Martin A. Hansens Rejse paa Island er både en rejse i sagaen og i Sven Havsteen-Mikkelsens fantastiske illustrationer – to virtuose pelikaner indtar stuen, det samme gør almuedigtere som Bólu-Hjálmar, hvis sidste runer lød:

Utrygt ryster Pennens Fjer,
mit Digt er kun en Saga.
De lange mørke Nætter her,
søvnløs, uden Lysets Skær,
maa jeg taale, pint af Gigtens Plage.

Langsomt smuldrer Livets Vold,
sig nærmer Aftenrøden.
Graven mod mig gaber kold,
jeg rister nu paa Haabets Skjold
de Runer, der skal tydes bag ved Døden.

*

Om Martin A. Hansen fortæller Sven Havsteen-Mikkelsen:

PÃ¥ rejse

Selv om man havde fornemmelsen av at kende Martin A. Hansen, længe inden man traf ham, og sådan må mange have haft det, fik vi, der kom til at rejse sammen med ham del i hans væsen på en måde, så selv hans digtning kun blev en afglans av. Et sådant menneske havde man aldrig kendt og skal man aldrig mere kende.
Hele landet, helt ned til Eiderstrømmen, med gravhøje og kirker, huse og gårde vil for os være knyttet til ham frem for til nogen anden.
I oktober 1949 tog Martin A. Hansen, Ole Wivel og jeg på den første av de rejser, der gav sig selv navn av kirkerejserne; og i de følgende år blev der få egne her i landet, som vi ikke gennemtrawlede. Dette var baggrunden for Orm og Tyr.
Vi så så meget, at meget løber sammen i erindringen; men kirkerne var altid hovedmålet. Talløse synes de, vi standsede ved, og forskellige var de alle, som de steder hvor de var rejst. De fik karakter for os av vejrliget, av dagens luner, ja av natten med, men fremfor noget av den stilfærdige varme, der udgik fra Martin. Han ejede dem, skønt en beskedenere ejermand har man aldrig kendt, og han var altid den samme.

Som oftest gik vi en runde for at se på muren; en skulptur, en lindorm kunne sidde, hvor man mindst ventede det, og de håndhugne kvadre og deres farvespil var et syn, han aldrig blev træt av; men det hændte, at vi så blot satte os i stolene, når vi kom ind. Længere end til at sidde i det gode, gamle hus, kunne man ikke nå. Var vi fire, var Regin Dahl med, kunne orglet sætte i med en fuga, og det var da som om rummet fyldtes av det drama, bogen skulle fortælle om.
Vi rejste altid om vinteren, og vi har rastet i lyngen, ved Vesterhavet og i skovene i alt slags vejr. Disse rast førte ofte til rejser ned gennem århundrederne, for næsten hver egn havde sit at fortælle, når fortælleren kom.

Men efter de mange rejser her i landet og i Norge og Sverige fulgte den, hvor vi var ene, rejsen på Island.
Det var først havet. Et døgns sejlads er ikke havet, men i det andet begynder det. Man har sluppet Norge, ser Shetland, så Færøerne og endelig Island. Det land hvis digtning og historie han var mere fortrolig med end de fleste, som han skulle se for første og sidste gang, og som han, hvor mærkeligt det end lyder, som den første danske digter ville beskrive.

»Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse,« sagde han. Hvor vi teltede, var han snart stedkendt.
Jeg hører hans stemme læse av sagaen, og skønt vi begge kendte den godt, blev alting som nyt – eller han fortæller fra de unge år på Stevns; den ene historie tager den anden, også de bliver sagaer, mens vi sidder på hver sin sovepose med primussen imellem os og natten går.
Det var mange år siden, både han og jeg havde levet i det frie døgnet rundt, og er man overladt til sig selv på de islandske heder, er man træt og våd med en jeep kørt fast i pløre, og med et telt som stormen truer med at flå av stængerne, er man uhjælpeligt den man er, men så frodig var han, at dårligt lune ikke trivedes hos ham eller i hans selskab. Det varede ikke længe, før vi syntes, vi havde levet sådan vor meste tid, og en hotelnat opdagede vi, at vi havde mistet al smag for komfort. Vi kunne ikke sove i de bløde senge, vi svedte og fik hovedpine og længtes til vort luftige hus.

Jeg husker en morgen, jeg vågnede tidligt og så, han var væk. Det var stille og frostklart. Vi havde ikke set mennesker i et par dage. Landet var vældigt og øde. Jeg gjorde klar til morgenmad foran teltet: tørfisk, brød, kop og kniv, tændte under kaffekeddelen og så mig ind imellem om efter ham. Så stod han pludselig bag ved mig. Hvor var han ung! Han havde villet se dagningen og den første ravn, skønt gryet næsten er umærkeligt på den årstid. Senere så vi det ofte eller mærkede det, som en stilhed der uforvarende kom over os.

Aller tydeligst ser jeg ham for mig stående agter på vej over Nordatlanten i svær dønning. Han stod her ganske roligt i timer og fulgte sø og fugle; det uendelige hav. Et menneskeliv er kun lidt.
De fleste av disse tegninger er fra øvre Gudbrandsdal, en egn av Norge som Martin holdt særligt meget av. I Kringens umiddelbare nærhed boede han og Vera på deres bryllupsrejse, og mange år senere rejste de igen med deres børn gennem disse strøg.
Ærenpris og ranunkel er en hilsen fra Færøerne, som han så i nogle hastige dage, der kom til at fylde meget i hans erindring.
29. juli 1955.

- Sven Havsteen-Mikkelsen.

mvh
Simon

P.s.:
I stedet for lørdagens DRG (Danmarks Radios Genudsendelser), her lidt Babel til de små blå:
https://www.svtplay.se/video/17627782/babel/babel-...vrar?start=auto

mvh
Simon

Trænger man til interessante grin, klukker de selv op fra puden midt i Dylan Thomas’ levende korrespondance med vennerne (evt. Constantine Fitzgibbon’s Selected letters of D.T.), man måske sku’ medbringe til Toscana, dersom konen/manden denne sommer har tænkt sig at bortføre garderobe og opsparing i samme dyre myggelandskab – om ikke andet, fortryllende selvmorskab…
Efter et par mdr. i dette berømte museum, kedede han sig bravt, trængte til at se venner over kolde øller, men ingen af dem kom anstigende. Mellem arbejde var der jo ikke andet at gøre end at løfte humøret med fornøjeligt brevskriveri; mon dog ikke ølhunden nød opholdet, trods savnet af venner, alt blir med tiden kedsommeligt, bortset fra så humoristisk et vid udført med så gylden en pen – og så er der adskillige breve af samme slags:

Villa del Beccaro
Mosciano
Scandicci,
Florence
July 11th 1947.

My dear Tommy,
In a shuttered room I roast
Like a pumpkin in a serra
And the sun like buttered toast
Drips upon the classic terra,
Upon swimming pool and pillar,
Loggia, lemon, pineclad pico,
And this quite enchanting villa
That isn’t worth a fico,
Upon terrace and frutteto
Of this almost a palazzo
Where the people talk potato
And the weather drives me pazzo –

I am awfully sick here, on the beautiful hills above Florence, drinking chianti in out marble shanty, sick of wine and contadini and lambini, and sicker still when I go, bumby with mosquito bites, to Florence itself, which is a gruelling museum. I loved it in Rome, felt like Oppenheim on the Riviera, but we have been here, in this villa, two months, and I can write only early in the morning, when I don’t get op, and in the evening, when I go out. I’ve wanted to write to you, and have longed for a letter from you. We’re coming back, some brown as shit, some bleached albino, one limp and carmine, all broke, early in August. Will you be in London, or visiting? I do hope we see each other often this autumn. I am told the bitter’s better, and I will be writing a filmscript to buy same. We really do have an enormous swimming pool, (into which I have been only once, by mistake), and our own vineyard, olives, mosquitoes, and small Italian mice with blue chins. I have written a longish poem which I’d like to send to you when it is typed by an Italian professor of English in Florence. I asked the professor about Elba, where we thought of going, and he said – it was the first remark I heard him make – ‘Plenty di fish-dog’. He translates Henry James and Virginia Woolf. Give my love to May and yourself. Write when you can, before August if possible, and tell me where, if you’re in London, as you said, last time we met, you might be, I can write. Now I am going out to the cicadas to shake my legs a bit.

In the very opposite of haste,
Dylan.

*

mvh
Simon

De Andersenske toner, der ind imellem sover længe, og blidt vækker:

Lige før forår

Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil tø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.

I denne luft er der farver
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne.

Stille. Vent med at tale.
Sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere
og luften er fuld af sang.

*

Regnen

Regnen undergraver sten,
men du balancerer kækt
på toppen af dit spejlbillede.
Vejen er blank og buet som en bogryg.

Regnen bøjer sig over dit rige, mørke hår
og hvisker: natten, natten, havet – –
Men du redder dig hastigt op i bussen
og dit billede synker til bunds.

Vejen ligger buet og blank
som en bog der lige er lukket.

*

Moralisten

Dit krav om sammenhæng
mellem livvidde
og politisk overbevisning.
Personligt valg af lommeuld.
Dit vartegn: et flænget strygefrit digt
flagrende fra dine meningers gevir.
Hvor du fremtoner opfyldes rummet
af rensede negle, højnede pander
fremsynede pressefolder.
Verden udvikler sig på det bestemteste.
Spædbørn lærer sig hastigt at gå.
Vor vilje skyder frem som en dokorationssaks
snupper elegant
det helt rigtige fremtidsmål
fra magelighedens støvede hylde.
Du viser os det muliges udstrækning
når du rundhåndet udstrør dit tidspunktkonfetti.

Livet blomstrer
når vi afreagerer dig,
kommer overdådigt for sent,
feterer os med fedende konkunktiver,
tar maveplaster i en dejg af vage formodninger
og hyller os ind for natten i billedblade.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Lidt for den i Martin A. Hansen interesseret:
http://martin-a-hansen.dk/forfatteren/udvalgte-tekster/

Foreningen tilbyder bl.a. foredrag på Hadsten Højskole, ingen ringe måde at bruge lidt af sommerferien på.

mvh
Simon