Simon:
Hvad mener du med denne tekst?

¨¨¨¨

Påsken går man næppe sulten fra, en lurendrejertid for glade maver, den evt. restitution ku’ dog være det Vesaaske univers, for det er fuldt ud muligt sammen med Halldis Moren Vesaas, at Vandre med vers [ISBN 82-521-3625-7], hvorefter man så med Tarjei Vesaas’ ka' ta' Båten om kvelden [ISBN 82-05-06165-3] – og til begge enders glæde er man i stedet fuld af forunderlig poesi…

Halldis Vesaas skriver efter sin mands død flg.:

Fem steg frå streken

Eit av Tarjeis siste dikt heiter «Ta mi hand». Da han skreiv det visste han at han stod fem – eller kanskje sju – steg frå den streken som han så inderleg ønskte å få passere med andletet fram. Det ønsket har kvar og ein som nærmar seg slutten av livet. Det er ikkje døden vi er mest redde for. Det store forfallet som skjer med så mange på det stadium av livet skremmer langt meir. Lat meg sleppe det! Og lat meg få ta di hand!

TA MI HAND

Det eldgamle, heite ønsket:
Ta mi hand.
I alle tider det siste
og det viktigaste:
Ta mi hand og før meg,
før eg fell.

Ta mi hand og reis meg opp
så eg kan gå dei få stega.
Det er fem, eller kanskje sju.
La meg få gå dei
og koma over streken såleis,
med andletet fram.

Er redd a bli liggande
med andletet nedi,
fem steg frå streken,
andletet i saur og søppel,
det er difor.

Ta di hand og vask det bort
i hardveret.
Alt det eg ikkje ville.
Der er eit ver for slikt.
Det bur i dine hender.

Mi villfarne hand, tumlande
der ho ikkje hadde noko å gjera
– fordi alt var så lavande rikt
og liksom for meg, for meg.
Alltid søkande i blinde.
Stum står ein i mørkret.

Ei hand full av støkk
og takk og undring,
kan eg rekke deg den?

*

Eit av dei mest gripande alderdomsdikt eg veit om er Bjørnstjerne Bjørnsons «Siste smærte»-. Det blir enda meir gripande fordi han vore ei kjempe, han som her vitnar – nesten stotrande – om korleis kreftene sviktar:

SISTE SMÆRTE

Å, nu har jeg lært det
hvad jeg frygtet først,
at den sidste smærte,
den er også størst.
Kan ei mer arbeide,
har ei kræfter nok.

Kan ei mer arbeide,
har ei kræfter nok,
kan ei længer veide
mine tankers flok.
De er over fjællet,
samles aldrig mer.

De er over fjællet,
samles aldrig mer.
Og jeg selv på hældet
imot graven ner,
og jeg selv på hældet
imot graven ner.
*

«Det är vackrast när det skymmer», seier Pär Lagerkvist. Ja. Da ser ein som aldri før kva ein har hatt, og enno har.
«Utruleg» heiter eit dikt av estlendaren Jaan Kaplinski. Turid Farbregd har gjendikta det og mange andre dikt av han til norsk:

UTRULEG

Utruleg: når
for første gong igjen
heggetrea står i blom.

Altfor kort er livet
til å bli van med våren.

- Halldis Moren Vesaas.

På denne måde havnede man så i våren, forstå det hvem der ka…

mvh & god påske..
Simon

Morn’ Tikka – dér et sted i natta…

Hvad livlige debatter angår, ku’ løsnet muligvis findes her: http://www.verdidebatt.no/
Portalen har ændret sig lidt, men der er masser af gode debatter, forfattere og meninger på stedet, så det var da en idé.

”jeg kan dog bedst li' … føler mig bedst hjemme med rim og remser - og vers/digte der rimer, eventyr samt fortælling fra livet, som de gamle kan fortælle fra deres tid her eller der.”

- Vi er jo også vænnet til, at digte, det er noget med endelser der rimer, og gør de ikke det, ja så får de gerne et fortegn: prosa-digte – men tankebilleder ka’ i sig selv være metrisk forbundne på særlige måder der får tæppet til at lette, og når man vågner, jah…
Fortællerkunsten ka’ få knappenåle til at stå i luften, du har sikkert egne strålende exempler. Muligvis er kunsten gået tabt, i al fald er det få jeg synes mestrer den – så jeg vender også helst ørerne tilbage, i tiden. Man får let favoritter, og selvfølgelig skabt blinde vinkler med det resultat, at man sikkert overser en hel karavane af kameler. Men herregud, der er sikkert andre der ser den ;)

”Det giver en større forståelse, for mennesket der fortæller, men også den tid/egn og de mennesker der fortælles om, som jeg har benyttet mig meget af som tilflytter, da det hurtigt giver en samhørighedsfølelse, når jeg indrages i fortællingen.”

- Seamus Heaney fortæller i Fornemmelser for stedet (en essaysamling), at der i den irske poesi findes en hel genre indenfor litteraturen kaldet dinnseanchas, digte og fortællinger som beretter om stednavnes oprindelige betydninger og udgør en form for mytologisk etymologi – som akkurat handler om denne samhørighedsfølelse. Du er dermed også en del af en gammel keltisk tradition, ikke dårligt.

mvh
Simon

Tak for link til debat.

Også tak for info ang. "Seamus Heaney fortæller i Fornemmelser for stedet" som er påført boglisten.

¨¨¨¨

A Drink of Water

She came every morning to draw water
Like an old bat staggering up the field:
The Pump’s whooping cough, the bucket’s clatter
And slow diminuendo as it filled,
Announced her. I recall
Her grey apron, the pocked white enamel
Of the brimming bucket, and the treble
Creak of her voice like the pump’s handle.
Nights when a full moon lifted past her gable
It fell back through her window and would lie
Into water set out on the table.
Where I have dipped to drink again, to be
Faithful to the admonishment on her cup,
Remember the Giver fading off the lip.

- Seamus Heaney, Field Work.

mvh
Simon