftigelse med idéer intet andet end et kedeligt og møjsommeligt terningespil med hule formler eller en hensunken betragtning af sin egen næse - der som du jo ved kan få så kolossalt et omfang, at forestillingen med hele 179 af slagsen, der navigerer rundt i det gamle Østberlin, blir til endnu et ironisk billede på liberalismen - og det var så dér vi helst ikke skulle hen igen; ville nogen blandt den rygende del af befolkningen nok fremføre, ikke mindst overfor kristusnisse-næser hvis eksistens de medvirker til at opretholde...;)

Det er desværre bare blevet sådan, at 179 næser nu har fået øremærket samtlige, hvilket har særlig betydning for de der akkurat slider med at holde den ovenvande, for ikke at tale om ældre der ligger på hospitaler, og ser mere end bekymret ud, når de nu ved, at de hører til de numre som de 179 næser ikke synes det er værd at behandle anstændigt.


mvh
Simon
P.s.: tag ikke fejl, rygenæser ka' udmærket lugte og dufte tobak m.m. og tar i min omgangskreds hensyn til de lidt sartere, som altid, men hensyn handler jo ikke om tunnel- eller snæversynethed, men om gensidig forståelse for uens behov i samme areal - hvorfor hysse løbenæser med urskovsmentalitet jo sagtens ka' rende rundt i naturen iført hjelm og snorkel, rygere har ofte lang elastik...;)

Et P.s.

Du peger på centrale problemer for så mange mennesker, at det er svært at tilføje noget fornuftigt. Det er i mine øjne et desværre, at økonomiske strukturer så ofte står i vejen for idealer om menneskelige hensyn. Det er ærgerligt at arbejdsmarkedet i den grad er udsat for det rene examenshysteri uden særlig stor fornuft. Det burde være muligt for ethvert menneske at vise sin kunnen og erfaring overfor arbejdsgiver, uden strikse hensyn til examenspapirer, og det sker vel også ind imellem, men næppe i off. erhverv, der jo er en betragtelig del af arbejdsmarkedet.

Et andet aspekt er jo det med identitet, der ofte knyttes til det arbejde som fylder så meget at et menneskeliv. At arbejde kan være så mangt og meget, hvor fx et mindre godt betalt arbejde kan føles mere værd end et bedre betalt, men ikke derfor hjælper til ændring af selve indstillingen. At være stolt af sit arbejde, kan være meget værd, men også intet, alt afhængig af synspunktet, og hvor ofte synes ikke lønnen at overskygge arbejdets kvalitet.

Selvbebrejdelser er så stor en del af et menneskeliv, at det i sig selv burde oparbejde en pension, og det gør det på en måde også, i den forstand, at man jo på et givent tidspunkt indser, at pensionsalderen nu er indtruffet, hvorfor de unyttige blandt selvbebrejdelserne straks fyres på gråt papir. Et godt hoved som dit har selvfølgelig indset, at tiden nu er inde, hvorfor de 25 års mange minutter hermed bliver datid.
Det er også et arbejde at være noget for sine venner, medmennesker, eller hvordan du nu snører dén sammen. Alle udfoldelser er et arbejde, at tænke er et arbejde, det kan tilmed være arbejdsbyrde at slutte med at tænke på arbejdsmarkedet som drivkraften for ens liv, hvor det at svinge køllen og se en skør kugle fare afsted i den smukkeste bue, pludselig ka' overskygge tidligere selvbebrejdelser. Sjovt er det jo at tænke på, hvor mange mennesker der egentlig ka' sige, at deres arbejde også er deres hobby, et forhold der indlysende også gælder den anden vej.

En anden fordel er vel så, at udfordringen nu ligger i at få tiden til at strække sig mod ønsker man gerne realiserer for sin egen private fornøjelses skyld, og altså ikke for at opnå nogen anerkendelse eller lønforhøjelse. Det at lære sig, at det ikke er i udfaldet men i selve processen at tilfredsstillelsen ligger, er i sig selv et område for erkendelse, nogen vil måske ligefrem sige, at det er den eneste vej mod den følelse af tilfredshed, som er så afgørende for momenter af lykke. Disse små øjeblikke der kommer uden varsel, bare fordi solen skinner eller man helt glemte årsagen til fortvivlelse, hvad ved jeg. Eller bare det, at læse en beretning som for hele søjlen af blod til at stige én til hovedet, så man hverken kan gå eller pisse lige. Kort sagt, at de små øjeblikke igen for lov til at fylde mere end de store stjæler. Måske det bare gælder om ikke at lægge for langsigtede planer, så enhver dag får sin mulighed for at vise sine muligheder...? ;)

mvh
Simon

Jeg må indrømme at du er en sprogets mester Simon

Ud over at du sprogligt set formulerer dig så flot, så fremragende, får du også sagt noget klogt af betydning (om en sag eller et forhold). Var det så bare det, men det stopper ikke her, for man/vi fornemmer faktisk også mennesket bag pennen, bag tastaturet. Meget kunne siges om ham, et varmt m med humor et dejligt m

Min forsoning med dig Simon har også været en forsoning og et møde med noget i mig selv som mand, ud fra Jung er det Skyggen, en større fortrolighed med denne størrelse i mit liv.

Jung ville påstå at forsoningen med dig Simon (som inkluderer at jeg har ændret opfattelse af min rolle og ideer om mig selv på trosfrihed) den ville jeg kunne spore mange andre steder i mit liv, i mine drømme fx, i mit forhold til mænd i det hele taget.

Og dette er korrekt, det er faktisk ved nærmere eftertanke, muligt for mig at kunne konstatere flere steder, med mænd, at min relation, til dem, er i en positiv udvikling.

Problemet er min sære individualitet og person på den ene side og behagelig til at holde ud omgang og samvær. Også at komme sammen med nogle jeg politisk i landskabet er meget uenig med.

Nu kalder jeg det forbedrede forhold til dig Simon for forsoning (sådan vender det for mig). Og denne forsoning betyder jo ikke at hverken du eller jeg har skullet føje den anden og give afkald på vore standpunkter og stridsspørgsmål.

Hvis jeg skal turde at komme mit eget køn nærmere, blive fortrolig med Skyggen, så bliver kunsten for mig mine til tider skarpe brutale meningsytringer som mange af mine mandlige bekendtskaber har kendskab til fra Facebook.

Min samvittighed husker jo godt hvad jeg har skrevet og min samvittighed ved godt at de andre også husker det (og da især det hvor jeg har været ude med riven efter dem i brand aktuelle politiske spørgsmål).

Jeg kunne jo som kylling dissociere, gå fuldstændig i opløsning som person og mand med mine meningers mod, når jeg møder disse rigtige MÆND fra det virkelige liv.

Vi er ved mit SELVVÆRD som er et bag tastaturet mit og kan være ganske anderledes i forbindelse et møde in real life.

Hvor omgængelig formår jeg at være uden at miste mig selv. Individualitet contra fællesskab og god samvær hvor vi også tør åbne munden og komme ud over kun pjat og indledende small talk. Også at jeg ikke kommer til at fylde for meget, for som Jonna sagde, når nogle mennesker bliver nervøse klapper de i, tier de stille og andre kommer i stedet til at snakke rigtig meget, og du Hans tilhører oftest den sidste gruppe, og du slipper ikke altid lige heldigt afsted med denne din coping strategi for din usikkerhed (det sidste har hun ikke sagt, men jeg tror hun inderst inde har tænkt det).

Alle der har en vis sympati for mig og som er mennesker med dannelse og god forstand såvel som de har haft succes her i livet, de siger alle enstemmigt at SELVVÆRD (underforstået manglende SELVVÆRD) er mit store problem i mødet med andre mennesker. Ikke så meget bag et tastatur hvor jeg er hjemme hos mig selv.

En af mine aller nærmeste fortrolige venner lige fra folkeskolen der har gjort karriere indenfor erhvervslivet, haft ikke så lidt succes, han anede ikke, indtil for nogle få år siden, at jeg skrev. Da han så fik indblik i nogle af mine skriverier blev han noget så overrasket og påstod at der måtte være tale om to forskellige personer. For lige så umyndig (og usikker min sproglige optræden) min sociale optræden gerne var, lige så myndig og sproglig seriøs fandt han personen bag pennen, tastaturet, var. Okay en side af mig han ikke var fortrolig med kom nu frem da han fik indblik i nogle af mine skriverier.

Sådan begyndte mit liv som voksen ikke, her var jeg en og den samme person. Men det fulgte med at jeg mistede min selvrespekt og mit selvværd i forbindelse jeg kom væk fra mit højt elskede psykologi studie. Her var min identitet og selvopfattelse og alligevel fristede jeg et for mig udsigtsløs liv som langtidsledig kontanthjælpsmodtager, der havde fuldt op at gøre med dårlig økonomi og konstant at være omstillingsparat, såvel som jeg var traumatiseret efter at have mistet forbindelsen til universitetet som for mig betød at miste alt, arbejde = studie + miljøet, det miljø jeg trivedes så godt i og ihvertfald så mig selv i og havde en stærk identitet og tilknytning til (ja ligefrem kærligt).


Nå nok om det, jeg må være i stand til at leve som tingene nu ser ud, står. Og du beskriver meget flot hvordan jeg med fordel kunne tænke om mig selv og det hele, og tak for det og så meget andet Simon, hvad du skrev følger her:




PS:

At læse dig Simon uden at have forsvarsværkerne oppe (hvor et angreb ofte er bedste forsvar, eller den valgte strategi) kan faktisk være en fornøjelse.

fantastisk "far søn" portræt

Simon jeg vil anbefale dig stærkt og på det varmeste at læse denne Blog Post af Christopher Bergland, en vidunderlig far søn portræt som jeg ved du vil kunne sætte pris på og være glad for du gav dig selv tid til at læse.

Jeg er facebook ven med og følger af Christopher Bergland, sønnen der beretter.

Jeg har også bedt Svend Brinkmann åbenlys på facebook at læse dette meget interessante far søn portræt

Nå måske Tikka er træt af mine Macronfile betragtninger.

SÃ¥ her kommer lidt af en anden skuffe:


Når virkeligheden overgår ens drømme eller når virkeligheden fylder mere og optager et menneske mere end dets drømme da er et menneske færdig. Dets dage er talte og fra nu af vil det kun gå tilbage dag for dag. (nå det mener du Hans og jeg går ud fra det er hvad du mener hændte dig her i livet)

Når dagen betyder mere end natten er et menneske færdig, dets dage er talte.

Når dette at være vågen betyder mere end at sove er et menneske færdig. Eller når vågenhed betyder mere end det fornøjelige trance skønne liv er et menneske færdig.

Når selviagttagelse (selvovervågning og opmærksomheds kontrol) betyder mere end dagdrømmerier og medrivende fantasier.

Når dette at spise betyder mere end at skide er et menneske færdig. (åh nej, skån os dog for disse indslag, troede lige du var seriøs)

Når dette at gå og stå betyder mere end at flyde og slænge sig med kæresten på sofaen og i sengen, er et menneske færdig.

Kære mennesker kan I så se at finde tilbage til de rette proportioner eller til den gode sunde balance igen.

Livet må ikke nærme sig virkeligheden, for så går det først rigtig galt for os.

Jo mindre virkelighedsorienteret et menneske er, jo bedre vil det klare sig. (er du Hans, så undtagelsen der bekræfter denne regel?)

Stop nu med al dit romantiske okkulte paradoksale Jung sludder mand, Hansemand.

Den barske nøgne virkelighed findes ikke! Og skulle noget der ligner melde sin ankomst, så er jeres redning/frelse et kærkomment psykisk sammenbrud. Pyha det var i sidste øjeblik jeg undgik et frontalt sammenstød med virkeligheden.

Skulle I støde ind i virkeligheden så skynd jer til psykolog.

Wauu da for pokker et humør manden, Hansemand, er i idag.

Virkeligheden er noget vi skræmmer os selv og hinanden med. Gysehistorier som spøgelseshistorier. Tænk engang vi er så dumme at vi går på disse fortællinger om at virkeligheden skulle kunne overfalde os.

Du er glad for Karl Marx og påstår han er eksistentialismens grundlægger og største navn, men hvad tror du han siger til din snak her? I heldigste fald du ville blive sendt til Sibirien.

Karl Marx eller Karl Marx ikke, jeg forsætter: det eneste sted et menneske aldrig må placere sig selv er midt i virkeligheden.

Det menneske der orientere sig udelukkende imod virkeligheden er færdig.

Kunne du Hans (med din store erfaring på området) måske skrive en SELVHJÆLPs bog med titlen: "Sådan undgår du virkeligheden" eller "Sådan undgår du at virkeligheden nogensinde indhenter dig".

Sådan undgår du at SKAT nogensinde indhenter dig. Okay jeg kan godt se at den bog er overflødig.

Dengang jeg optrådte drømmende var jeg ung og smuk, nu optræder jeg i henhold til virkeligheden og er gammel og grim. Virkeligheden har simpelthen pillet pynten eller skønheden af manden her.

Det menneske der går meget efter virkeligheden, orienterer sig meget i henhold til virkeligheden, er igang med at dræne sig selv for psykisk energi (motivation og virkelyst).

En farlig identifikation: det her er den nøgne skinbarlige sandhed om mig og mit liv. Nej det er ej kære menneske, du er blot blevet fanget i at skulle klatre i træer og du er en dybhavsfisk der egner dig bedst til at svømme på dybt vand, så overlad du blot til abekattene at klatre i træerne og se så at få dig taget sammen til at kaste dig selv ud på dybt vand og du skal se hvordan alting vil ændre sig til det bedre for dig.