Hej Jacob!Tak for to saglige spørgsmål som selvfølgelig fortjener lige så saglige svar:
A) Hvordan kan noget som er absolut transcendent "opleves" som du antyder? Hvis jeg forstår "det absolut transcendente" korrekt, så kan vi mennesker ikke på nogen måde opleve det.
B) Hvilken grund skulle mennesker have for at antage, at der eksisterer noget sådant "absolut transcendent"? Hvis jeg forstår ”det absolut transcendente” så kan vi mennesker ikke have nogen som helst grund til at tro det eksisterer.
Lad mig fsv. angår spørgsmål A begynde med et modspørgsmål.
Kan empiriske fænomener, som f.eks. kvantefænomenet
"entanglement", tilskrives eksistens på samme måde som de fænomener der beskrives med relativitetsteoriens begreber om kausalitet, tid og rum?
Når jeg stiller netop dette spørgsmål, så er det fordi nogle begavede debattører, Kristian Pedersen og Hanskrist, med netop det spørgsmål for et års tid siden anfægtede min daværende erkendelsesteoretiske position som var ateisme, baseret på filosoffen Kai Sørlanders absolutiske begrebsfilosofi.
Det er et faktum, at entanglement fænomener ikke kan beskrives konsistent, heller ikke med den eksisterende kvanteteori. Videnskabelig set klassificeres de som "anomalier". Filosofisk set er spørgsmålet så, om fænomenet skal tilskrives eksistens som alle andre empiriske fænomener eller en særlig form for eksistens.
Min første holdning var, at de burde tilskrives
"almindelig" fysisk eksistens, da fænomenet jo var empirisk observerbart og dermed en del af vor fysiske verden.
Konsekvensen af dette var så, at jeg var tvunget til at anse min egen erkendelsesteoretiske position for inkonsistent. Med denne nye erkendelse bevægede jeg mig fra ateisme mod agnosticisme. Efter nu at have tænkt over sagen i et års tid er jeg nået frem til, at sådanne kvantefænomener muligvis befinder sig i eller på grænsen til den særlige virkelighed som jeg kalder
"det absolut transcendente". Her er jeg blandt andet inspireret af den danske filosof Peter Zinkernagels tanker omkring rationalitetsbegrebet og dermed også indirekte om eksistensbegrebet:
Det er Peter Zinkernagels hovedpointe, at vi må udvide vort rationalitetsbegreb til også at omfatte det der ligger uden for tid og rum, således at vi også på dette felt kommer til præcis at forstå forskellen mellem det vi kan tale rationelt om, og det vi ikke kan tale rationelt om. En sådan udvidelse af rationalitetsbegrebet vil ikke blot forandre vores tænkning og kultur, men hele verden.
En anden inspirationskilde (udover inspiration fra debatter) der tjente til afklaring var filosoffen Johannes Witt-Hansens afmagtspostulater. Blandt andet følgende religiøse afmagtspostulater:
Umuligt af definere religion (religion er en elementær kendsgerning).
Umuligt at oversætte eller transformere religiøse erfaringer til fuldt dækkende sproglig beskrivelse.
Umuligt at forstå begreber som gud, djævel, himmel, helvede, frelse, fortabelse, mystik, bøn, meditation, guds-skuen uden førstehåndskendskab og personlig (introspektiv) erfaring af begrebernes indhold.
Umuligt at reducere religion til overtro, mysticisme, moral, kult, gudhengivenhed.
Umuligt at afmytologisere den menneskelige tilværelse.
Umuligt at monopolisere eller patentere bestemte religionssystemer og -dogmer uden at gøre sig selv til gud.
Umuligt at undertrykke andre menneskers religion uden at forråde den universelle karakter religionen har i kraft af at være et åndeligt fænomen til forskel fra en magtfaktor.
Umuligt at ophøje den rene gudsdyrkelse til livets hovedformål uden at havne i inkonsistens.
Umuligt at fjerne fristelserne, nydelsen, seksualiteten, kunsten og festen fra tilværelsen.
Umuligt at forene ideen om menneskets absolutte syndighed med ideen om menneskets grundlæggende evne til at leve livet i fortrøstning til muligheden for at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen.
Afmagtspostulaterne kan ikke bevises.
Flere af postulaterne udtrykker en overvindelse af de logiske modsigelser som også komplementaritetssynspunktet på sin vis overvinder.
Deres værdi ligger ikke i at give nogen ret frem for andre.
Deres værdi ligger derimod i, at den der indser dem og anerkender dem, forlader almagtens og illusionernes område og i stedet går ind i tragediens og humorens område, hvor det at have ret og tro sig almægtig hører op.
At indse og anerkende afmagtspostulaterne er derfor noget nær det samme som at indse og anerkende helhedsrealismen.
Jeg er mest tilbøjelig til at give Witt-Hansen ret i, at afmagtspostulaterne logisk set er uafgørbare.
Min definition af begrebet
"det absolut transcendente", hvis man i det hele taget kan anvende begrebet
definition om noget der ligger uden for enhver mulig konsistent beskrivelse er, at vi logisk set ikke kan udelukke, at der kan
"eksistere" noget som principielt ligger uden for hvad vi har mulighed for at erkende og beskrive ved hjælp af sansning (empiri), sprog og logik. Det eneste der kan siges om
"det absolut transcendente" er, at det er en mulighed som ikke kan udelukkes.
Derved er min ændrede erkendelsesteoretiske position som agnostisk fritænker atter blevet konsistent. Uanset hvilke mulige begreber jeg eller teisterne knytter til OPLEVELSEN af det absolut transcendente så vil beskrivelsen være inkonsistent efter videnskabens, begrebsfilosofiens og logikkens love.
Som også Arne Thomsen er inde på i sin kommentar, er heller ikke jeg religiøst troende, idet noget sådant forekommer mig uholdbart af flere grunde. For det første findes der omkring 100.000 forskellige religiøse retninger og trossamfund der dyrker hver deres variant af det hellige eller Gud - det jeg kalder
"det absolut transcendente". Valget af en given tro beror netop ikke på rationalitet, men på subjektive følelser. Som rationalist kan jeg umuligt foretage et rationelt valg mellem de mange modstridende opfattelser af det som de troende holder for sandt, og derudover har jeg selvfølgelig ikke nogen motivation til at dyrke noget, som blot er en
mulighed. Her ligger jeg mere på linie med både den antikke filosof Aristoteles og endnu mere med Albert Einstein, som amatørfilosof og humanist, uden dog fuldt ud af dele deres synspunkter.
Spørgsmålet du stillede var, hvordan det er muligt, at noget som er
"absolut transcendent" kan opleves. At mennesker kan opleve noget som de selv beskriver med ord som
"det hellige", "Gud" eller lignende er et faktum. At oplevelserne er meget forskellige og tillige internt inkonsistente er faktisk helt konsistent med hvad jeg og de to fagfilosoffer jeg har citeret ovenfor har at sige om sådanne usædvanlige oplevelser.
Oplevelsen er subjektiv sand, men om der er mere i den end
"neurale fluktationer" med et vist fællespræg, kan vi umuligt afgøre. De som vælger at fortolke oplevelsen som noget andet og mere end en intern neurologisk fejlfunktion, tror på en bagvedliggende virkelighed der er årsag til oplevelsen, og de er at finde blandt teisterne. Da jeg anser spørgsmålet for principielt uafgørbart er der ikke tale om tro i mit tilfælde, blot om en
mulighed som logisk set ikke kan udelukkes.
Når der findes så mærkelige fænomener i verden som
entanglement har jeg vanskeligt ved at se, hvordan ateister med absolut sikkerhed kan udelukke, at dette fænomen eller noget endnu mere ubegribeligt kan påvirke vore neurale processer og give os sådanne uforklarlige oplevelser af en verden hinsides den kendte.
Ateister bedes huske på, at alle videnskabelige forklaringer (teorier) er foreløbige, samt at de hviler på et grundlag som ikke er strengt rationelt, men indeholder subjektive valg af forudsætninger og definition af axiomer. Ingen videnskabelig teori kan derfor siges at være absolut sand. Alene ud fra denne præmis har jeg vanskeligt ved at se, hvordan man kan nå frem til en absolutisk ateistisk position ad rent logisk vej.
Det ateistiske yderpunkt i Richard Dawkins probabilitetsspektrum, punkt 7:
"Strong atheist. I know there is no God, with the same conviction as Jung "knows" there is one." Rent logisk begår Dawkins også her en fejl, idet han bilder sig ind, at kunne konstruere en taksonomi baseret på sandsynligheder. Hvad er sandsynligheden for at Gud eksisterer? Det spørgsmål er principielt uafgørbart og derfor er Dawkins kategorier uholdbare, og kan alene tjene et rent pædagogisk formål. Det er muligt at Jung har sagt, at han ikke
tror på Gud, men
ved at Gud eksisterer. Jung var som bekendt hverken fagfilosof eller naturvidenskabsmand, men udviklede dybdepsykologien, også kendt som analytisk psykologi. Derudover dyrkede han drømmetydning og alkymi ligesom han gennem en halv snes år beskæftigede sig med mandalaer. Tydeligvis en magisk tænkende person, domineret af primærprocesserne, som end ikke evnede at skelne mellem tro og viden.
Svaret på spørgsmål B er yderst kort:
Tro forudsætter ikke begrundelse!Lad mig lige afslutte med en forklaring på, hvorfor jeg debatterer her på debatten. Mit primære mål er, at mine holdninger bliver modbevist gennem argumenter som er så stærke og tvingende, at jeg er nødt til at bøje mig for dem og ændre grundholdning. Den eneste måde man kan erhverve større og dybere erkendelse på er logisk set gennem erkendelse af, at man har taget fejl. At få ret er for mig ren tomgang, for jeg længes efter at få uret. Som sagt er det kun sket een gang tidligere for mig på en internetdebat, men man har jo lov at håbe, at det snart sker igen! ;)
Einstein synes at være nået frem til nøjagtig samme erkendelse:
"Anyone who has never made a mistake has never tried anything new." Hilsen
Ipso Facto 
-------------------
"Det er umuligt at forudsige historiens fremtidige forløb, for den historiske proces påvirkes i høj grad af væksten af den menneskelige viden, og vi kan ikke ved rationelle eller videnskabelige metoder forudsige den fremtidige vækst af vore videnskabelige viden." Filosoffen og videnskabsteoretikeren Karl Popper.
Svar
Citer
