Hej RM..

Ja, han siger - os - stadig en overraskende masse, men jeg tænkte jo nok at den jyske tavshed med snaden skråt, var jysk blær..;)

mvh
Simon

Hej igen..

Lige et p.s. her i solens grønne lund, hvor jeg vil æde min hat på, at små myggefrøkner er ved at hvæsse de lange knive til en frokost i det grønne – også du er inviteret! Nå, de kælne frk. i en forhutlet vietnamesisk zoo, overgår trods alt samtlige frokoster man ka forestille sig, vi overlever...

Ja det er jo lidt specielt, det at læse andre menneskers breve: man er en voyeur med skarpt stillede briller – jeg har varmet kopper med kaffe, ingen uskyld her. Man er nattens sidste kunde, vender forsigtigt sider i et efterladt brev. Men hvilke sætninger, så nøgterne og lyriske, man læser sig frem, men historien ånder en i nakken - jødisk blod hvisker fra en koralrød horisont, stemmer livet…
Ingen overlevede koncentrationslejrene, ikke rigtigt – det er bare at læse Tadeusz Borowski, for at forstå det –, den efterfølgende evige søgen efter jeg’ets hvilested. Mange endte med selv at grave det, tilhørende det endelige ’de’. Det blev simpelthen for svært, relationer, ægteskab osv.
Nå, her et til:

Allesjæle

Hvad har jeg gjort?
Befrugtet natten, som fandtes der
atter andre, mere natlig end
denne.

Fugleflugt, stenflugt, tusind
beskrevne baner. Blikke,
stjålne og plukkede. Havet,
smagt, fordrukket, fordrømt. En time,
sjæleformørket. Den næste, et efterårslys,
rakt frem mod en blind
følelse, der kom denne vej. Andre, mange,
stedløse og ude af sig selv: sete og forbigåede.
Hittebørn, stjerner, sorte og fulde af sprog: opkaldt
efter en brudt ed.

Og engang (hvornår? også det er glemt):
modhagerne mærket,
hvor pulsen vovede en modtakt.

- Paul Celan.

mvh & god weekend ;)

Gittes monologer om Alperne

Du sku’ alså ha’ set’em, Susanne,
Alpern’, ikk’ oss’,
Jungfrau og all’ de andre,
Matterhorn, - Mont Blanc!
Den vill’ Preben alså se, Mont Blanc,
f’di det hed hans fars fyldepen
den gang han var lill’.
Vi had’ nær aldrig funden’en,
det’ alså besværlig. Alpern’,
der er en hel mass’ andre bjerg’,
end dem der hedder noget, ikk’ oss’,
de’ ikk’ berømt’,
dem ska’ man udenom!
Det’ da heller ikk’ te’ og se på en bjerg,
om den’ berømt
eller den ikk’ hedder noget.
Så vi holdt’ jo dær og kigget, mig og så Preben,
det var alså så høj’ all’ sammen.
˶Hvaffor en a’em er’et, Preben?˝ sir jeg så,
han ku’ ikk’ find’ud a’et.
Der var ikk’ nogen a’em, der lignet en fyldepen,
ikk’ det jeg ku’ se, ihverfel,
men en a’em mått’ det jo vær’,
der var skilt og alting!
Så kigget vi på dem all’sammen,
en for en, lissom for en sikkerheds skyld, ikk’ oss’.
˶Nu må vi altså ha’ set’en,˝
sagde Preben så til sidst,
vi had’ holdt en hel kvarter!
˶Det ska’ jeg alså husk og sig’te den gammel derhjemm’,
han har overhodet ikk’ set’en.˝
˶Preben,˝ sagde jeg så,
˶det var nu heller ikk’ for meget så,
om du fik hans fyldepen,˝ sagde jeg så,
- te sin tid, Susanne.
Han var ellers sur det mest’ a’ tiden vi var der, Preben,
han gad ikk’ og kør’ sårn en sted.
˶Det’ alså opad og nedad hel’ tiden,˝ sagde han,
˶Vi sku’ ha’ blev’n op’ i Tyskland,
dær var’et mer ligeud
det’ for meget rally, det her!˝
Han var oss’ sur over bjergen’, ikk’ oss’,
de var lissom for høj’, syn’s han,
og jeg forstod ham, Susanne,
det gjord’ jeg,
de’ alså høj’, Alpern’, oss’ for høj’,
og så sne på, ikk’ oss’, de højest’, alså, evig!
Somom det var fuldstændig ligemeget me’ os.
Det var alså ikk’ rar, det var’et ik’,
vi sad jo i hans bil, ikk’ oss’,
rull’seler, ikk’ oss’.

- Per Højholt.

bedste hilsner i solen..
Simon

Måske "Hilsen til forårssolen" er spillet før, men den kan nok gentages lige som foråret.


Melodi: Povl Dissing 1981 - Tekst: Benny Andersen 1981

https://www.youtube.com/watch?v=DAb4SmiBr6A

bedste hilsner i natten ..

¨¨¨¨

Snetigeren

Ja undskyld men den snetiger her ved bagdøren
som står og luder mellem lange bløde driver
den må da vist være drømt og i hvert fald ikke af mig
selv om jeg nu længe har været holdt fast af dens blik
Den må være en andens: selv er jeg mest til små dyr
min drømmefauna omfatter egern og mus og firben
flokke af småfugle hundestejler samt visse insekter
Naturligvis kan også jeg i vågen tilstand drømme
om at begå selvmord i en hvals hjerne eller campere
mellem forbenene på en dinosaur men alligevel:
jeg synes at den der spilder sin drømmesøvn
på at holde den tiger på benene skulle se at vågne
det er jo ikke til at komme ud når den står der
og går jeg i seng drømmer jeg bare en der er større.

*

Sabbat

I dag skal vi hvile i asken,
se vores ansigter vokse af latter og træthed
se marker med skridt under smilet
lytte til kramfuglens sang
se jorden gaa bort mellem lampen og døden
mellem graverens haand og hospitalet.
I dag skal vi hvile og bede som fredens folk,
i dag skal vi vælge mellem døden og døden.

*

Nødden fra l’Estaque

I
Da jeg en tidlig morgen trådte ud i haven
mødte den mig neddykket i en uopnåelig Grå.
Ikke naturens, den Picasso beskrev …

Hvor var midte her hvor intet var født?
Penslen gik i ring og ved et sidste
spring mellem al erfaring vandt jeg

kun nogle punkter, de nærmeste
for farven. Så blandede himlen sig

med lindetræet tværs over sjælens afstande.
Jeg så på græsset med fluens øjne.

Tidligt om morgenen gik jeg ud i haven
for at arbejde på portrættet af Vallier

og kom døende ind. Indskibede mig en nød
og rejste til l’Estaque, l’Estaque ved havet.

II
Ces nymphes
Dette træ ved kysten. En fyr
højstammet med lave grene.

Vindene over l’Estaque bestryges
af adskillige sådanne pensler.

Meget mindre var det ikke
og fuldt af stemmer

da jeg stod og malede her
i de vanskelige år.

Mumler også nu
hvor man maler abstrakt i Paris.

III
Stenene brast i planer for mit blik.
Jeg måtte rejse dem igen, som korthuse.

Bag de fjerneste bjerge et landskab
som løfter dem så de svæver.

Et strøg af elfenben – en farveprøve
før pulsslagets definitive pavse. –
skinner igennem ved næseroden.

Jeg måtte. Tvunget
som en sten undervejs mod et spejl
som gengiver, gengiver …

IV
Jeg så hvordan husgerådet
gik i et med bordpladen
en intarsia flad og mærkelig.

Æblerne selv de kunstgjorte
var at male som faldende dråber.

Hver ting jeg rørte med blikket
faldt sammen eller udstod også mig.

V
Aldrig solen på mine billeder. Min ven
den eneste jeg ikke har portrætteret.
Som skydeskive for kunst
har den aldrig bevæget mig. Ike fra noget
verdenshjørne har en lidenskab for maleri
varmet mig – Nordstjernen undtaget
en stålfin dissens som ingen fatter –
kun tålmod venskabeligt som en hunds:
Mens jeg foran min blå servante
udviklede et univers af æbler og løg
– glødende galakser omkring Pugets Amor –
ventede solen gnistrende på trappen.
Og hvor jeg nød når jeg malede ude
at mærke den store Venlige om mig
kredse om mig mild og anskuelig.

VI
Her fra mit hul kan jeg se
bugten: Svaner af min lysende skole
trækker mod nord. O Paris.

Men fyrretræerne på hvis stammer den røde bark
krakelerer i solvarmen og de små teglhængte huse
som ligger strøet nedover skråningen som spillekort
håber på en Cézanne.

*

Har de ret, les cygnes, disse
mine unge venner blandt kunstnerne

som ved ankomsten til Aix
fyldte perronen med kegler cylindre og kuber

har de ret til i samtaler og breve
at tale om min sene blomstring.

At udvide min synskreds
og ikke tage fat på denne nød.

VII
Picasso i Aix

Fra mit vindue mod morgenen
et træ. Infiltrationer i grenene
efter de vindstille år.
En revnet husmur skingrer
med sin blottede nerve i solen.
Højdedrag og skummende grønt
om en hulvej lavlandet brunt
som læder under bevoksningerne
lysninger prismer af luft
under fjernere træer – alt
plettet som af en besynderlig regn
eller flokke af skader: små mænd
i sorte gammeldags klæder
står eller sidder alle vegne.
Det grønne hvidt omkring dem.
En på Chemin des Lauves trukket nær
i kikkert: sparket ud af skyggen
endnu med et aftryk af solens fod
på tøjet holder han rast
støttet til en kæp. En stråhat
dybt i panden, underansigtet
dyppet i skæg som i en bisværm.
Landskabet hviler tungt som en kamel
mod hans øjensprækker.
En anden (ældre) indfanges
højere oppe blandt sten og grus
ubevægelig i sin venten på solens
rette vinkel. Ser op i det samme
hageskægget en spydsod mod jorden.
Over hans skulder Mont Sainte-Victoire
tygget af hans øjne.

- Per Højholt.

mvh
Simon
P.s.: Benny Andersen bliver man sjældent træt af, Tikka, jeg tror såmænd han blot synker ned på sin plads i os; sidder dér og rasper skægstubbe af sig
til toner fra Dissings Martin - hvis han da ikke har glemt den i en taxa, endnu engang..;)