Hej Zen,
jeg finder diskussionen her interessant på trods af, at jeg ikke har tiden til at bidrage med andet end en lille kommentar til følgende:
Mennesker tænker sig adskilt fra "virkeligheden derude", og de forsøger at opnå erkendelse om den, som om deres bevidsthed er et spejl, der kan spejle den. I stedet for at vende opmærksomheden udefter, burde de lade den hvile i sig selv - den er altings begyndelse, evig og uforanderlig.
Da skal mennesket finde svar - fra selve midtpunktet af alt.
Nu rejser Ispo Facto lidt længere oppe spørgsmålet om livets mysterium. Mysteria er et græsk ord, der kan oversættes med det ukendte/hemmelige. Et mysterium, der korrelerer med vores virkelighed, er for mig at se, når dette ukendte (åndelige) lader sig åbenbare. En sådan åbenbaring finder vi i Det Nye Testamente, hvor Gud ifølge de mange tekster sætter sig selv i et forhold til mennesket gennem menneskesønnen Jesus Kristus. Her handler det ikke om
virkeligheden derude men om den virkelighed, vi alle er en del af og til daglig færdes i. Og det er netop i denne, vores fælles virkelighed, at Gud bliver eksisterende som den, der igangsætter troen. Men kan - på den lidt barnlige facon - sige, at han (altså Gud) startede.
På den måde er jeg enig med dig i, at mennesker ikke er adskilt fra
virkeligheden derude, og vi behøver da slet ikke at vende vrangen ud af bevidstheden for at nå en form for højere og højere erkendelse om noget hinsides. Det er - med fødderne godt plantet i jorden - her midt i livet, at vi skal gøre vores erkendelser; ja, midt i selve handlingen, midt i troens begivenhed, at vi hviler i os selv.
Der er således korrelation mellem vores subjektive og objektive virkelighed forstået sådan, at troen eller åbenbaringen ikke blot opleves men viser sig i relationerne til den konkrete virkelighed. Det betyder selvfølgelig ikke, at Gud (el. guder mm.) er noget, vi nødvendigvis kan blive enige om er eksisterende. Dette hører til troens sfære - og denne kan vel ikke være andet end subjektiv?
Mvh
Anne