Her et af de helt vidunderlige programmer fra Ryge-arkivet, et gensyn javel, men et specielt et af slagsen, fordi der hører litteratur, kunst og videnskab (entomologi) til, samt en usædvanlig stærk interesse for vores mindste venner, i visse tilfælde uvenner måske, det afhænger af forholdet man har til de små. Men Fredrik Sjöberg skrev altså denne særlige bog ”Fluefælden”, som jeg syntes var noget helt særligt, og beretter her om passionen med den tålmodige overbærenhed der nok hører sig til, når blikket for detaljen bruger sin tid på at brede de store linjer ud i et forklarende lys. Og så er skærgården i Stockholm jo noget af det smukkeste der findes, et vidunderligt sted og bo og opfostre sine børn og leve sit familieliv, svært at forestille sig en afsked med dette sted, og man ka holde sommerferie på øen, ta’ et kig: https://www.youtube.com/watch?v=8bVhzkUicmw&list=PL1vs2TjNVf7q4gYe67reOExS76LgrT3Sm

mvh
Simon

Tak for dejligt genkig.

¨¨¨¨

... også stor tak fra mig for et herligt kig ind i Søren Ryges Verden af portrætter :))

Många hälsningar
RoseMarie

Hej dér, i den sorte nat, hvor selv månen har trukket dynen opover hovedet…;)

Ja, igrunden alt for lidt fra en af tidens store geniusser, men sikke dog en herlig lille halvtimestid, med lup på verdens allermindste pegasusser…

Søren Ryge-halvtimen afrunder så fint den ugedags aftning, tit ska der jo også synges og fortælles historie og alt det andet gode, inden der omsider ka gasses i dyners duft af sol og vind. Alligevel har jeg så tit sukket, når den halvtime pludselig var tilende, for selv om halvtimer vel ikke ska vare en kaffetår længere, ja så må enkelte af dem nu gerne strække sig bare ti minutter til – men ak, så er den gal i den anden ende, suk!

Det er nu for resten ikke let at være jødisk flue på Fredrik Sjöbergs ø, denne lune mand med bid, dog har det mosaiske trossamfund endnu ikke brokket sig, der er jo ellers nok af tilbud fra forbudstanketænkerne i og udenfor EU, men verdens mindste pegasusser interesserer vel også ganske få.

God morgen sol

God morgen sol! God morgen, morgensol!
som skinner ned på bellis og viol
og ned på Jens og Karl, de frække fyre,
der står og tisser på tissemyre.

Men myren skal man ikke tisse på,
og derfor råber jeg: la vær og stå
og tis på myren, men gå hjem igen
med jeres tissemyretissemænd!

- Halfdan Rasmussen.

Og hermed go’nat med en nissetanke fra…

Det Muntre Nord

Kom til det muntre Nord
hvor bardehvalen bor
i grønne haves ørke
og mætter sig så fro
med ensomhed og mørke!

Kom til det skælmske Nord
hvor tossefuglen bor
på sorte drangers tinde
og pjanker uforsagt
med havets onde vinde!

Kom til det skumre Nord
hvor eskimoen bor
og fra sin gravhøjs tue
opløfter sjæleglad
sin latters kåde lue!

Kom til det sære Nord
hvor pludselig af jord
blandt klipper urtidsvilde
springer i frost og nattemulm
en koghed kilde!

Kom til det blege Nord
hvor vædderlammet bor
og trygt ved afgrundsrande
græsser med regnbueglorie
omkring sin pande!

Kom til det muntre Nord!
Her bor din gamle mor.
Hun rører i sin gryde
den sejd af liv og død
du hører evigt syde!

- William Heinesen.

Bedste hilsner
Simon

Ups…

Lidt fortættede stemningsbilleder fra et par hveder, særlig stærkt er Morten Nielsens ”Lille Helvede”, der udstråler den smerte en umulig forelskelse i Sonja Hauberg medførte, hun der døde af tyfus tre år efter han selv var død…

Maaske en martsnat

Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der gaar,
jeg bærer døden med mig
igennem livets aar.

En nat, maaske en martsnat,
saa mild af regn og tø,
skal jeg gaa bort i mørket
og holde op at dø.

*

Dråben

Et øjeblik, så sluttet som en dråbe,
har standset tidens løb. – Nu lever du.
Der findes hverken fortid eller fremtid,
alt er forklaret, alt er her og nu.

Når dråben brister, iler tiden atter,
du tvinges med af strømmen – men du ved,
at du kan aldrig blive helt den samme,
som før dit blå sekund af evighed.

- Grethe Risbjerg Thomsen.

*

Glemt Foraar

Alle de vaade Veje
lyser og staar i Blomst.
Jomfruer brænder Olie
for vaarens Tllbagekomst.

Ind gennem Ventetiden
blomstrer de blegt og ømt,
Vejenes unge Træer
og Drømmene de har drømt.

Jomfruer brænder Olie
for den ventedes Rytterfærd.
Han red over andre Veje.
Og mødtes med noget dér.
– – –
Den tunge og lyse Olie,
ødselt var den fordelt.
Men Flammerne daler langsomt,
og nogen slukkes helt.

Jomfruer brænder Olie.
Flammen er lav og Blaa.
Og nu er det snart September.
Hvem vender I mere paa?

*

Lille Helvede

Dette er Lille Helvede,
skal vi sige, det er en Café.
Jeg sidder ved Hæderens Hjørnebord,
der faar jeg en Ting at se.
Den er et Syn i Lokalet.
Oprejst som Lys og Vind.
Jeg sidder i Overfrakke
og ser hende komme ind.

Mens jeg igen kan huske
Mødernes lille Baand
mærker jeg hendes Parfume
mindende paa min Hånd
og Utaalmodigheden
og kravet om nyt og blidt
at møde et andet Menneske
rejser sig sammenbidt.

Men dette er Lille Helvede,
hvor alle Bordene står
med samme Afstand imellem sig
som ude i Lysets Aar,
og selv om de glødede, Læberne,
og Brysterne skælvende gik,
husker jeg ikke Glæderne
saa godt som det vigende Blik.

Hun, der er hemmelig Tanke,
Tavshed, og kold eller øm,
hun lyser i Nat paa et Værtshus,
en uuddrivelig Drøm,
og jeg promenerer Lokalet.
Det knitrer af Fattigdom.
Og det er det lille Helvede,
hvor Tankerne raver om.

*

Opstandelsens Under

Jorden har Svaner. Valmuer står i Brand.
Skibe besynger Havet i Aalborg Havn.
Skygger, der vandrer over usynligt Land,
strejfer min Hånd, standser, og hvisker mit Navn.

Blomster blir Frugt. Jorden skal høste den hjem.
Vidt skal de blomstre i en Midsommerstorm.
Dybet i Verden stiger og bruser frem,
møder mig her, gløder, og finder en Form.

Blomster blir Frugt. Frugten er stille og graa –
Døden står stum i min Hånd, og i Saft og Blod:
Dybt i det Træ. Øjnene hviler paa;
under den lyse Knitren af Grus for min Fod.

Vent paa mig nu, du der er mørk og lys –
menneskefødte Bærer af Fryd og Smerte.
Verden var død. Skøn står den op paany
ved Tingenes blide Forløsningsleg i dit Hjerte.

Underet sker – og du er en Fe som tryller
med alting omkring mig – og gir det din
dybere Glød.
Se, jeg har Skibe, se jeg har Blomster og Storme,
Himle og tøvende Skygger. Et liv og en Død.

- Morten Nielsen

mvh
Simon