”Min indtræden i rummet – Mellemrummet – opstod spontant ved du nok – spontant som det kan ske når et og andet åbner for erindringen – ligesom da du nu skrev: aulaen - aulaen som der ikke var i min store kasse af en kommuneskole.”

- Egentlig debat har det jo været småt med i nogle år her på Trosfrihed – selv lægprædikantens trosbekendelser, gerne iscenesat som ”Sokrateslege”, nåede vel deres sidste renæssance. Så ér der trods alt noget mere krudt & sjov i god litteratur, de livlige debatter findes så mange steder…

Skolen ér så en stor del af livet, at skolelivet forblir hos os livet ud – hvadenten minder opstår i maven eller i strålende erindringslandskaber.
Meget er jo sket, men skolen har ganske rigtigt været en rede for stramme lukkemuskler, der bl.a. anså ”nøddeknækkersuiten” for dejlig latin. Vi der gik i skole op gennem 60/70’erne fik jo en helt anden etik med os end så mange tidligere elever fik imod sig, ikke at selve kundskabsniveauet dermed forandredes til det bedre, blot forsvandt ”skivestrammerne” med deres udenadslære i egne mindreværdskomplekser fra det off. rum - som en nødvendig del af en social revolution der har betydet alverden for børns undervisningsmiljø. Selvfølgelig har der været pragtfulde lærerkræfter til, Poul Martin Møller var sikkert én af dem, og mon ikke mange af os husker en særlig lærer for dennes menneskelige kvaliteter.

Her lidt mere fra VS:

Skolegang, livets gang

Jeg ser børnene gå i skole, gå fra skole,
gå ud af skolen,
ser dem sjældnere og sjældnere,
en sjælden gang som voksne:
sådan går livet
hurtigere og hurtigere med årene,
uden rigtig varighed i sammenligning med døden
der ikke har nogen varighed,
for intet at regne med døden
der intet er.

*

Svaghed for de svage

Som barn kunne jeg blive grebet af en underlig
medfølelse eller snarere samfølelse
med skolekammerater der ikke kunne følge med
med løbere der blev halet bagfra
med brydere der tabte
med tyskerne der tabte krigen, men også –
til min forskrækkelse – med landsforrædere,
hipofolk, frikorps Danmarks soldater…
og alle der fik tæv.

Var det kvindelig trang til at tage sig af de svage
eller mandlig trang til at føle sig stærkere
eller barnlig trang til at føle imod,
holde med de forkerte.

Var det dekadence, medmenneskelighed eller endda kristelighed
eller alt sammen på én gang?

Jeg kender følelsen endnu,
men kender – og behersker – den bedre.

- Villy Sørensen, Vejrdage.

mvh
Simon

Et skvulp af Wordsworth’ hjerteblod…

Travelling

This is the spot: - how mildly does the sun
Shine in between the fading leaves! the air
In the habitual silence of this wood
Is more silent; and this bed of health –
Where shall we find so sweet a resting-place?
Come, let me see thee sink into a dream
Of quiet thoughts, protracted till thine eye
Be calm as water when the winds are gone
And no one can tell whither. My sweet friend,
We two have had such happy hours together
That my heart melts in me to think of it.

- W. Wordsworth.

*

Song

A rowan like a lipsticked girl.
Between the by-road and the main road
Alder trees at a wet and dripping distance
Stand off among the rushes.

There are the mud-flowers of dialect
And the immortelles of perfect pitch
And the moment when the bird sings very close
To the music of what happens.

- Seamus Heaney, Field Work.

mvh
Simon

Hej Tikka..

Lige et P.s.: Det er vidunderligt med historier om skoletiden, små filmstrimler som jo ikke skal glemmes men fortælles, for på denne måde at videregives. Vi husker jo temmelig meget i kraft af den slags fortællinger, de sætter fremviseren igang.
Når man som du skaber stemningsfulde billeder med fortællinger om skoletiden, betyder ord som prosa og poesi vel ikke stort, jeg synes ikke versene mangler, eller at der må være en bestemt form at udtrykke sig i, for livet der dengang var, pulserer jo og mærkes, og jeg tror at nogen kan genkalde sig i stemningen. Det er nu mere end formerne det levende sprog, der er det vigtige, adgangen til at kunne hoppe rundt i skolegården blandt skolekammerater i en tid jeg slet ikke levede i - det er fortællere der åbner dørene til sådanne muligheder, jeg betragter som digtere. Et utal af store digtere kender jeg slet ikke - det ukendte sprog i en fremmed kultur, kan være barrieren der gør at en fortælling udelukker mig fra historien. På samme måde, kan jeg være udelukket fra en fortælling, fordi den aldrig fortaltes, at historien døde med opleveren, som tanten og onklen, der roede mange jøder til Sverige men pludselig forsvandt i det uvisse, at deres fravær blev tomrummet i en anden historie, muligvis historien om menneskelivet som det sandsynligvis udlever sig for mennesker flest.
Man kan opleve det, som at blive sat udenfor døren, mens de andre kammerater får fortalt historie. Det kan fx. irritere mig grænseløst ikke at kunne huske, der jo bare er et fredfyldt tidsrum hvori livet sker - livet blev dermed ikke sat i musik, men vi skal måske heller ikke høre musik hele tiden.
Jeg synes m.a.o. ikke at formerne skal bestemme hvad nogen skal fortælle. Det vigtige må være, at fortællinger tilfører os et liv vi måske først da får tilgang til, så kan versene humpe bagefter, så vigtige er de nu heller ikke - selv om jeg nok ville savne dem, hvis de helt udeblev.

mvh
Simon

En lille hilsen

Har man ikke noget at fortælle - kan man tale om vejret, der altid bringer historien med sig.

¨¨¨¨
Jeg har et vindue her på bjergets top i min hule, hvor jeg kan se himlen, skyerne og vejrets gang.

I går boltrede de store fugle sig.

Især 2 lagde sig sidelæns efter hinanden på vindstrømmen, hvor de længe lå, og blev ført afsted med udstrakte vinger med stor fart uden vingekraft - som var de en frisbee - indtil de vendte om og tog en tur mere.

I dag var det støvregnen - så tæt og fin, der gav væde til livet som blev mere og mere grønt, for hver gang jeg kom til vinduet; så jeg blev stående for at se det ske - så stærkt gik det - jow jow det er skam ganske vist.

Derfor gik jeg også ud for at være i det, og kom forbi den gamle landmandskone der om foråret fra sin bod sælger det fra sin have, hun tynder ud i.

Der købte jeg en blok purløg; hvorefter jeg på vejen hjem plukkede skvalderkål og tænkte, at det var nu; det var nu.

¨¨¨¨

Simon:
Jeg er egenligt ikke debattør, men vil gerne udveksle og høre andres meninger - men du har ret, der er ikke meget "gang i den" her, og jeg har da kigget efter andet, men kan ikke finde: " ... de livlige debatter findes så mange steder… "

"krudt & sjov i god litteratur" - Nogle af versene du poster her i Mellemrummet rammer mig dybt; som blev der talt til mig - jeg kan dog bedst li' … føler mig bedst hjemme med rim og remser - og vers/digte der rimer, eventyr samt fortælling fra livet, som de gamle kan fortælle fra deres tid her eller der.

Det giver en større forståelse, for mennesket der fortæller, men også den tid/egn og de mennesker der fortælles om, som jeg har benyttet mig meget af som tilflytter, da det hurtigt giver en samhørighedsfølelse, når jeg indrages i fortællingen.

¨¨¨¨