Jeg glemte skam ikke Tanne – navnet dér, passer ligesom bedre til den unge dame – men efter at ha læst omtrent halvparten af Breve fra Afrika 1914-31, blev jeg for en tid mæt i hendes rosentale. Men ihh, hvor det dog synger, sproget, med billeder der danser let henover linierne, om familiekonflikters sorg, så man ser sig i et stjålent øjeblik fra petroleumsskæret, siddende ved hendes bord med blikket på de nøgterne analyser der sirligt snor sig med til tider hjerteskærende forsvar overfor mor, der tungt sidder på familiens pengekasse – for heller ikke dengang købte man mis i sækken – samt mængder af allusioner vedr. de personligste forhold med vægt på karakterer i læste forfatterskaber, hvoriblandt Lagerlöf indgår. Ting der kort forinden er hændt, og frygten om det sandsynligt forestående. Hun havde begreb om virkeligheden tingene udfoldede sig i, den smukke dame, derude på farmen – der var nu først senere at hendes udseende led under sygdommen, se bare billeder af hende som ung, til hest m.m., smuk og karakterfast forekommer hun bestemt at være. Det handlede meget om en smertelig økonomi der ofte greb og rystede hende, men alligevel stod fruen skam hver gang op efter en dags fortvivlelse, kampklar og frisk til at gribe dyret i struben, og ryste nogle penge ud af ham derinde i banken. Og det lykkedes skam flere gange. Hun kan skrive, så øjeblikket fryses fast, men var jo kreativ langt udover det sproglige, så man bare nyder at befinde sig i hendes selskab, selv om betragtninger der foldes ud er sket før min egen mors fødsel. Biografier og breve tillader os at komme personen bag fortællinger lidt nærmere, og selv om det for det meste er fortællingerne man elsker at svæve i, og derfor holder allermest af dem, er det ikke altid dumt at vide hvordan en forfatter har tænkt og levet, og under hvilke omstændigheder dette liv har udfoldet sig, også selv om det minder lidt om en snagen i et ukendt menneskes intimeste dagbogs eller brevskriverier. Men ærlig talt, holder jeg nu mere af historierne, og glemmer aldrig, da jeg første gang læste Den afrikanske farm, og kort derpå Babettes Gæstebud, den lille historie, der minder meget om den senere film, og som jeg synes var fortræffelig. Og selvfølgelig kan man lave gode film her i Danmark, forudsat man finder skuespillere, ikke bare kopier…
Har flere gange set dette sidste interview, med øjne der gløder i så intenst et nærvær, at det skrøbelige lille menneske helt blegner. Måske vejede hun på det tidspunkt i omegnen af 40 kg., et forsvindende lille menneske, men hvilken udstråling. Hvor må de senere år ha været en lidelse for hende. Der er så meget der gør indtryk, hvad hendes bøger angår, det er jo heller ikke helt uden grund hun værdsættes verden over – og tænk engang, nu også i Danmark ;)
Jeg er lidt vild med Hr. Jørgensen, har fået en raptus, det sker – ikke så sjældent. Også nummeret du dér leverer husker jeg brændende intenst, så tak for gode tryk på ørerne dér også ;)
Vender snart tilbage med lidt ordballet, ka du tro – nyd en god aftning under de tunge skyer; i guder hvor jeg gruer for vores kælder, suk…
Efter lidt wild musik ;)) fra en bette wild (og syret) tid ;)), må roen findes i de her små korte sætninger, der stammer fra Poul Borums debut "Livslinier" fra 1962.
Hverdagskost af gode ord af lyd lugt smag og syn og ånd
Til grebet gribende solen falder
Og vi nært tænder aftenvarme ord igen og ånd
* * *
Og alting har adgang til havet kan lukke sine låger op og fylde hjertet med strand
så ingen brødfattig skal gribe efter drømmesten og mareridtsmåger
nej æde af havet kan alle dykke i salt og sikkerhed finde indad i havets syn
og se som i spejl andres øjne
* * *
Min lydtætte svimmelhed låser sig fast mit englelige tålmod basker mit enestående nervesystem kan ikke svømme
Gør mig da trompet fra helvede til en blå tone klar til at stige gennem rummet vingeløs kejtet sandfærdig tidlig
At dette tryk må lette og kærlighed finde ikke genvej men vej
... og så lige en enkelt sang, også en gammel kending fra tiden, der var
Her lidt ”Kragetæer” fra Laugesen (det hedder digtsamlingen), Peters helt særlige og aldeles egne, dvs. delt, læst og absorberet af utallige, deriblandt du, jeg, os og dem ved siden af, og så fint de snor sig, ordene, tilbage mod minder og meget mere, og som starter med dette ene, fra en andens kragetæer, nemlig Dylan Thomas: After the first death, there is no other…
Frederiksberg
Jeg sidder med en bajer på en bænk i Dans kvarter, den slags gør man ellers ikke meget her. De fine træer, nøgne som i Tages bog, står ned langs Alleen som et bumletog på vej mod grønt, men Dan er væk, og jeg er også bare her på træk. --
Tiden lægger æg i alle sår, og når der er gået hundred år eller groft sagt 36.500 dage, er der ingen af os her tilbage. --
Pludselig ved jeg at verden er spækket på kryds og tværs af ord og lyde der slår sig på låret af vers og rimer så remserne står i en sky af snot omkring modernismens høje og hellige slot Intet er væltet alting står på sin plads og bagved laden og stalden er kongen på das Trivelig pomp og troskyldige engle af kål der plaffer hul i hinanden med kugler af stål Og ude på bøhlandet bygger en haj sin butik der under disken handler med mærkeligt slik På vejen op til døren står fjolser i kø efter plausible undskyldninger for at dø Man ser hvis man ellers har øjne at se med en officer der kaster hvide bolde af sne efter et barn der ler --
Cirklerne er sten af munde, hvor lyser tænder sproget i jordens tunge krop. De store stumpe tænder spættede af tid om selve stemmegangen. Hvad skal jeg med de unges sprog. De er som vi var, dengang det var os. Jeg står på en marken med kun munden oppe - fuld af mosevand fra tappehanen – gurglende min sang. Hvad så om der er gloser fra angelsaksisk tv … Hvad så om Yuppi-Thor er krakket med sin drøm … Jeg hører plænen synge grønne sange med skæve strå af rim. --
Bølgen er efter mig den ruller mod sit fald. Jeg løber som Hokusai lænket til en boghylde. --
De gamle har også et liv som mit. De kendte hinanden for længe siden nu mødes de kun i det hul i tiden hvor en af dem dør og alt er som før. --
Dagens og nattens rytme er sprængt af vrede og sorg. Året er ikke et år med et kortsluttet øjeblik. Alting er under flytning, og ingen kan vide, om det vil finde sig selv på et andet sted. Jeg ville så gerne kunne sætte mig ned ved mit bord og arbejde noget igennem, der ikke er tom sensation og meningsløse signaler, men alting skal gå så hurtigt, og tiden er ude af hak med de drivende hjul.
- Peter Laugesen, Kragetæer, 1995.
Papirkurven som model Der er dem der smider det meste i papirkurven Så er der dem der sætter det højest der hales op af papirkurven Dem for hvem en håndfuld gode digte ikke er nok er skabt som kritikere Fir digtere er en håndfuld gode digte en håndfuld for meget (dette halet op af den papirkurv det aldrig kom i).
- Per Kirkeby, Den arktiske ørken, 2004.
Slåenbusken snor sig lig oboens solo sort og omslyngende sig selv i et skinnende gitter under gul himmel hvide blomster springer ud med bittesmå japanske kys indeni. --
Vildgæs under grå skyer talende råbende vildgæs som grafik striber de luften
under dem havets torden langt derude bag skummet øen at længes imod. --
Bag huset stabler af brænde og savbukkens kryds i stilheden
birketræet slår et sving som har det for mange år siden stået i skygge af et andet større træ som nu er væk
gavlen af nabohuset stikker op november i vinduerne.
- Sten Kaalø, En slags klassisk musik, 2013.
Håber du nyder denne tid, fyldt med farvesmæld under himlens trommen, næsten uden ophør, selv om den jo egentlig var min, nu også din, samt alle de andres, helt private sanseorgie. Det er en smuk tid, omskifteligheden, der er noget saligt over at se træerne klæde sig af til natten - håber du ku’ bruge ordmusikken her, Rimbaud befinder sig i venteværelset til næste gang.
Dødens Triumf er virkelig flot musik, det var mit første køb af LP, ikke været ret gammel, det var en konsekvens af teaterstykket. Ja, det var en idë med lidt Savage Rose – i guder hvor har jeg tit hørt dem på Loppen, dengang navnet ikke var forbundet med et madorgie med høje hatte ;)
Ja, lad os få lidt mere fra Borum, med øjeblikke der lever sig ud i os, igenvokser til samme øjeblikke, der engang faldt til ro i sin trykte form:
Billedet
Her kommer din skygge her kommer min langsomt dækkes billedet af skygger
Her var en flod her var en bro og her var marker ned til floden
Fugleskrig her var den stærke sol
Gennemsigtige gennemlyste søvngængertrygge ind i hinanden
*
Satser om græs
Græsset kommer op af jorden som om der lå nogen begravet der ville nå os med sine sidste drømme . Fløjlsgræsbyen hvor de bærer deres støvhjerter på tynde stilke vajende . Ingen mennesker bor i det tynde endnu grønne græs de går forbi på vejen forbi . Fjernt under solen blæstens puls mon elskede: et græsstrå som jeg fløjter i . Efter snemørket en tot tørre græsstrå med en stædighed af kød og blod.
*
Glasbyen
Så vågner du så er det helt forsvundet du gik gennem en glasvæg og nu er du ude igen men inden i dig hvisker noget som også er dig selv: jeg forlader aldrig jeg bliver med mit legemes ulegemelighed inde i glasbyen bag glasvæggen
Gang på gang dagen igennem kommer det tilbage til dig som et jag af fortid: det er ikke mig i ser mit rigtige liv har jeg glemt på den anden side af en hvid linje af dagslys
Og om aftenen ber du for første gang i lang tid: nat som jeg tilhører lad alt være urørt på den anden side
Så lukker du øjnene og er ikke til
*
Madrigal
Foråret er kommet tilbage, men jeg er ikke den samme
Hun står derude i haven med sine hænder fulde af hvide og gule blomster
Men min uro hører ikke op
Tre-fire skyer svæver på den lysende himmel og fuglene styrter ned mod mig som pile
Ganske tæt ved mig står en stor syngende varme Foråret er kommet tilbage, fordi jeg ikke er den samme.
Svar
Citer
