Hej Kristian.

Tak for dit tip om Erling Jacobsens bog: "De psykiske grundprocesser".

Jeg fandt den antikvarisk på nettet hos en boghandler og glæder mig til at læse den.

Jeg tror jeg begynder at forstå lidt mere af disse processer, og ligeledes at det er væsentligt at have dette med i bevidstheden.

M.v.h. Arne.

Jeg skrev:
Hvis du ikke har Dansk Sprognævn: "Retskrivningsordbogen", da kan jeg anbefale dig at købe den.

§ 64, stk. 2 handler om anvendelsen af anførselstegn ved forbehold.


Altså, § 64 findes i den nævnte retskrivningsordbog!

Hej Arne!

Tak for dit gode tænksomme svar, som tjener dig til ære.

Når jeg til illustration af teorien om de psykiske grundprocesser anvender en navngiven debattørs udfoldelser på debatten ved at fokusere på hvor ødelæggende for den gode debat jeg finder vedkommendes maniske stereotype overfald på andre debattører, så er jeg fuldt ud bevidst om, at denne pædagogiske mønt har to sider. Den anden side er mit eget ego, min egen selvforståelse, og oplevelsen af at være forsøgt undergravet, desavueret og krænket på helt urimelig vis.

Den naturlige instinktive morallov fordrer retfærdighed efter talionsprincippet. På dette instinktive niveau betyder retfærdighed intet andet end at genskabe den psykiske balance ved at gengælde ondt med ondt i lige mål. Præcis som vi kan opleve det blandt mindre børn: ”Du er dum” – ”Det ka’ du selv være” er udtryk for lige gengældelse for en forurettelse. Hvis den krænkede rolling i stedet havde svaret: ”Du må da være tvilling, for ingen kan være så dum alene”, så ville der være tale om en optrapning fordi hævnen er lidt grovere end forurettelsen. Hvis du spør’ om hvorfor der er så megen ufred og vold i verden så er svaret, at de allerfleste mennesker ikke kan frigøre sig fra den instinktive tilskyndelse til at gengælde hvad de opfatter som ondt med endnu mere ondt. Ingen har vel udtrykt det kortere og klarere end Ghandi: Øje for øje og tand for tand gør verden blind.

Jesu prædiken betegner et radikalt opgør med menneskets instinktive driftsnatur og med talionsprincippet. I Bjergprædiken siger han: "I har hørt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand.” Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt."

Dette er en af de 6 såkaldte antiteser, der alle indledes med, ”I har hørt”, hvilket selvfølgelig er en reference til Moseloven der netop bygger på talionsprincippet. Helt centralt er, at man ikke må begære.

Det er selvfølgelig udmærket, at mennesket bliver bevidst om, at dets lave dyriske driftsnatur er årsag til al lidelse og synd, men Jesu opstiller her etiske fordringer som intet menneske kan opfylde. Eller rettere, hvis det alvorligt tilstræber at opfylde fordringerne, så er det ikke længere menneske - det transcenderer det menneskelige element og bliver genfødt i Kristus. Sådan vil en troende kristen nok udtrykke det.

Filosoffen og logikeren Bertrand Russell, der var ateist, siger: "Begær, følelser, lidenskaber er de eneste mulige bevæggrunde til handling. Fornuften er ikke en bevæggrund, men kun en regulator."

Hvis man fjerner disse instinktive bevæggrunde, hvad bliver der da tilbage? Hvordan bestemmes menneskets handlinger da? Så vidt jeg kan se bliver der alene syndsbevidsthed og et håb om frelse tilbage, som alene kan opfyldes gennem troen og ved at elske Gud og næsten som en selv.

Hanskrist udtrykker denne genfødsel med ordene i hans signatur: "Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!" Man kan mere prosaisk udtrykke det på den måde, at den troende får adgang til en højere åndelig selvbevidsthed, en ny verden, hvor han opbygger et nyt overjeg (Id) der formår at kontrollere drifterne og samtidig mere bevidst styre hvornår han vil trække på hhv. primær- og sekundærprocessen.

Sådan forstår jeg sammenhængen ud fra det Hanskrist og andre troende beretter på debatten. Grunden til at jeg forstår dette til en vis grad selv om jeg ikke er troende kan skyldes, at jeg på en måde også er blevet genfødt ved bevidst at forkaste mit gamle jeg og forsøge at bygge et nyt op og derfor også til en vis grad magter at styre instinkter og gennem bevidst styring selv at kunne vælge balancen mellem primær- og sekundærprocessen. Kan man det, så lever man et åndeligt liv, uanset om man er troende eller ej.

På trods af denne indsigt vælger jeg en gang imellem at anvende talionsprincippet i moderat grad fordi jeg også mener, at dårlig opførsel bør have konsekvenser her og nu. Selv om jeg er tolerant eller gejlefast som jyderne siger, så trækker jeg alligevel en grænse og derved får jeg både genetableret min egen mentale balance og udsendt et signal til omverdenen om, at der er grænser for galskaben og amoralen. Du kan kalde det en slags nødvendig kartarsis, men det virker, for det eneste jeg nu føler er en slags medlidenhed med den pågældende, der er henvist til at skulle leve et åndløst liv i sine drifters vold. Nok om det!

Du gør dig også nogle overvejelser over angstens væsen og skriver blandt andet:



Angsten har mange former, men den værste angst er angsten for det ukendte. Den kristne tænker Søren Kierkegaard har reflekteret dybt over ”Begrebet Angst”. Han skelner skarpt mellem det at ængstes og det at frygte, og lader en af sine litterære pseudonymer udtale:



Den angst Kierkegaard taler om er den eksistentielle angst. Angsten for det ukendte og angsten for at miste sig selv. Den adskillelse Kierkegaard nævner i ovenstående citat mellem dyret og mennesket bliver yderligere uddybet i hans syntesebegreb. Mennesket er en syntese af det legemlige og det sjælelige båret af ånd og en syntese af det timelige og det evige, hvor det tredje led til denne er øjeblikket, ”springet”, i forhold til det at handle, træde ud over det stadie det befinder sig i.

Springet sker dog først når ånden har ”sat” sig, så derfor er det afgørende led i begge udlægninger ånden. Springet som begreb forsøger, at sige det ingen videnskab til fulde kan forklare, nemlig at et menneske bevæger sig fra en tilstand til en anden, Springet i Tilværelsen, Springet, der har en Lidenskab, en lidenskabelig Bevægethed, Pathos, til
Forudsætning. Dette ligger hinsides fornuften og kan aldrig lade sig indfange i fastlagte definitioner, der forklarer dets tilstedeværelse, men skal erfares før det overhovedet er muligt at forsøge at opstille en form for referenceramme.

Ovennævnte vurdering stammer fra en begrebslogisk analyse af angstbegrebet hos Søren Kierkegaard foretaget af filosoffen Mette Schatter Østergaard, som jeg kan anbefale alle interesserede at læse. Her kommet et link:

[url=http://www.rudar.ruc.dk/bitstream/1800/2092/1/Begrebet%20Angst.pdf][/url]


Til afslutning stiller du spørgsmålet: ”Og tilbage bliver jo så spørgsmålet: Hvad stiller man op med den situation, hvor man er blevet krænket?”

Først og fremmest arbejder man med sig selv for at finde ud af, hvorfor man føler sig krænket. Efter min erfaring kan man ad den vej få bugt med det meste af ubehaget. Den rest der evt. bliver tilbage kan man da vælge at få bortelimineret ved at anvende talionsprincippet med stor varsomhed og forsigtighed. Vi er jo struktureret forskelligt og derfor føler vi forskelligt og trækker grænserne forskelligt. Derfor tror jeg ikke der kan opstilles mere generelle regler udover ens egen subjektive vurdering inden for rammerne af det etiske konsistenskrav gennem en bevidst anvendelse af både primær- og sekundærprocesserne. Hvis dette er muligt.

Hilsen

Ipso Facto


--------
"Man opnår et sandere billede af verden, tror jeg, ved at forestille sig den som ting der kommer ind i tidens strøm fra en evig verden udenfor, end ud fra det synspunkt, der betragter tid som den grådige tyran over for alt som eksisterer." – Bertrand Russell. (Hvis jeg ikke vidste, at Russell var erklæret ateist ville jeg sige, at det han giver udtryk for her ligger meget på linie med Einsteins og dermed også med den både jeg ser tingene på, som din opfattelse Arne vel også ligger ret meget på linie med?).

Kære Arne.

Jeg har selv syntes rigtig godt om bogen, fordi den på en pædagogisk veltilrettelagt måde gør rede for et af de væsentlige hovedtræk ved den måde, vi fungerer på.

Fra primærprocessen får vi den følelsesintensitet, der strømmer op i bevidstheden. Men hvis denne skulle udløses i handling her og nu, ville vi ofte foretage os noget uhensigtsmæssigt.

Vi ville for eksempel stikke chefen én på kassen, hvis vi fulgte vor første følelsesmæssige stemning, når han skældte os ud uden grund.

Her tager sekundærprocessen over og vurderer efter en logisk målestok, hvor der vejes for og imod, om denne reaktion nu også er hensigtsmæssig. Dette kan føre til, at vi giver et undvigende svar, der går ud på et forslag om at drøfte dette nærmere lidt senere, når vi begge har tænkt lidt over det.

Vi får den følelsesmæssige intensitet som en slags dynamo for vore handlinger fra primærprocessen, medens vi i den nøgternt vurderende sekundærproces giver følelsesdynamikken afløb i handlinger, der er hensigtsmæssige.

Personligt har jeg enkelte gange været så vred, at jeg har måttet gøre noget symbolsk for at få vreden til at lægge sig. Dette har jeg så af og til gjort ved at udnævne huggeblokken og trækævlen til fjenden, hvorpå jeg har svunget flækkehammeren og givet den pågældende de slag, som det ville være uhensigtsmæssigt at give ham i den aktuelle situation.

Sekundærprocessen, der adskiller os fra dyrene, har også den vigtige funktion at kunne udskyde behovstilfredsstillelsen. Hvis vi kun har én liter vand og ikke har mulighed for at få mere inden for de næste fireogtyve timer, holder vi hus med det i stedet for som et dyr at drikke her og nu i takt med, at tørsten indfinder sig.


Med venlig hilsen

Kristian

God søndag, Kristian, Arne, Jan, Ole og I andre.

Her kommer et lille bidrag, i et forsøg på at få Ole Bjørn til at sige at Freud var mere end modig, han var også forud for sin tid og en knald hamrende dygtig videnskabsmand, hvor mange af hans teorier og hypoteser nu underbygges af den nyere hjerneforskning.


En lille hyldest til Freud og Erling Jacobsen. Nyere hjerneforskning har genaktualiseret begreberne og vores tale om primærprocesserne og sekundærprocesserne, ja kastet nyt lys over disse begreber og hypoteser.


God og forsvarlig omsorgsfuld opdragelse sikrer børnene nogle gode sekundære processer senere hen i livet.

Man kan se, konstatere, at børn der har været udsat for alvorlig omsorgssvigt, de har en dårligere neuroligisk Top-Down forbindelse end børn der har haft en mere normal forsvarlig omsorgsfuld opvækst. Omsorg er trøstende ord og nærhed og kærtegn når det Melanie Kleinske rædselsfulde primærprocesuvejr er ved at oversvømme og opsluge barnet, tage magten/kontrollen fra barnet og overlade det til kaos og rædsel. Ordentlig omsorg er trøstende og beroligende tale. Bemærk hvor vigtig dette at tale til barnet er, selv før barnet har erhvervet sig sproget taler moderen (og faderen) instinktivt til barnet og det endda på en ganske speciel måde med hensyn til rytme og tonefald.

Hvad er en top-down forbindelse så? Kort sagt forbindelser der løber fra toppen, altså fra neocortex og ned mod de dybereliggende ældre subcorticale områder af hjernen (den nye Adam, det nye menneske, Kristus (Big Mouth/JEG ER), der taler til det gamle menneske, den gamle Adam og Eva og ikke mindst slangen (knuser hovedet på den)). Det er forbindelser der især går fra præfrontale cortex (ventromediale præfrontale cortex) og ned imod de subcorticale mere primitive områder af hjernen, hvor man har opdaget af disse top-down forbindelser kan moderere og dæmpe negative emotioner (primære processer), hidrørende den limbiske aktivitet, specielt i amygdala der er vældig involveret i de negative emotioner.

Man kan se at børn der har fået en forsvarlig omsorgsfuld opvækst, de får en god top-down forbindelse (kan ligefrem ses på nervebundets tykkelse i sammenligning med de der har været udsat for omsorgssvigt), hvor de senere i livet formår at berolige og trøste sig selv, bringe sig selv i ro og balance (ved indre sekundær proces tale; altså tænkning), klart bedre end børn der har været udsat for omsorgssvigt og som rent epigenetisk er blevet snydt for en solid og sund udviklet neuroligisk top-down forbindelse i samvær med deres primære omsorgspersoner, på grund af svigt.

Tænk at forældrenes omsorgsfulde trøstende tale epigenetisk formår at modulere og former hjernens opbygning, struktur og styrke de neurologiske ledningsbaner og netværk, en vældig god investering i fremtiden må man sige. Sådan grundlægges fornuften, som internaliseret tale, også det vi kalder tænkning. Freud viste os lang tid før hjerneforskningen hvad vi var oppe imod, og at det var en svær modstander, og en ikke altid lige nem opgave at blive herre i eget hus (som er fyldt op med vanskelige interessekonflikter og dynamikker), og hjerneforskningen har rigtig kastet lys over det rigtige i mange af Freuds antagelser. Så den gode Freuds teorier og hypoteser bliver på en lang række områder bekræftet af den nyere hjerneforskning (manden kommer til ære og værdighed igen, en mindre renæssance for Freud taler man om).


Det er aldrig for sent med de der sekundære processer, oppefra og ned (top-down), at tale sig selv (dyret i sig selv) til fornuft viser ny forskning. Sekundære processerne kan opøves og det giver en lang række fordele, som at være stress reducerende, bedre immunforsvar, lavere blodtryk og kolesterolniveau blandt andet. Man omtaler blandt andet nu øvelserne som mindfullness meditation (en systematisk træning af sindet, ved en målrettet udvælgelse og fokusering på positive mentale tilstande og en udfordring af negative tilstande (noget allerede Spinoza opfordrede os til)).



Men dyrets trang til primærprocessuel fuld udblæsning i en katharsisk bottom-up (nedefra og op) reaktion, kan vel også luftes på nogle sociale og kulturelle anerkendte, godkendte, måder, som:

privat seksuel aktivitet med en passende partner (hvis der bliver for meget akkordraseri over mig siger min kollega Gitte at jeg er seksuel frustreret); fodboldhysteri, sport/konkurrence og leg og sjov i det hele taget; og løssluppen festlighed og dans med ret fri og utvungen tale, hvor overjeget/overhunden, censuren er dæmpet eller bedøvet med alkohol.

De ser ud til at vi har fundet en god balance her i den vestlige verden, mellem hollywood (følelser) og videnskabelighed (fornuftighed).

Mange kærlige hilsner Hanskrist.