Ohøj i sofahjørnet…

Har endnu ikke set filmen "Fireflies in the garden", så det var absolut et hint – hvad jeg nys læste lød spændende.
Vinterbergs ”Festen” synes jeg var en specialitet, i hvert fald for mig, der ellers sjældent har set noget storslået over nyere dansk film; men er sikkert gået glip af en del, eftersom jeg har vendt den ryggen som en trivialitet.

Filmklip, billeder, reportager og interviews ka’ være en tryllelygte der sætter omverden i skjul, så jeg forstår din jublen, der jo også har rumlet op i mig, når jeg har klikket dine links frem i lyset, og hvor Højholt altså indtil videre har fået havregrødsprisen, for den brændte nemlig på første gang jeg så klippet. Det sidste var også ganske storartet, ja havde Rukov pludselig stået tandløs med bowserne om haserne, havde han afgjort truet Højholt på prisen, sikkert også for de tilstedeværende, der nok var glade for at han holdt tungen lige i munden.

Jeg kvitterer lige med..

Dust and snow..

The way a crow
Shook down on me
The dust of snow
From a hemlock tree

Has given my heart
A change og mood
And saved some part
Of a day I had rued.

- Robert Frost

mv & lethe hilsner..;)
Simon
P.s.: her lidt mere hygge til sofahjørnet, noget jeg virkelig nyder, rigtig god fornøjelse:
http://www.svtplay.se/video/6156987/pa-sparet/pa-sparet-sasong-26-avsnitt-11

Hej RM..

Her et satirisk vers over de hjemlige litterære forhold, det fandtes i Sophus Claussens lille versbog ”Trefoden” – i bogen ”Omkring den litterære café” af Aage Welblund fortælles det, at Claussens versbog var så dunkel og uigennemtrængelig, at selv de der stod ham nær måtte opgive at finde nøglen, og at Claussen selv, der yndede at være lidt gådefuld, smilede meget betydningsfuldt af deres anstrengelser, men aldrig selv røbede ”Trefodens” hemmeligheder - tja, sørme om jeg ka' komme på hvad dette minder mig om! ;)

I nedenstående vers holder den gode digter tydeligvis opgør med ”Bernina-kliken” - Bernina var en såkaldt Schweizercafé hvis kunder hovedsagelig var strøgets mange forretningsfolk samt studenterforeningens liberale fløj, cafélivet i København som sådan, begyndte i 1840’erne med disse Schweizercaféer.
Bogen ”Omkring den litterære café” er morsom og lærerig, måske særlig for dem der holder af at bevæger sig lidt rundt i indre by og i øvrigt interesserer sig byens historie, hvor det jo stadig er muligt for en tørstig sjæl at bevæge sig fra minefelt til minefelt og få sig en kold bajer, uden at få div. teenagebabser i hovedet. Bogen har tillige fine sjove illustrationer af datidens mange litterære, bl.a. Hr. Claussen der her har ordet:

Det aandelige Børstenbinderlaug
i en høj Stue på et Gadehjørne
holder Samråd og Udkig og Vagt
og drikker som Bjørne.

En Skomager holder sit Haandværk i Agt,
det samme gør en Skrædder, en Skinder.
Men ingen kan opæde Litteratur
som en litterær Børstenbinder.

Det aandelige Børstenbinderlaug,
blot ved at kigge paa Gaden
kan kende enhver Frue, der holder Vikar,
og hver ormædt Skønjomfru i Staden.

Men intet bevæger det Børstenbinderlaug
med alle dets Sladderhanke,
som naar en uskyldig og redelig Bog
kommer ind for deres Skranke.

De galer som Haner, de kagler som Høns,
de svinger de fornærmede Koste
og farer rundt fra Avis til Avis
som Mider i fordærvede Oste.

Det aandelige Børstenbinderlaug,
jeg hører det juble og feste …
Vorherre i sin usigelig Kløgt
har indrettet alt paa det bedste:

De rene aander, hvis Tro er så stærk,
dem Herren med Palmer husvaler.
Men til det daarligt bevæbnede Tros –
til dem skabte Herren Sjakaler.

- Sophus Claussen.

mvh
Simon

P.s.: Hvis du læser dette, Ole, synes jeg da det ville være helt hyggeligt, hvis du stak næsen indenfor efter din sildemad med den tilhørende schnøpz.. ;)

Old men should know
before they die
what they are running to
and from
and why

- James Thurber

mvh
Simon

Hej til dig her i natten

Jeg læste her i aftennyhederne, at der her i aften var observeret en meteor flere steder over Sjælland, og det må munde ud i mellemrumsord om stjerner og andet natligt gods :))

Nattevandring

Bjergene blinker endnu af Is
under det vaarlige Stjernehvælv;
endnu er Jorden frossen og haard,
og ingen Spire tør vove sig frem.
Endnu er der længe til Verdens Vaar.

Men mit Sind er til Spiring stemt;
jeg længes saa vildt i Dybet ind,
jeg længes saa sært i Jorden ned,
og mens jeg længes, fanger mit Sind
de blinkende Bjerges Fortrolighed.

Her er saa trygt paa den haarde Jord –
den er saa gammel og prøvet og klog,
tænker saa dybt, grunder saa tungt,
lukker sig barsk om sin indre Ild,
men bærer forborgent endnu i sit Bryst
et Lue-Mysterium, saart og ungt
som Menneskelængsel og Menneskehaab –
har endnu noget at glæde sig til!

Frem gennem Natten gaar Stjernernes Fog,
det myldrer med Sole i Leg, i Dans,
Bjergene staar og ser derpaa,
svøbt i Hvirvler af Stjerneglans!
Det sner med Sole i Leg, i Dans,
de daler som Fnug paa Jorden ned –
jeg mærker som Glimt igennem mit Sind
de lystige Stjerners Fortrolighed!

- - - -

Endnu er der længe til Verdens Vaar.
Men i det himmelske Straalespil
har Sjælen genkendt sin inderste Drøm,
sin egen, evigt vaarlige Ild. . .

***

Aprilnat

Der driver Flager af Stjerneskum,
der sejler Sole og blanke Kloder
i Nord paa Nathimlens mørke Floder.

Der spirer Lys fra hver regnvaad Tue.
Den vaarligt vaagne og sorte Jord
har ogsaa klædt sig i Stjernelue.

Frimodigt løfter de nøgne Træer
smaa draabeperlende Universer
op mod det tavse og gyldne Vejr!

***

Nattesus

Stjerner blafrer som Baal
bag vaagnende Haves Ørke.
O, at aande sig mæt
i det friske, nye Mørke!

Bag snetunge Skyer et Straalespil
af Nordlys, der farer og farer hen!
Nu vaagner Dybdernes Vinterild,
Ødet lever og aander igen.

Fra Maanen glider i vaagnende Vind
Rimglorier ud over Hav og Land.
Bjergene tændes, Tind ved Tind,
og Bølger vækkes og bryder i Brand.

Ak, laa jeg i Jorden end døv og blind –
jeg vilde vaagne en Nat som nu
og favne det store Stjerneskin
endnu engang i Glæde og Gru!

Alle tre digte af William Heinesen

***

Aftenens stjerne mod nord

Kølige striber af år.
nord for den jord, hvor jeg går,
kom den med mørket, der kom,
aftenens stjerne mod nord.
Ude i himlen, men nær,
duver den ind i dit blik,
blir til en rytme, der blidt
følger en rytme af skridt.

Gennem den tidlige nats
muldlugt og lugten af løv,
ude fra mørket, der faldt
ind om den jord, der er alt,
synker den ned over mig,
bli'r den en rytme, der støt
følges med pulsslagets rytme,
svingende roligt og rødt.

Vejene strækker sig ud
under det blinkende grå,
langs med en efterårshæk
løb mine drengeår væk.
Nu er jeg hjemme igen -
årstidens smuldrende lugt
mødes med sky'r i en bristende
skal om den faldende frugt.

Gyngende falder et lys
ind over øjnenes vej,
ser en bevægelse dér,
mødes med rytmen af dig.
Stjernen. Og du. Og mit liv -
klar falder rytmen, og hed,
er som et lysskær omkring
det, der er hemmelighed.

Morten Nielsen "Krigere uden Vaaben", 1943

Hilsner på udkig efter stjerner ***
RoseMarie

Hej i søndagen RM..

Himlen har vi alle fælles, hver en stjernes sidste suk. Det er så fine ting fra Heinesens falkeblik, og absolut med sammenhæng til Nielsens, der er skam stjerner i begges øjne. Det er jo fantastisk når pludselig sten fra det ydre smutter indenfor og buldrer ned blandt radiserne, ja man tror jo ikke sine øjne små, står bare dér og kigger ud i det blå. Det minder mig om en limerick Elsa Gress lagde ind i ”Jorden er ingen stjerne” – bare for morskabens skyld:

There was a young lady named Bright,
Who traveled much faster than light.
She departed one day
In the relative way,
And arrived on the preceding night –

Der er ‘jordisk kærlighed’ i rigtig mange fine digte, i Petrarcas 47’ sonet stråler stjerneskæret fra Lauras øjne exempelvis stadig i hans, og her befinder vi altså pludselig tilbage i 1300-tallet:

Velsignet være måneden og året
Og disse mine ark, hvor evig dvæler
Den fagre egn, den plet af Amor kåret,
Hvor skønne øjne har mig tryllebundet!

Velsignet smerten, mig i kødet båret,
Hin første, søde stund hans sejr var vundet,
Og buen, pilene, som har mig såret,
O deres brod, som har mit hjerte fundet!

Velsignet luften, mine lunger ødte,
Hver gang jeg råbte hendes navn, det kære,
Og suk og tårer, som min længsel fødte,

Og disse mine ark, hvor evig dvæler
Min dames hæder – og velsignet være
Min kærlighed, som hun med ingen deler!

- Petrarca.

Med hvilke øjne vil nogen om 1000 år mon se på indtryk vi efterlod os, spør’ jeg ind imellem mig selv, netop i stunder hvor blikket dvæler på en stjerneklar himmel, eller, når Ebbe Sadolin tog mig ved hånden i sine vandringer mellem bøgers æselører af marmor m.m. – man får jo næsten lyst på en lille melodi af Taube, sunget af Gøran Fristorp, der jo så ka være min søndagshilsen…;)
https://www.youtube.com/watch?v=CbUBLDxDW-Y

mvh
Simon