|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Et P.s.
Du peger på centrale problemer for så mange mennesker, at det er svært at tilføje noget fornuftigt. Det er i mine øjne et desværre, at økonomiske strukturer så ofte står i vejen for idealer om menneskelige hensyn. Det er ærgerligt at arbejdsmarkedet i den grad er udsat for det rene examenshysteri uden særlig stor fornuft. Det burde være muligt for ethvert menneske at vise sin kunnen og erfaring overfor arbejdsgiver, uden strikse hensyn til examenspapirer, og det sker vel også ind imellem, men næppe i off. erhverv, der jo er en betragtelig del af arbejdsmarkedet.
Et andet aspekt er jo det med identitet, der ofte knyttes til det arbejde som fylder så meget at et menneskeliv. At arbejde kan være så mangt og meget, hvor fx et mindre godt betalt arbejde kan føles mere værd end et bedre betalt, men ikke derfor hjælper til ændring af selve indstillingen. At være stolt af sit arbejde, kan være meget værd, men også intet, alt afhængig af synspunktet, og hvor ofte synes ikke lønnen at overskygge arbejdets kvalitet.
Selvbebrejdelser er så stor en del af et menneskeliv, at det i sig selv burde oparbejde en pension, og det gør det på en måde også, i den forstand, at man jo på et givent tidspunkt indser, at pensionsalderen nu er indtruffet, hvorfor de unyttige blandt selvbebrejdelserne straks fyres på gråt papir. Et godt hoved som dit har selvfølgelig indset, at tiden nu er inde, hvorfor de 25 års mange minutter hermed bliver datid.
Det er også et arbejde at være noget for sine venner, medmennesker, eller hvordan du nu snører dén sammen. Alle udfoldelser er et arbejde, at tænke er et arbejde, det kan tilmed være arbejdsbyrde at slutte med at tænke på arbejdsmarkedet som drivkraften for ens liv, hvor det at svinge køllen og se en skør kugle fare afsted i den smukkeste bue, pludselig ka' overskygge tidligere selvbebrejdelser. Sjovt er det jo at tænke på, hvor mange mennesker der egentlig ka' sige, at deres arbejde også er deres hobby, et forhold der indlysende også gælder den anden vej.
En anden fordel er vel så, at udfordringen nu ligger i at få tiden til at strække sig mod ønsker man gerne realiserer for sin egen private fornøjelses skyld, og altså ikke for at opnå nogen anerkendelse eller lønforhøjelse. Det at lære sig, at det ikke er i udfaldet men i selve processen at tilfredsstillelsen ligger, er i sig selv et område for erkendelse, nogen vil måske ligefrem sige, at det er den eneste vej mod den følelse af tilfredshed, som er så afgørende for momenter af lykke. Disse små øjeblikke der kommer uden varsel, bare fordi solen skinner eller man helt glemte årsagen til fortvivlelse, hvad ved jeg. Eller bare det, at læse en beretning som for hele søjlen af blod til at stige én til hovedet, så man hverken kan gå eller pisse lige. Kort sagt, at de små øjeblikke igen for lov til at fylde mere end de store stjæler. Måske det bare gælder om ikke at lægge for langsigtede planer, så enhver dag får sin mulighed for at vise sine muligheder...? ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
