Lidt til øret fra et par af tidens vidunderlige sangere og musikere, ja de er faktisk så goe’, at man bare anbringer hagen på en hånd og drømmende flyder med…;)

https://www.youtube.com/watch?v=CIYS9EQWkXg

mvh
Simon

Diotimas død

Forfulgt, drevet frem af sin dobbeltgænger,
den anden i ham, vandrede han gennem Frankrig
til Bordeaux, til en huslærerstilling dér

hos den tyske konsul. Ventede ti dage på pas
i Strasbourg. Tog postvognen til Besançon.
Vandrede resten af vejen. Og hvilken? Ni dage

gennem kold blæst og undertiden sne i Lyon.
Blev holdt op på vejen. Spilled den stumme af angst
for røvere og politik. Seks hundrede kilometer endnu.

Gik som i trance. Talte timevis sine skridt
gennem snestorm i Auvergnes bjerge,
rastede og overnattede hvor det faldt sig.

Kom pludselig til en blomstrende dal, gik langs Dordogne,
fandt et herberg i Libourne, stod op før daggry,
løb til Bordeaux, kunne ikke vente og blev ikke ventet

så tidligt, men vel modtaget. Atten umenneskelige
dage og nætter bag ham. Fik nu et herligt værelse.
Hilste på fruen. fem døtre, og konsulen sagde:

˶De vil blive lykkelig.˝ Men de hetzende skridt af en anden
lød stadig ved siden af ham, og en fremmed
stemme skringred bag stemmen, de andre hørte.

Kun én udflugtsdag ved havet hørte han intet
andet end havet og levede op. Lo.
Glemte sin dobbeltgænger og angsten. Men kun

ved havet. Ikke ved det rige hus’ fester,
ikke et øjeblik ellers. Måtte tilbage. Bestille pas
for Bordeaux til Strasbourg. Rejste brat en morgen

hjem over Paris. Så guderne i gallerierne, ingen hjalp ham.
Blev afvist af herberget, som i en trappeopgang, smidt ud,
stumplede videre, stadig mer hetzet, mer stum. Ankom

i laser til vennerne, stinkende som en tigger, selv om
han vaskede sig i bybrønden først. Flygtede
fra deres forlegenhed hjem til barndommen, ungdommen:
Moderen.

Efter brevet om Diotimas død slog han alt itu om sig
til han blev bundet til sengen, Af beroligende midler hjalp
ingen
førend den rådløse læge læste højt af Iliaden for ham.

- Thorkild Bjørnvig

MAANE OG INDSØ

Bølgen driver med bløde,
mørke Hænder mit Ror,
Maanen, den pragtfulde Døde,
skinner forvoven og stor.

Himlen er blank og buet,
fast som en Hvælving og nær,
Stjærnernes Dybder er luet
bort i et Graasilke-skær.

Ingen Dybder forvirrer.
Ingen Uendelighed.
Bag en Sølvmaske stirrer
Rummets Dødning herned.

- Tom Kristensen.

Lidt fra to andre poeter: https://www.youtube.com/watch?v=AU7q9hi36rM

mvh
Simon

Hej Simon

De to stemmer sammen, og jeg er solgt til stanglakrids, blød bevægelse og hjerterytme :))
Mere af det her

https://www.youtube.com/watch?v=uFctJUOsRqY

Musikken først, og derefter vil jeg gå ombord i ord ...

Aftennissen
RoseMarie

Ohøj til aftennissen..

Ja, det ér jo vidunderlig musik og stemmer; faktisk fik jeg i julegave en hel bunke musik med disse sangfugle, som de sidste dage her har lydt med volumen, og sikkert fået andre fugle til at trippe på grene i træer...;)

Endnu et par prosadigte fra denne vidunderlige poet, der vel ikke længere interesserer særlig mange mennesker, tænkeligt er de der engang interesserede sig for ham nu døde, at kun få elever nu husker navnet men ikke personen, der dog alligevel rejser sig og helt standser tiden i de øjne der gir hans øjeblikke puls:

I havlys nær Sequim, Washington

De første grønne marker. Og de høje, hvide
gårde efter vadehavet og de dér små sandkrabber
som var klar til at stikke af eller vende om og tage kampen op hvis
vi løftede den sten de holdt til under. Der var så drømmeagtigt stille
den eftermiddag. Det var så smukt at køre på
den landevej. Vi talte om Paris, vores Paris.
Og så fandt du det sted i bogen
og læste for mig om Anna Akhmatovas ophold dér sammen med
Modigliani.
Om hvordan de sad på en bænk i Luxembourg-haven
under hans kæmpestore sorte paraply og
reciterede Verlaine for hinanden. Begge to
˶endnu uberørte af deres fremtid˝. Men vi stod
ude på marken, så vi
en ung mand med bar overkrop og opsmøgede bukseben,
som en af oldtidens roere. Han så på os uden nysgerrighed.
Stod dér og gloede ligeglad.
Så vendte han ryggen til os og genoptog sit arbejde.
Mens vi som en smuk sort le passerede
gennem det perfekte landskab.

- Raymond Carver.

mvh
Simon

P.s.: Det var godt du ikke blæste væk inat, det var bare med at holde på hat og briller! ;)

Lidt solslør fra nobelpristageren:

Boulevard Saint-Michel forsvinder i december-tågen denne søndag aften, og billedet af en gade – en af de få i latinerkvarteret, den eneste formodentlig, som ofte optræder i mine drømme – toner frem på min nethinde. Til sidst lykkedes det mig at genkende den. Den skråner jævnt ned mod boulevarden, og drømmenes afsmitning på virkeligheden gør, at Rue Gujas for mig altid vil forblive stivnet i skæret fra begyndelsen af 1960’erne, et blødt, klart skær, som jeg forbinder med to film fra den periode: Lola og Adieu Philippine.
I gadens nedre del lå der, i stueetagen på et hotel, en biografsal – Studio Gujas. En eftermiddag i juli havde jeg søgt tilflugt i denne mørke, kølige sal, fordi jeg ikke havde andet at tage mig til, og jeg var den eneste tilskuer. Lidt længere oppe, på Montagne-Sainte-Geneviève, plejede jeg at nødes med en veninde, der spillede med i den Nye Bølges film, som de blev kaldt dengang.

Jeg kom til at tænke på hende i går eftermiddag, da jeg foran Jardin du Luxembourgs gitre passerede en mand, som var iført en slidt shetlandstrøje, og hvis brune hår og ørneprofil mindede mig om nogen. Ja, selvfølgelig, jeg så ham ofte på den café, hvor denne veninde satte mig stævne. En vis François, med øgenavnet ”Filosoffen”, formodentlig fordi han underviste i filosofi på en privatskole.
Han, derimod, genkendte mig ikke. Han havde en bog i hånden og lignede en evighedsstudent. Det var tilfældigheden, der efter et kvart århundrede havde ført mig tilbage til dette kvarter, og så stod jeg overfor denne uforandrede mand, som for stedse ville forblive tro mod 1960’erne. Jeg kunne have henvendt mig til ham, men tiden, der var gået siden vores sidste møde, havde for altid gjort ham utilgængelig for mig, som én jeg havde ladt bag mig på stranden på en fjerntliggende ø. Jeg havde bevæget mig ud på åbent hav,

Jeg så ham igen i dag, på den anden side af haverne, i selskab med en ung, lyshåret pige. han stod en tid og talte med hende foran nedgangen til metroen, som har erstattet den gamle gare du Luxembourg. Så gik hun ned ad trapperne og efterlod ham alene.
Han gik med hurtige skridt hen ad Boulevard Saint-Michels fortov, i retning mod Port Royal. Han havde stadigvæk bogen i hånanden. Jeg forsøgte at følge ham, med blikket fæstnet på shetlandstrøjen, en grønlig plet, der til sidst forsvandt ud af syne i nærheden af Rue de l’Abbé-de-l’Épée.
Jeg gik gennem haverne. Var det, fordi jeg havde mødt dette spøgelse? Eller alleerne i Luxembourg, som jeg ikke havde betrådt i umindelige tider? I det sene eftermiddagslys forekom det mig, at årene smeltede sammen, og at tiden blev gennemsigtig. En dag havde jeg ledsaget veninden, der var filmskuespillerinde, i hendes cabriolet fra Montagne-Sainte-Geneviève til filmstudierne i Saint-Maurice. Vi kørte langs med kajerne på vej ud af Paris, og platanerne dannede en løvkuppel over os. Det var foråret 1963 eller 1964.

- Patrick Modiano, Askeblomster, 1991.

mvh
Simon