P.s.:
Vinterhave
Vinteren kommer. Et strålende diktat
giver de langsomme blade mig,
klædt som de er i tavshed og gult.
Jeg er en bog af sne,
en rummelig hånd, en eng,
en cirkel der venter,
jeg tilhører jorden og dens vinter.
Verdens brus tog til i løvværket,
så flammede hveden op, stjernestrøet
med blomster, røde som brandsår,
og så kom efteråret for at indføre
vinens skrift:
alt passerede, en forgængelig himmel
var sommerens bæger,
og den sejlende sky døde bort.
Jeg ventede på balkonen, bedrøvet
som i går af min barndoms efeu,
ventende på at jorden skulle sprede sine vinger
i min forladte kærlighed.
Jeg vidste, at rosen ville falde
og den ubestandige ferskens sten
atter synke i søvn for at spire på ny:
og jeg berusede mig i luftens bæger,
indtil hele havet forvandlede sig til nat
og morgenrøden blev til aske.
Jorden lever sagtere nu,
roligere er dens forhør,
udstrakt dens stilheds skind.
Jeg bliver igen den fåmælte,
der er kommet langvejs fra,
indhyllet i kold regn og klokker:
je kan takke jordens rene død
for viljen til spiring i mig.
- Pablo Neruda.
Bøgernes vogter
Her er haverne, templerne og berettigelsen af
templerne,
den rette musik og de rette ord,
de fireogtres heksagrammer,
de riter som er den eneste visdom
Firmamentet tilstår menneskeheden,
dekorum for denne kejser
hvis højhed verden, hans spejl, har kastet tilbage
så markerne gav frugter fra sig
og vandløb respekterede deres bredder,
den sårede enhjørning der kommer hjem for at
vise at det er forbi.
De hemmelige, evige love,
kredsløbets harmoni:
disse ting eller erindringen om dem er i bøgerne
som jeg vogter her i tårnet.
Tatarerne kom ridende fra Nord
på små heste med kraftige maner;
de tilintetgjorde hærene
som Himlens Søn sendte ud for at straffe
deres ugudelighed,
de byggede pyramider af ild og skar struber over,
de myrdede synderen og den retfærdige,
de myrdede den lænkede slave som sad vagt ved
døren,
de misbrugte og de glemte kvinderne
og de drog videre mod Syd,
uskyldige som rovdyr,
grumme som knive.
I det uvisse morgengry
reddede min farfar disse bøger.
Her i tårnet hvor jeg hviler er de
erindrende dage som tilhørte andre
de fremmede og gamle.
I mine øjne er der ingen dage. Hylderne
er meget høje og mine år kan ikke nå dem.
Støv og søvn omgiver tårnet i miles omkreds.
Hvorfor skal jeg bedrage mig selv?
Sandheden er at jeg aldrig har kunnet læse,
men det trøster mig at tænke
at forestillingen om den og fortiden kommer ud
på ét
for et menneske som har været
og som betragter det som var byen
og som nu igen blir ørken.
Hvad kan forhindre mig i at drømme
at jeg engang forstod den inderste visdom
og tegnede dens symboler med øvet hånd?
Mit navn er Hsiang. Jeg er vogter af disse bøger
som måske er de sidste i verden,
fordi vi intet ved om kejserriget
og om Himlens Søn.
Her er de på de høje hylder
fjerne og nære på samme tid,
hemmelige og klare som stjernerne.
Her er haverne, her er templerne.
*
Den unge nat
Nattens rensende vande har allerede befriet mig
for de mange farver og for de mange former.
I haven jubler fuglene og stjernerne allerede over
at gamle savnede normer for drøm og skygge
kommer tilbage. Skyggen har allerede forseglet
de spejle som kopierer tingenes fiktion.
Goethe har sagt det bedre: Det nære bliver fjernt.
Disse fire ord rummer skumringens væsen.
I haven holder roserne op med at være roser
og vil være selve Rosen.
- Borges.
mvh & god dag til nisserinden..;)
Simon
Svar
Citer
