Nåja, Fridas visor må vente en stund, smukke som de er i hjerterytme; så her lidt andet fra den enestående poet:

Vid mörka stränder

Hav, som slår i kalla styrkan,
dånar mer än psalm i kyrkan,
klämtar lik en klocka i brand eller nöd.
Går till svarta nattkravaller,
spränges, splittras, sönderfaller,
stormar fram som hop vid ett anskri om bröd.
---
Ingen sötvågskantilena!
Inga insjöflöjtar lena
för ett bröst, som kämpar i ängslan och glöd!

Bra! Predika du, som orkar,
om en gråt, som aldrig torkar,
om en nöd, som ingen kan räcka sin hand!
Kväd vid vågsvältspanoramat
om det vilda vandringsdramat!
Bittra sanning, skumma mot himmelens rand!
Spela som när pukslag dånar,
om hur lycka lyckan rånar,
om hur frihet friheten binder med hand!

Mässa ock vid skrän och skrällar:
Lögn i jordens röda kvällar!
Svärmarstjärna fläckas av smuts eller blod.
Lögn blir sant! I nattens boning
ljus och huldhet och försoning
från en dömd, som sanningen icke förstod.
Blanda kokande tillsamman
i ett infernaliskt gamman
jaord – motord – nejord i Motsäges flod!

Nu åt dig mitt mörka altar
reser jag, när vågen saltar.
Fruktar leva – fruktar att bjuda farväl…
Skriv med bogstavsstaplar kalla,
vilka ragla, sammanfalla,
Sesamskrift, som öppnar en port för var träl.
Ryt mig sanning in i blodet,
piska mig i storm till modet,
fradga mig ett bad, som kan stärka min själ!

- Birger Sjöberg, Kriser och kransar, 1966.

mvh
Simon

Hej Simon

Ja, John Olsen himself er ikke længere her på jorden. Han var et menneske med toner i både dur og mol og døde rigtignok først i september. Per Arnoldi skrev disse mindeord i Weekendavisen:

https://www.weekendavisen.dk/2019-36/kultur/john-olsen

John Olsens sanselige oplevelse i og af verden kan heldigvis stadig opleves i tegninger, skrift, lyd og levende billeder. Som du selv tidligere har nævnt, var der også hans samarbejde med Vagn Lundbye og Dyrefabler ...

Ulvetid

Regnen findes, regnens lugt af hund og hegn
Regnens landskab, tabes og genvindes
Løbe ud og blive til ulveregn
Drikke lidt og glemme regnen findes
Ulvegrave, ulveklæder, ulvevild
Vi kredser i regnen forstyrret af ild

Døden findes, dødens lugt af sæd og skød
Dødens landskab, stilles og forsvindes
Vågne op og blive til en ulvedød
Dræbe lidt og glemme døden findes
Ulvemåne, ulvetime, ulveblid
Vi kredser i døden forstyrret af tid

***

Den intense glæde af uvidenhed

Dyret er en billedbog
af ren og muligheder
Dyret er en himmelfart
din grænse og din stumhed
Dyret er din egenart
din skønhed og din dumhed

***

Solen

Du trækker vejret hvert minut
atten gange uden at flyve
I døgnet er det uafbrudt
25 tusind og ni hundrede og 20
(sådan har selv tiden sine kår)
Det samme tal omend i år
tar det mig og alt mit væsen
at vandre gennem Dyrekredsen
Din ånde gør mig kolonorm
og gør det let at vandre
godt dit øje ejer solens form
så vi kan se hverandre


Bedste hilsner i septembers farvetoner
RoseMarie

Hej RM..

Her lidt til, jah, det kunne jo være til Sammy Davis Jr. - den skøre skid, der her i baggrunden synger så jeg helt mister pusten - eller til årstidens rynkede næser? Nej nok snarere din, som jeg altid har på fornemmelsen rynkes når det tyske sprog kradser ganen op i øjnene. Men du må virkelig undskylde mig, jeg ka’ næsten ikke la' Brecht være, denne fortidens Sammy Davis senior: ved siden af den besk-politiske satire står jo nemlig de mange fine digte og glemmer sig, herimellem Svendborger Gedichte med blommetræet, der bærer mindet om den sødme der altid får min mund til at gå over sine bredder – men ak!

Der Pelaumenbaum


Im Hofe steht ein Pflaumenbaum
Der ist klein, man glaubt es kaum.
Er hat ein Gitter drum
Så tritt ihn keiner um.

Der kleine kan nicht größer wer’n.
Ja größer wer’n, das möcht er gern.
’s ist keine Red davon
Er hat zu wenig sonn.

Den pflaumenbaum glaubt man ihm kaum
Weil er nie eine Pflaume hat
Doch er ist ein Pflaumenbaum
Mann kennt es an dem blatt.

*

Zufluchtsstätte


Ein Ruder liegt auf dem Dach. Ein mittlerer Wind
Wird da Stroh nich wegtragen.
Im Hof für die Schaukel der Kinder sind
Pfähle eingeschlagen.
Die Post kom zweimal hin
Wo die Briefe willkommen wären.
Den Sund herunter kommen die Fähren.
Das Haus hat vier Türen, daraus zu fliehn.

- Bertolt Brecht.

Hov! du sprang da vist Bertolt over? Nå pyt i grisen, for de smukke ord om nyligt afdøde John Olsen, multikunstneren blandt uforglemmelige, kvitteres her med endnu en, et andet uforglemmeligt men amerikansk slipsedyr, ja sikkert…

En mus


Jeg kan lide hvad I har givet mig,
o mine sange, rundtakkede skakbrikker
af følelser og kompliceret ligegyldighed.
Jeres determinerende faktor er noget ligesom vejret
som kommer og går, og bliver,
som vi læner os ud af, og ind i
mens det ankommer, døvt og yndefuldt.
Og husene der ikke findes mer nyder livligt
det snørebånd der binder det til tiden, denne
langsomt brændende cylinder.

I ser det antænder endog bevidst
apatiske løgne.
Det højtidelige i os alle
tvinges til at stå op og forsvare
andre interesser som iscenesættelsen af det.
Man hvirvler som et blad
uden for og inden i regnen, umuligt at forestille sig
grusomheden, dog virker overbærenheden skrap
mod os nu, al den planlægning.
Hvem troede de ville lade sig narre af det?

Fordi det definitive er grusomt,
gør alting fikst og færdigt. Tænker
jeg på at tage din hånd,
mens krydrede erindringer samler sig?
Men nogen anbefalede et sløret polaroid.
Torvet er tomt nu, og pelsklædt af sne,
hvor vi plejede at stå af, vores yndlings-
stoppested, skønt vi ikke vidste det dengang,
hvor alle forældre kunne læne sig op ad hinanden,
åbne for det ildevarslende
men stadig sammensluttede inden for den gamle ramme.

*

En usikker stilling


Det ligner alt sammen jord nu.
Der er et slør af støv over efterårslandskabets
lyse morgen, som må være værre
hvor det strammer til,
hvor ikke alting kan stå på egne ben.

Det bliver mere og mere forenklet:
godt og slemt, ondt og slemt: hvad andet kender vi?
Dufte der hindrer os i at bekymre os for længe.

Men der var jo denne strøm af tanker
der føltes rar og tilfredsstillende: hvordan man skulle kravle ned,
komme væk herfra og forhåbentlig
nå frem til en fuldstændig flad odde af sand
i plan med vandet.

Og alt ville se nyt og slidt ud igen.
Pludselig et råb, meget overbevisende.
Folk dukker op to og tre ad gangen, og
det betyder mere end bare dét.

Men alle jer jeg
har forsømt, overset,
ladet stege i jeres eget fedt,
uden at være den ven der kommer jer i møde,
beder jer om tilgivelse, en sang ny som regn.
Åh, syng den for mig.

*

En stemning af stille skønhed


Aftenlyset var som honning over træerne
da du forlod mig og gik ned til enden af gaden
hvor solnedgangen brat hørte op.
Bryllupskagebroen gik ned
for den spinkle forglem-mig-ej-blomst.
Du steg ombord.

Brændte horisonter brolagre af gyldne sten,
drømme jeg har haft, deriblandt selvmord,
puster nu varmluftsballonen op.
Den brister, den er lige ved at briste
af noget usynligt
mens dagene blot går.
Vi hører, og forstår ind imellem,
ved at presse os så tæt mod hinanden,

og henter blodet ned, og den slags.
Da blev museerne gavmilde, de lever i vort åndedræt.

- John Ashbery.

mvh & fortsat god efterårsdag
Simon – der nok hellere må se at få studset lokkerne, inden han vader i fletningerne!

P.s.:

Sko

Først glinsende, ligegyldigt skind
der duftede sødt og drømmende.
I løbet af en uge kommer der liv i snuderne,
det misser i den sløve flade,
nye rynker, nye muligheder
for bøjninger uden gene.
Du blir dig selv bevidst
ved at følge krusningerne der jager
hen over det blanke, brune slaveskind.

Omsider passer de perfekt til dine fødder,
din gangart og dermed din personlighed.
Du kasserer dem - måske med ond samvittighed
som svigtede du dig selv.
Måske lettet, som hade du i tide
opdaget en last og vænnet dig af med den.
Måske med et sting af kulde
ved det der er lykkedes fuldkommen.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

En speciel dag: en rigsretsproces mod Donald Duck og en tydeligvis stærkt nedbøjet engelsk premierminister – op sprang skabsdøren, skeletterne danser lanciers…

Fem pedantiske stykker

En idé jeg havde og talte om
blev til de ting jeg gør.

Digtet om disse ting skiller dem ad,
og jeg dirrer. Sparsom vinter, mindre sårbar
end fortærsket sommer, ordenes reder.

Nogle af stammerne tror ånden
er immanent i en persons afklippede negle.
De samler rask deres døde sammen
ved solnedgang. Og dette vil være
en glemt dag for tre år siden:
et forbløffende bevis på lyset efter døden.

En anden person. Den gule murstensvæg,
dybere, dunklere hele eftermiddagen
og stemmer der valser og frembringer
sentimentale nipsværker – et rod han selv havde lavet.

Og det lille hotel så udmærket ud
og veloplyst, i mørket, på den flade
strand bag brændingen, stiv, harmløs.
Og du er forundret over at så megen glitterstads
bliver stående oprejst, fanget i vores mummespil.

*

Hvad er poesi

Den middelalderlige by, med friser
af drengespejdere fra Nagoya? Sneen

der kom da vi ville have det skulle sne?
Smukke billeder? At prøve at undgå

idéer, som i dette digt? Men vi
går tilbage til dem som til en hustru, og forlader

dermed den elskerinde vi begærer? Nu er de
nødt til at tro det

som vi tror det. I skolen
blev alle tanker friseret ud:

det der blev tilbage lignede en mark.
Luk øjnene, og du kan mærke det milevidt.

Åben dem så på en smal lodret sti.
Det giver os måske – hvad? – nogle blomster snart?

- John Ashbery

mvh
Simon