Hej Simon

Tak for alle de mange ord ...

Lige nu nyder jeg Paul Celans smukke digte, og så venter der en udfordring for mig med den meget lange engelske tekst. Hurra for nettets mulighed for oversættelse :)))

Selv på denne triste dag med afskedstale fra nok den mest sympatiske og banebrydende præsident, USA har haft, må vi ha' lidt januarsol til lys og glæde og som en tak og hyldest til Obama.

Jeg ved, at du tidligere har haft fat i disse ord skrevet af Piet Hein, men i dag må de igen frem på tørresnoren til luftning i vinden. Måske får blæsten også rusket lidt op i pindens hår og lader ham stå der med udu i den blafrende frisure og lidt hektisk rødme midt i blegheden ...


Januarsol

Nu leger tidlig foraarssol
om Sjællands frosne straa.
Den kolde, lyse vinterjord
er god at vandre paa.
Et blaf af blegt og lunet lys
har vasket byer og trær.
Hvor tydelige alle ting.
Hvor virkeligt et vejr.

Et træ staar rakt mod rummets dyb
med nye skud paa spring,
forgrenet som et slægtens træ
med livets lys omkring,
med roden i en haarde jord
og stammen strid af liv.
Det gode gribelige nu.
Det lange perspektiv.

Han søgte virkelige ting
og ingen verdensflugt.
Den vare sans, det vide syn,
hvor virkeligt, hvor smukt.
Luk verdens svale, skarpe sol
og klare syner ind.
I dag som da skal livet gro
af karske, sobre sind.

Nu tungetaler mørkemænd
i magisk mulm paany.
Man haaber sig en billig tro
og lusker sig i ly.
Men aabent, uforfærdet sind,
og udsyn støbt i ord,
er stærk som dette klare lys
mod denne kolde jord.

Med vinduglet hår
RoseMarie

Lidt fra Højholts ven, bænket og således selv i stand til at sige ørerne et par (besynderlige) ord fra...

IGITUR
eller Elbehnons galskab, oversat af Knut Stene-Johansen - her om...

MIDNATTEN

[-] Vist varer Midnattens nærvær ved. Timen forsvandt ikke gennem et spejl, begravede sig ikke i draperier, mens den med sin tomme klang vækkede tanken om en møblering. Jeg husker at i fraværet ville dens guld udgive sig for at være en intetsigende dagdrøms juvel, en rig og unyttig fortidslevning, bortset fra at konjunktionens uendelige tilfældighed lod sig aflæse i et guldsmedearbejdes hav- og stjernekompleksitet.

Som Midnattens åbenbarer har den hidtil aldrig angivet en sådan konjunktur, for her er den eneste time den har skabt; og fra det Uendelige skiller stjernebillederne såvel som havet sig, i det ydre er de forblevet gensidig intethed, som kan tillade dens væsen, forenet med timen, at forme tingenes absolutte nutid.

Og i visionen forbliver Midnattens nærvær et tidens rum hvor den gådefulde møblering tilbageholder en vag tankes skælven, en skinnende brydning [-] fra genkomsten af dens bølger og deres første udvidelser, mens det tidligere sted for timens fald er gjort urørlig (indenfor en grænse i bevægelse) med den narkotiske ro i et længe ventet rent jeg; men med en tid som er opløst i draperier hvor den svækkede skælven tilbageholdes i glemsel, og supplerer dem med sin pragt, som en vandsmægtet hårmanke der omgiver gæstens ansigt, oplyst af mysteriet, med øjne tomme som spejl, blottet for anden betydning end nærvær.

Det er den rene drøm om en midnat forsvundet ind i sig selv, men en distinkt klarhed som alene forbliver i hjertet af sin i skyggen nedsunkne fuldbyrdelse, sammenfatter sin sterilitet på hvidheden i en åben bog bordet frembyder; Nattens almindelige bogside og udsmykning, bortset fra at tavsheden stadig varer ved efter et antikt [-] ord den har forkyndt, hvor denne tilbagevendte midnat fremmaner sin endelige og intetsigende skygge gennem disse ord: Jeg var timen som må gøre mig ren.

En for længe siden død, antik idé spejler sig som sådan i kimærens klarhed, hvor dens drøm har udkæmpet sin dødskamp [og] genkender sig selv i det umindelige, tomme tegn, som inviterer den sig selv med for at afgøre kampen i denne polariserede drøm, sammen med både den kimæriske klarhed og den lukkede tekst, for at overgive sig til den afbrudte skygge og det Midnatsabsolutterende ords Kaos.

Forgæves, fra den fuldbyrdede møblering der vil hobe sig op i mørket ligesom draperierne, allerede tynget i en tidsløsheds permanente form, alt imens den rene ild fra urværkets diamant glitrer i et virtuelt lysskær skabt af dens egen fremtoning i mørkets afspejling, den eneste overlevende rest og juvel fra den evige Nat, formuleres timen i dette ekko på tærsklen til paneler som dens akt [-] i Natten har åbnet: Farvel Nat, som jeg var, din egen grav, men som vil forvandle sig, den overlevende skygge, til Evighed.

- Stéphane Mallarmé.

mvh
Simon

Hej RM..

Tak for Piet Hein og dennes vidunderlige (nemlig tiltrængte) Januarsol!

Og så beklager jeg Ingeborg Bachmanns dagbogsoptegnelse på engelsk, hvorfor jeg oprigtigt må spørge, om det ville være lettere med tysk? - du har nemlig tidligere lagt de fineste tyske versefødder på langs, hvorfor det jo ikke er utænkeligt at jeg bare er blind som en muldvarp...;)

IB's dagbog findes på engelsk/tysk, men det påfaldende er en ganske ung piges sprog og tankers modenhed, der midt i en kaotisk nutid skaber rod i en mulig fremtid, og allerede dér har hun digte i og bag sig - forøvrigt synes jeg det er så vidunderligt et billede, at kravle op i et træ og skælve med træet, mens gråden tvinges ud over den bekyssede hånd, som fra nu af skal forblive uvasket, og dermed basta! Se, dét kalder jeg forelskelse - ja man bliver sgu' da selv blød om hjertet over sådanne vidunderlige tanker, som netop beskriver det nærvær mange måtte finde sammen i, som var det deres sidste time, og det er jo heller ikke fjernt fra oplevelsen mange må ha' haft, midt i krigstiden med mareridtene om russere med bukserne nede om hælene og knive i øjnene. Man får i texten et lille indtryk af Ingeborg Bachmann selv.


Uanset de bedste hilsner
Simon

DIE GROSSE FRACHT

Die große Fracht des Sommers ist verladen,
das Sonnenschiff im Hafen liegt bereit,
wenn hinter dir die Möwe stürzt und schreit.
Die große Fracht des Sommers ist verladen.

Das Sonnenschiff im Hafen liegt bereit,
und auf die Lippen der Galionsfiguren
tritt unverhüllt das Lächeln der Lemuren.
Das Sonnenschiff im Hafen liegt bereit.

Wenn hinter dir die Möwe stürzt und schreit,
kommt aus dem Westen der Befehl zu sinken;
doch offnen Augs wirst du im Licht ertrinken,
wenn hinter dir die Möwe stürzt und schreit.

- Ingeborg Bachmann

Hertil lidt midnatsstemning: https://www.youtube.com/watch?v=GIgLt7LAZF0

mvh
Simon

Tak Simon

Jeg nyder med hjertet :))

... og sender til dig

https://www.youtube.com/watch?v=FtIEkdTlnC8

Around midnight
RoseMarie