|
0
registrerede
20
gæster og
1436
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Mor'n RM..
Som inspiration til livets orden kvitteres her med:
FREEDOM
O THOU so fair in summers gone,
While yet thy fresh and virgin soul
Inform’d the pillar’d Parthenon,
The glittering Capitol;
So fair in southern sunshine bathed,
But scarce of such majestic mien
As here with forehead vapour-swathed
In meadows ever green;
For thou – when Athens reign’d and Rome,
Thy glorious eyes were dimm’d with pain
To mark in many a freeman’s home
The slave, the scourge, the chain;
O follower of the vision, still
In motion to the distant gleam,
Howe’er blind force and brainless will
May jar thy golden dream
Of Knowledge fusing class with class,
Of civic Hate no more to be,
Of Love to leaven all the mass,
Till every Soul be free;
Who yet, like Nature, wouldst not mar
By changes all to fierce and fast
This order of Her Human Star,
This heritage of the past;
O scorner of the party cry
That wanders from the public good,
Thou – when the nations rear on high
Their idol smear’d with blood,
And when they roll their idol down –
Of saner worship sanely proud;
Thou loather of the lawless crown
as of the lawless crowd;
How long thine ever-growing mind
Hath still’d the blast and strown the wave,
Tho’ some of late would raise a wind
To sing thee to thy grave,
Men loud against all forms of power –
Unfurnish’d brows, tempestuous tongues –
Expecting all things in an hour –
Brass mouths and iron lungs!
- Tennyson.
Blandt helligdomme er Apollon igrunden en ugræsk gud, en trojansk ven og forbundsfælle som tilmed var skyld i Patrokles død – Achilleus kalder ham (i Iliaden) for ”den fordærveligste af alle guder”, men i Apollons Oprør af Villy Sørensen, begynder fortællingen således:
Forord
Historien om de græske guder er fortalt mange gange, men
de udødeliges historie er ikke fortalt før.
Historie betyder udvikling i tiden, og de udødelige lever jo
udenfor tiden, så at sige i et evigt nu, hvor alting sker på én
gang. Det er det indtryk man sædvanligvis får af de græske
guder.
Men for det første var guderne ikke udødelige fra begyn-
delsen. At de blev udødelige var den store begivenhed i deres
historie, og den er aldrig blevet nærmere udforsket. For det
andet skete alting ikke på én gang i gudeverdenen, men – med
et godt græsk ord – kronologisk – det viser den nyeste forsk-
ning.
Her følger beretningerne om hvordan det hele gik til.
Henimod fortællingens slutning, der jo tit er en bedrøvelig begivenhed, genopstår i kap. 23. Oraklet i Delfi hvori Apollon tar affære, også denne beretning har sin betragtning:
Filosofi
De dødelige havde hurtigt gjort den sørgelige erfaring at det
går den værste bedst i samfundslivet. Størst magt og rigdom
opnår den der uden skrupler søger sin egen fordel og forfølger
sine egne formål. Men hvis det gåt de hensynsløse bedst – og
de kaldte sig selv »de bedste« – hvor kan de da kaldes de vær-
ste? Var det bare de svage, fattige og magtesløse der trøstede
sig med at de var bedre end de stærke?
De dødelige gjorde efterhånden også den erfaring at hen-
synsløshed hævner sig. De store tyranner hyldes en tid lang,
så fældes de af dem de har tyranniseret – eller af andre der
ønsker deres magt.
Hvad der lønner sig nu – kun at søge sin egen fordel – hæv-
ner sig siden: det er, om ikke samfundslivets lov, så dog en
lovmæssighed i tilværelsen. Gajas eget princip. De kaldte det-
te princip nemesis. De kaldte det hovmod, det overmod der
står for fald hybris.
Også for de dødelige var det lidt af en overgang at skulle
leve i tiden (som selvstændige væsner) og ikke kun i nuet
(som barnet ved mors bryst). De blev ikke født med tanken
om følgerne, de måtte lære at skelne mellem det der er godt
for mig nu (= det behagelige) og det som er godt til enhver
tid, ikke kun for mig. Dermed var de allerede begyndt på de-
res græske filosofi.
Apollon lærte i Delfi de dødelige at se frem i tiden og tænke
på følgerne, for en selv og de andre. Han hjalp dem til at skelne
mellem goderne og det gode (og forresten også mellem onder-
ne og det onde), en skelneevne, der også kaldes fornuft og
som, når den bliver herskende evne, kan kaldes visdom. Der-
for hyldede ikke kun digterne (Pindar og Aischylos), en og-
så filosofferne (Platon og Sokrates) Apollon som deres gud-
dom, og en af hans senere præster i Delfi (Plutarch) sagde at
han var lige så meget filosof som profet.
Oraklet lod sig forlyde med at Sokrates var den viseste
blandt grækere, fordi han vidste at han intet vidste, – en ironi
over de lærde der mente at vide besked. Sokrates docerede
ikke, men ironiserede – og viste konsekvenserne af en – gal –
tankegang.
På sin vis gjorde Oraklet det samme: viste konsekvenserne
af gale handlinger. Også Pythia ytrede sig gerne ironisk og
tvetydigt, fordi de dødelige selv måtte tyde og selv måtte tage
ansvaret.
- Villy Sørensen, Apollons Oprør, 1989.
Tja, natborde er nok lige så forskellige som de der ligger ved siden af dem, men alle smiler de vel, når de skæver interesseret til hverandre.. Ha' en fornøjelig efterårsdag, RM, med brusende vind i håret og knapt så megen regn..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
