Morn’ RM…

Her lidt flere af Bennys vidunderlige billeder:

I den amerikanske uafhængighedserklæring står der: … at alle mennesker er skabt lige … Det er jeg enig i. Men hvordan realiserer man denne ædle idé?
I Danmark har vi allerede løst problemet på vor egen måde.

LIGHED

Og ingen mennesker er mindreværdige
At nogen føler sig mindreværdige
og føler andre som mereværdige
skyldes for det meste
at de der føler sig mereværdige
får andre til at føle sig mindreværdige
At få andre til at føle sig mindreværdige
må betragtes som mindreværdigt
så derfor må de der betragter sig selv
som mereværdige og betragter de andre
som mindreværdige selv betragtes som
mindreværdige
Men hvis alle må betragtes som mindreværdige
kan betegnelsen ikke bruges mere
derfor er der ingen mindreværdige mere
her i reservatet.

- Benny Andersen
*
P.s.: Her er det, at man må sprinte hen på bib. og låne ”Verdensborger i Danmark, og andre digte om danskere”, for ved selvsyn at se den fine illustration af borgerne i reservatet!
*

Jeg ka rigtig godt lide ”Det sidste Øh”, en billedmusik der udskiller sig, her to eksempler:

LYSESLUKKER

Hvem har rodet i mine problemer
Hvem har brugt mine hæmninger
uden at hænge dem på plads igen
Jeg er tre måneder bagud med fortvivlelsen
og alligevel flyder det med livsmod over det hele
og hvor er min faste hånd
som ellers sidder så løst
kan man nu ikke engang ha sin vanvare i fred
Kom lige herhen
du har noget i den ene mundvig
lykke eller glæde eller sådan noget stads
nej
ikke der
ja der
ja sådan
må jeg lige se
ja
nu er det vist væk.

*

OVERBEFUGLING

Vinter. Gammelt brød til fuglene. Skovspurve. Solsorte.
Enkelte bogfinker.
Næste dag indkøb af solsikkefrø og vildfugleblanding.
Mejseringe.
Fuglebræt. Flæskesvær. Hirsekolber. Spæk. Rester. Kage.
Notér: Grønirisk, gulspurv, dompap. Rødhals.
Stadig vinter.
Stadig strandfugle.
Notér: Flagspætte, kærnebider, kvækerfinke, kornværling.
Et par fasaner nærmer sig.
Foråret nærmer sig.
Snart kommer stær, fluesnapper, rødstjært, gransanger,
en filial må oprettes på den anden side af huset
så ingen skal vente for længe.
Stadig stigende trængsel
kødben hænges op
franskbrød og rundstykker klemmes fast i grenkløfter
straks efter morgenkaffen
senere før morgenkaffen
kan ikke springe fra nu
stadig interesseret i at betragte dem
men har snart ikke tid til det for at købe ind til dem.
Ude fra det åbne en spurvehøg.
Sætter sig på bagerste række i udkanten af hegnet
men kan ikke komme til for tætte grene
glider bort på lave vinger
med næppe en antydning af bevægelser.
Vi har berøvet den en sikker indtægtskilde
ved at trække alle oplandets små fugle hid
ved at gribe ind i naturens orden som ellers ville
have udvalgt de levedygtige, måske en fjerdedel
og kasseret resten
den rest som vi har holdt liv i
og som inden længe ikke har redemuligheder nok
hvorfor vi som de ansvarlige må lave adskillige
redekasser
så de trygt kan formere sig
d.v.s. blive mange flere at holde liv i
til næste år
altså må der skæres ned på mit eget forbrug
for at få råd til så rigt et fugleliv
anskaffes en trillebør til fodertransport
hele grunden lægges ud til et stort foderbræt
hvordan stoppe jernspurv vipstjært
hvordan korsnæb stillids sjagger
sommetider drømmer jeg allike lærke at dette er vellevned
vil bibringe vibe stork gøg bil krikand vil bibringe
terne klyde vil bibringe fuglene velfærdssymptomer
fedme stress forkalkning trombose hæmorroider skovdue
svale hjejle i drømme fører jeg nøddekrige sølvmåge
i drømme fører jeg forhandlinger med spurvehøg skade
kat men kun i hejrer traner gærdesmutter kun i drømme
for vildgæs drosler vandstær for jeg hornugle råge
for inderst inde silkehale nej yderst ude holder
gulbug bastardnattergal holder jeg inderligt yderligt
af natteravn havørn nej kolibri pelikan holder troldand
lappedykker knopsvane har ikke noget mod tværtimod
regnspove jeg elsker blishøns vejrhane pingvin
man kommer ikke uden om fuglekonge rørdrum kom bare
kalkungrib mursejler vendehals jeg kan alligevel ikke
undvære peberfugl kakadue men prøv at bekkasin prøv
påfugl træskonæb albatros prøv at forstå
hvis jeg en dag stikker hovedet i strudsen.

- Benny Andersen, Det sidste Øh, 1969.

*

Tror det var i 82 jeg læste en helt fantastisk historie af William Wharton der hedder ”Birdy”, som jeg flere gange blev mindet om, mens jeg lod mig overbefugle. Den findes også som film. God weekend dér..;)

mvh
Simon

Morn’ i kaffen RM..

Her en lille beretning fra ”Magasin fra Det Kongelige Bibliotek og Undervisningsbibliotek I, 3. årgang nr. 3 1988” – en post man som stud. dengang modtog fra Det Kgl. Bibliotek, nu fylder det i stedet på ”informationsskyer” til nedhentning.
Det er lidt morsomt at tænke på reolpladsen på nutidens harddiske, mange ynder jo nu at læse bøger på deres iPads, og så arealet bøger kræver på biblioteker og i hjemmet. I dag er der jo ingen grænser for pladsen man kræver omkring sig, huse og opholdsrum kan næsten ikke blive store nok, men består i mange tilfælde mærkeligt nok af kun luftrum, altså noget forskellig fra boligen man oplevede i 1980’erne og tilbage i tiden.
Det ”grønne folk” dér i luftrummet, får ikke længere helt så meget støv på hjernen; bøger samler støv og støv koster tid og tid er penge, og det man får, bliver jo gerne luftet sammen med skelettet – ofte i tide og utide, ja man er nærmest ude af sig selv, tidens nye dille! Tiden bruges gerne på dejligt elektronisk grej, noget af det, ka’ så bruges til at læse bøger med, mens man jogger – det sparer tid, desuden vil man jo gerne bevare træerne og skære ned på olieforbruget, og har derfor gerne dyre solceller på taget og vindmøller på havet, ja sikkert snart på luen!
Jeg ville nok mene, at 40.000 bind må fylde luftrummet dramatisk og kræve lidt tid med støvekost og støvsuger, set i det lys, er det jo godt med en lille gåtur til og fra biblioteket. Samtidig synes jeg, at et hjem uden bøger er uhyggeligt fattigt, og forstår derfor så udmærket hvorfor så mange mennesker må rende deres vej iført kulørte gevandter, for jeg ville fa’me også lægge luft imellem mig og dén slags!

Min onkels hus

Det Kgl. bibliotek erhvervede i 1932 professor og overrabbiner David Simonsens bogsamling på cs. 40.000 bind orientalia. Heraf bestod de 25.000 af hebraica og judaica, dvs. litteratur skrevet hebraisk og om jødiske emner på alle andre sprog.
Erhvervelsen kom i stand ved daværende overbibliotekar Carl S. Petersens utrættelige indsats. Carlsbergfondet og Zeuthens Mindelegat ydede tilskud til købet af bogsamlingen, som kom til at udgøre grundstammen i Det Kgl. Biblioteks Judaistiske Afdeling.
David Simonsen var en kendt personlighed også udenfor jødiske kredse. Men fra hans familieliv i Skindergade 28 vides kun lidt.
I det følgende giver David Simonsens nevø, Niels Henrik Salomon, et øjebliksbillede af hans onkels og tantes liv indenfor murene.

Der står ofte en vis nimbus om en onkels hus. Det kan skyldes visse ting, man identificerer onklen med.
I mit tilfælde skyldtes det sikkert hans store bogsamling, der fyldte op og krævede særlig afstivning af gulvet. Og så synes man endda, at den fædrene bogsamling var stor, men ret beset var den det rene vand ved siden af Onkels Davids.
Denne enorme ophobning af bøger, i stakke på store borde eller skriveborde. Det såkaldte ’familiegravsted’ var netop sådant et bord, hvor familiens medlemmer kunne risikere at blive sendt hen, hvis en bog var gemt hen her. Vi vidste kun, at bøgerne var hebraiske; vi fik selvfølgelig ikke lejlighed til at tælle dem, langt mindre lov til at lege tagfat mellem reolerne.
Min onkel David Simonsen (1853-1932) var overrabbiner 1892-1902. Egentlig var han min fars morbror, gift med Cora Simonsens, født Salomon. hendes bror var grosserer Eskild Salomon, som var gift med David Simonsens søster Louise.
Altså to søskendepar gift overkors. David Simonsen studerede til rabbiner i Breslau og tog rabbinereksamen 1879 fra rabbinerseminariet der. Allerede 1874 fik han fik han accessit o København for en prisopgave i arabisk syntaks. Da han kom tilbage til Danmark blev han en overgang hjælpepræst ved synagogen. Fra 1892 til 1902 var han rabbiner samme steds, indtil han ragede uklar med menighedens ledelse. Så fik han tid til at dyrke sin hovedinteresse, de orientalske studier, og desforuden deltage i jødisk hjælpearbejde – i 1903 blev han udnævnt til titulær professor.

Møblerne i hans lejlighed svarede meget godt til tiden omkring 1880. Spisestuen bestod af de sædvanlige udskårne møbler; ikke mindst buffet’en, af den slags der nu kan ses i afsidesliggende krostuer. Spisestuestolene var disse umagelige, hvor man skal passe på ikke at glide ned af fletsædet. Hele Victorianismens umagelighed og hæslighed koncentreret. Lysekronen havde tidligere været til gas; nu var den blevet elektrificeret. Stuen op til spisestuen blev brugt til opholdsstue; denne var mærkværdigvis udstyret med behagelige møbler. Der var også en stor dagligstue; denne stødte op til entreen. Dér var nogle bogskabe med glasdøre. I Skabene var indbundne bøger alle omhandlende klassisk litteratur, Homers Iliaden og Odysseen, græske tragedier. Holberg var også repræsenteret ved sine komedier.
Ved at gå til venstre kom man til onkels arbejdsværelse med skrivepulten, hvor han enten skrev eller stod og læste. ved overgangen til nabolejligheden, som også hørte til onkel Davids domæne, var der udelukkende reoler. De fleste havde to rækker bøger, og så kunne man endda risikere, at der havde listet sig en ekstra række ind mellem de to modstående reoler. Det er klart, at det har været nødvendigt at stive gulvet af med store bjælker.
Kom man en lørdag op i lejligheden, var der altid gæster. Man skulle lige op hos tante Cora og onkel David; sådan var der mange, der sagde – ikke bare i familien. Alle skulle de have en historie, eller de skulle selv aflevere en. Den nærmeste familie kom til middag, d.v.s. så snart gudstjenesten i synagogen var slut. De fleste indfandt sig om eftermiddagen. Ikke alle brugte dørklokken, men ventede indtil der kom én, der skulle ud eller ind, og som ikke havde religiøse skrupler med dørklokken. Naturligvis var det ikke udelukkende ortodokse, der besøgte onkel David, men de fleste var fra den jødiske menighed i København. De fleste gæster kendte vi børn ikke, og dengang var det jo ikke nødvendigt at præsentere sig for de yngre. Egentlig kendte vi meget få ud over familien. Vi kendte dog overrabbiner Friediger og hans kone og deres to børn. Marcus og Meta Melchior, populært kaldet Ma og Me, kom ofte på besøg.
Engang havde vi børn fået opsnuset, at Trotzky skulle komme. Det viste sig, at det drejede sig om en russisk teaterleder af samme navn. han talte et for os komplet uforståeligt sprog, så ham mistede vi hurtigt interessen for.
Det var naturligvis forbudt at ryge fredag aften og om lørdagen indtil sabbatens udgang. Det blev respekteret, også af min far. han respekterede ellers ikke den slags forbud, Men oppe hos tante Cora og onkel David var der ingen diskussion.

Det er hævet over enhver tvivl, at min onkel, også i sine ældre år i mange jødiske kredse betragtedes som manden, man kunne rådføre sig med. Blandt andre mindes jeg at have opleves den gamle orientalist Valdemar Schmidt, død 1925. Han rejste meget, og historien gik om ham, at hans eneste bagage var en hvid flip. Resten købte han undervejs. Ligeledes mindes jeg at have set den tidligere nationalbankdirektør Marcus Rubin, der var en af onkels ungdomsvenner.
I begyndelsen af dette århundrede stod David Simonsen i spidsen for hjælp til jøderne i Østeuropa. Det fortælles, at det lykkedes ham at få stoppet pogromerne i Kishnev i 1908. I hvert fald havde han gode forbindelser, både politisk og økonomisk.
I sine senere år var han rundhåndet. havde han gæster, og de drøftede indsamlinger af den ene eller anden art, og vidste han om sine gæster, at de havde råd, kunne han sige, at nu giver jeg så og så meget, hvor meget giver De, mine herrer? Så var det svært for gæsterne at afslå.
Man kunne godt få et skarpt svar af min onkel, hvis han syntes at modparten kom med en forkert påstand, eller onkel David bare regnede ham for en tåbe. Et svar der bed.

Nogle gange fulgtes jeg med onkel David til synagogen. Han benyttede ikke gaderne, men gik gennem gårdene til synagogen, undtagen hvor han skulle krydse St. Kannikestræde. Til sidst havnede vi lige overfor synagogen. Jeg har mange år senere prøvet at rekonstruere denne rute; men min stedsans svigtede mig.
Den fest, vi børn så mest hen til hos tante Cora og onkel David, var påsken. Især naturligvis de to Seder aftener, hvor man fortæller om jødernes udgang af Ægypten. Til minde herom spiser man Mazzo (usyret brød), der kun bruges i påsken. Onkel David læste selv fortællingen i Hagadaen (fortællingen om udgangen af Ægypten) , kun afbrudt af de obligate spørgsmål om hvorfor denne aften er anderledes end alle de andre aftener. I Hagadaen står der også, hvornår man skal tømme sit bæger og til minde om hvad, Når man når til omtalen af Ægyptens plager, stemmer hele bordet i. Ja, da syntes man, at det var en god familiefest, da er det en af de livligste fester i årets løb.
Løvsalsfesten om efteråret blev holdt i en løvsalshytte. Den var anbragt ude på altanen ud mod gården. Det var ikke den smukkeste udsigt; man kiggede over på et grimt møbelpakhus. Ofte var der også lastbiler i gården, der forstyrrede ’idyllen’.

For os børn var onkel David svær at komme i kontakt med. Han var højt hævet over os. Det skyldtes dels hans alder, men også hans viden. Vidste vi ikke andet, var vi alligevel klar over, at ham skulle vi ikke begynde at diskutere med.
Onkel David døde knap en uge efter at overdragelsen af bogsamlingen til Det Kgl. Bibliotek havde fundet sted.

- af Fuldmægtig Niels Henrik Salomon.

mvh & god sol i haven ;)
Simon

Hej RM..

Efter lidt Ryge – som var godt – ska der lidt Mellemrumssladder på bordet, i den sjove og gode form, naturligvis. De fleste øjne med noget bag, har vel oplevet den sære fascination af Virginia Woolfs tankepen, hvis indhold jo vanskeligt lader sig oversætte til dansk, alligevel har nogen jo med fordel forsøgt sig eller citeret fra ham, bl.a. Tom Kristensen og Bo Green Jensen, af hvem du sidst viste et smukt digt frem. I begyndelsen af 90’erne oversatte Nina Lautrup-Larsen, Leonard Woolfs ”Virginia”, som består af erindringsbilleder om det fælles liv og arbejde omkring Hogarth Press, sammen med hans elskede – dejlig ferielæsning mellem livets ytringer, din have, og sikkert med mindelser her og dér…
De tre havde et mangeårigt venskab, og flere af T. S. Eliots digte blev udgivet på Hogarth – her et par sjove linjer fra Tom, der nys var blevet inviteret på weekend i Monks House, hvor isen mellem dem blev brudt:

”Tro ikke Possum melder fra
Til te hos Dem bemeldte dag,
Jeg iler, hvis jeg lever, frem
Og er nok hos Dem klokken fem.
En arbejdslunch desværre gør,
At jeg kan næppe nå det før,
For inden Te er det min pligt
En stund at skrive eller sligt.
Men tænd blot under kedlen op
Og gem til mig asiet og kop,
En te i Deres vante stil,
En stol og, håber jeg, et Smil…”

Der er andre sjove breve og dagbogsnotater m.m. i ”Virginia”, ikke en masse poesi, dog starten på digtet der fik indflydelse på engelsk poesi, The Waste Land (Det golde land):

Ved døren hvisker værten
Til en anden uden mund,
nattergalene synger ved
Det hellige Hjertes Klosterlund,

Og sang da skoven blødte
For Agamemnons sidste skrig,
Og lod deres våde klatter falde
På klædet over det skændede lig.

*

Her en anden ting fra T.S. Eliot, selv om jeg egentlig havde tænkt mig ”The Love Song of J. Alfred Prufrock”, men han får vente:

The Hippopotamus

And when this epistle is read among you, cause that
it be read also in the church of the Laodiceans.

The broad-backed hippopotamus
Rests on his belly in the mud;
Although he seems so firm to us
He is merely flesh and blood.

Flesh and blood is weak and frail,
Susceptible to nervous shock;
While the True Church can never fail
For it is based upon a rock.

The hippo’s feeble steps may err
In compassing material ends,
While the True Church need never stir
To gather in its dividends.

The ‘potamus can never reach
The mango on the mango-tree;
But fruits of pomegranate and peach
Refresh the Church from over sea.

At mating time the hippo’s voice
Betrays inflexions hoarse and odd,
But every week we hear rejoice
The Church, at being one with God.

The hippopotamus’s day
Is passed in sleep; at night he hunts;
God works in a mysterious way –
The Church can sleep and feed at once.

I saw the ‘potamus take wing
Ascending from the damp savannas,
And quiring angels round him sing
The praise of God, in loud hosannas.

Blood of the Lamb shall wash him clean
And him shall heavenly arms enfold,
Among the saints he shall be seen
Performing on a harp of gold.

He shall be washed as white as snow,
By all the martyr’d virgins kist,
While the True Church remains below
Wrapt in the old miasmal mist.

- T.S. Eliot

mv sommerhilsen,
Simon

P.s.: Hvis du vil more dig usædanlig godt i havens liggestol, ka’ Erik Pouplier hjælpe til med ”Døde haner galer ikke” – en lidenskabelig fortæller om livet og nærmiljøet i hans elskede Provence, og lidenskaben består af mange gode fortællinger!

P.s.: Var måske an anelse for groft, at kalde Virginia Woolfs tankepen for en ”ham”, også i betragtning af at hun ofte skrev om og i et off. rum der af mange Sir’s betragtedes som ”herreværelset” ;)

mvh & god weekend i haven
Simon

Sommerhalløj til dig, Simon

Tak for mellemrumssladderen ;)) som bestemt ikke var af værste slags ... faktisk mere hen i retning af den bedste slags. Og jeg si'r dig, hun gumler og gumler og nyder smagen af bordets herlige delikatesser

Endnu uden overhovedet at ha' tygget af munden skal du nu også ha' en bette mundsmag at sætte tænderne i, en rigtig Bennysk én og på sommermanér :))

En kløvet, solfyldt tomat
Med salt, persille og hakket løg
Uhm!
Så må det alligevel være
Den rigtige klode jeg havnede på!

Og så vil jeg ellers igen kaste mig over bordet og ordets glæder. Gumle, fordøje og la' mig ret så fornøje, for at inspireres til noget mere mellemrumssladren :))))))))

En herlig fredag til dig fra RoseMarie