Måske Otto Gelsteds øjne befandt sig mellem de mange andre skinnende sole, under Vilhelm Grønbechs "sorte messer" tidligt i 40'erne (sådan kaldte en småforarget præst forelæsningsrækken), og så for sig denne alvorlige humoristiske udgave af Homer stå deroppe og åbne døre til historiens vidtstrakte landskaber for alle tilhørerne, en rejse ingen af dem ville glemme. Måske det var her Ur-instinktet begyndte at tikke, længslen Vilhelm Grønbech var fødselshjælper til:
Urreligionen
Hvad er den ældste religion på Jorden? At overalt en kraft har bo, en guddomsmagt i stenen, træet, giraffen og den røde ko.
Men ikke altid virker kraften, snart er den nord, snart er den syd. Den flytter, døves og fortsættes, er nu et ord og nu et spyd.
En kraft sprang ud af øjeblikket, du så et træ, det blev din gud! I kronens grønne brænding suste almægtigt mod dig kraftens bud.
Du jog din kniv i sandet - kilden stod i en stråle, rød af jern. Den blev din gud - et tegn, et under, dit helligt røde væld og værn.
En pige gik en sommermorgen og så sit ansigt i et kær. Der lo en elskovsgud i vandet, hun så sig selv i gudens skær.
Man råber på, at vi skal vende tilbage til de gamles tro, så vil den vidtberømte uro forvandles til velsignet ro.
Jeg følger gerne med tilbage - hen helt tilbage! er mit skøn. Det kristne er mig for moderne. Jeg søger selve troens brønd:
En urtro, alle drømmes kilde, hvoraf hver gud og dæmon sprang - det ildsekund, da guden skabes af stormen i et hjertes trang.
En gud er, hvad en ting betyder. Vær sløv, og der er ingen gud. Men se og elsk, så springen guden som sol og lyn af tingen ud.
Tak for soldryp, og ja, det symfoniske ruller i blodet, man er sgu' en lille epikuræer der pjasker rundt i forårsfryd - og pejles Sophus Claussen ret, ja så bællede han det i sig, aqua vitae!
Det er virkelig også en herlig pjatsk tid, fuglene er de rene legebørn - ja tænk engang, at ha' vinger: bare suse udover mod nordlige egne, ane de høje tinder i forgrunden med skove i det uendelige, slå lejr ved den rislende lyd og bare lange tråden ud efter aftensmaden - det er da lykke, selv ørreden må få sol i øjnene...;)
Tak for vers, som jeg fandt en god rytme og fortælling i.
Måske var det ordene: Vaarens spæde Hæk der gjorde, jeg erindrede en sang: Grøn er vårens hæk fra barndommen, hvor danske sange fyldte en del i hverdagen.
Den er faktisk ganske svær at synge, hvis det skal lyde ordentligt.
Poul Martin Møller skrev denne aprilvise allerede i 1819, men den udkom først i 1825 da den blev trykt i Kjøbenhavns Morgenblad.
¨¨¨¨ Grøn er vårens hæk Tekst: Poul Martin Møller, 1819 Melodi: Niels W. Gade, 1851
¨¨¨¨ Grøn er vårens hæk, kåben kastes væk, jomfruer sig alt på volden sole. Luften er så smuk, deres længselssuk kendes let på deres silkekjole.
Nu har viben æg, pilen dygtig skæg, og violen småt på volden pipper. Gåsen sine små lærer flittig gå, skaden vindigt med sin hale vipper
Svenden med sin brud går i haven ud, på de grønne sko hun synes danse. Ak, hvor hun er let! foden er så net. Pogen sælger til dem grønne kranse.
Storken er så travl højt på bondens gavl, og de røde fødder næbbet slibe. Høkren med sin viv går for tidsfordriv med sin sølvbeslagne merskumspibe.
Hulde piger små, røde, hvide, blå, sender deres blikke rundt som pile. Og som krigerflag i det kælne slag silkebånd fra liljenakken ile.
Aftnen driver på, mens de skønne gå, bare de dem ikke skal forkøle. Hvilken yndig strøm, barmen blir så øm, man mit hjerte kan på vesten føle.
I den tavse nat, som en stor dukat, månen stænker guld på alle grene. Ak, de skønne svandt jo fra hver en kant. Det er tungt, man skal gå hjem alene.
Jeg søgte sangen på YouTube ...
Den bedste udgave af melodien er uden sang, og kun et vers, men den bliver spillet, som jeg syntes, det skal lyde.
Over sommerdrømme legende i forhåret, en kølig halvmåne så skinnende smuk:
Til vinteren
Hybenrød sol flimrer aflangt ud på den ridsede isflade. Tilfrosset i snot under drengenæser. Luft så spids at man ku rense negle med den. Af og til hænger vejrtrækningen fast som i en lynlås. Skøjteløbere lige i hælene på sig selv. Lange blå skygger drejer som gigantiske urvisere. Hver gang et par skøjter overhaler skøjteløberen mærkes et lydløs bump i isen. Hårdt vand på denne årstid. Fjerne gjaldende råb lyder ganske nær. Der må være verdenshjørner lige i nærheden. En pige kommer strygende fra baggrundsprik til fuldvoksen på få sekunder på en lydløs skøjte med den anden strakt bagud ansigten langt foran højrøde kinder salig kyssemund øjnene vidtåbne og nu helt nær Så drejer hun lynsnart om et verdenshjørne og væk. Men selv uden skøjter nåede man at opfatte at dette var lykken: sand så kort den varer.
- Benny Andersen - der vist har hår på månen.
Og nu vi danser i foråret, strofer så altsigende enkle:
FORAARETS HORISONT
Verden er vaad og lys - Himlen er tung af Væde ...
Hjertet er tungt af Lykke, lykkeligt nær ved at græde.
Svar
Citer
som jeg fandt en god rytme og fortælling i.