1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#20046 - 15/12/2015 22:47
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ohøj fru Nisse..
Faktisk har jeg lige været inde på en herlig side, danskfilmogteater.dk, og fordi jeg sku' finde lidt om Mime Fønss - denne herlige madamme i rollen som fru Lassen i Wieds Livsens Ondskab, tv-serien vi her med nydelse genser. Men sørme, om ikke jeg på denne side støder ind i en hel database med "Sange", og rigtig mange af dem endda - én af dem lægger jeg nederst, så skrål bare løs i vilden sky, fru Nisse, ja måske der ligefrem kommer sne! ;)
Apropos er Overlærer Clausen temmelig hvid på toppen, i modsætning til Gammelkøbings interessanteste personlighed og gnavpotte, Esau, det "pædagogiske skelets" gode ven, også kaldet Tolder, der er ræverød til sin buskede hale, men dog ikke i sin politiske overbevisning, for han har just - hvor altså vi er nået til i tv-serien - arvet en frygtelig masse penge, og er nu blevet "storborger" i Gammelkøbing. Ja vi ved jo alle, hvordan pludselige penge river et menneskes overbevisning op ved roden, selv vor tids nye politikere farer straks i "højrekødet" - "andet ville da heller ikke være naturligt, for mennesket er et barn", som Esau på et tidspunkt så smukt siger til det pædagogiske skelet, der har lagt sig med snuden i vejret men pludselig føler en enorm forargelse rejse sig som en ild, da storborgeren ligefrem gør en dyd ud af sit holdningsskifte...
Det er en aldeles vidunderlig tv-serie, der såmænd slet ikke er så langt tilbage som man ku' tro, hvad det menneskelige angår, sagt som endnu et bidrag til julens mulige oplevelser.
Ta’ og kys det hele fra mig:
Det er meget muligt byen har tårne på, men det mor' mig altså mer' en morgen at gå, i de dæmringslyse gader hjem fra Adlon, møde første morgenmænd og sidste natvogn. En fuld mand med sin sang, en ismand med sin stang. Dagen i gang. Ta' og kys det hele fra mig! De første nette pi'r, de sidste lette pi'r trætter pi'r. Ta' og kys det hele fra mig! Jeg syn's at dagen netop ender så kønt, sådan med morgenstemning, sollys og grønt. Byens konkyliesang, den københavnske klang, lyt engang! Ta' og kys det hele fra mig! Sikkert nok er byen et væm'ligt sladderhul. Pressen er i hvert fald tem'lig smadderfuld. Lad dem leve Olsen, Madsen, Ped'rsen, Sørn'sens, de må lev' for mig med hvem de vil hos Jørnsens. Om Hansens kone har lidt knas med Jensens far. Det' kun rart. Ta' og hils dem alle fra mig! Og mon en kvinde kan omgås sin forrige mand? Ja - for fanden! Ta' og kys det hele fra mig! Der er for meg'n moralsk besværlighed til. Kys I hinanden! Det er kærlighed til. Hva' folk de laver sammen, det er kun fryd og gammen, ja - og amen! Ta' og kys det hele fra mig! Voldene, de gamle gader, grønne træer, la' de andre bare se det kønne der. Jeg syn's byen er folket med de åbne aor, og hva' ra'r det mig at der er grønne traor. Teatret talte dog, engang det dansk sprog, som en bog. Ta' og hils hr. Neiiendam fra mig! Vi snakker kort og klart, med kraft og fynd og fart, smaddersmart! Kys det københavnske fra mig! Der sprækkes fynsk og lollandsk i radioen, tal københavnsk, for så får i fat i noen. Den bred åbne klang, den københavnske slang. Lyt engang! Ta' og kys dem alle fra mig! Ta' og tæl den København, man taler om. Det' vel tredive, der er lidt rabalder om. Deres livskald er at vær' notits til BT. Tænk, hvis de faldt fra! Gu' ve, hvad byen så blev til. Såd'n folk med virk'ligt navn, bær hele København, sikket et savn. Ta' og hils de tredive fra mig. Mon byen standsed' brat, hvis disse navne drat fra en nat? Hils dem alle kærligt fra mig! Se, hvad turisten ser, den navnløse by, strømmen, som bærer København og dens ry. De tusind cykelpi'r et brus af nikkelstyr, sikke pi'er, ta' og kys dem alle fra mig! Dansken elsker alt med sund og bælt og vand. Byens nærm'ste gode vand er Helgoland. Østersøens Perle, ja vi tror på snakken, man bli'r fuld af sorte perler fra kloakken. Hvis jeg sku' prise no'et, var det det viser råd, vi har fået. Ta' og hils kommunen fra mig. Hvergang lidt hav er frit, losser man skrald og skidt, milevidt. Kys til sundhedsstyrelsen fra mig! Østersøens dronning, du er hærget og slidt. Ku' byens styre ikke værge dig lidt? Nej, de har kummerli'en, trampet i bommesien, dumme svin. Tag og kys de herrer fra mig!
Text: Poul Henningsen Musik: Bernhard Christensen Sang: ingen ringere end Liva Weel - men gi' bare selv stemmebåndet en ordentlig tur! ;)
De nisseligste hilsner fra Grønnevang - ak, hvornår kommer det sne...suk!
Simon
Redigeret af Simon (15/12/2015 22:49)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20048 - 16/12/2015 23:50
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Her lidt flere mestrede tankebilleder fra den i bogstaveligste forstand fantastiske fortæller, hvis blindhed sent i livet åbnede uendelige landskaber – Umberto Eco tænkte måske netop på Borges, da han skabte figuren og klosterbibliotekaren Jorge af Burgos i den lige så fantastiske roman, Rosens Navn:
Buenos Aires
Jeg er født i en anden by som også blev kaldt Buenos Aires. Jeg husker gitterlågernes knirkende jern. Jeg husker jasminerne og cisternen, nostalgiske ting. Jeg husker et rosa skilt som engang var højrødt. Jeg husker den solrige krog og siestaen. Jeg husker de korslagte sværd som havde gjort ørkenkrigen med. Jeg husker gaslygterne og manden med stangen. Jeg husker de gavmilde tid, folk som kom uanmeldt på besøg. Jeg husker en kårdestok. Jeg husker det som jeg har set og det min familie har fortalt mig. Jeg husker Macedonio i en krog i et konditori i Once. Jeg husker de landlige kærrer i Onces støv. Jeg husker Almacén de la Figura i calle de Tucumán. (Estanislao del Campo døde rundt om hjørnet). Jeg husker en tredie patio jeg ikke kom ind i og som havde været slavernes patio. Jeg mindes Alems pistolskud i en lukket vogn. I det Buenos Aires som har forladt mig vil jeg være en fremmed. Jeg ved at de eneste paradiser som ikke er for- budt for mennesket er de tabte paradiser. En som er næsten identisk med mig, en som ikke vil have læst denne side, vil begræde tårerne af cement og den styrtede obelisk.
*
Descartes
Jeg er det eneste menneske på jorden og måske er det hverken jord eller menneske. Måske ledes jeg vild af en gud. Måske har en gud idømt mig tiden, den store illusion. Jeg drømmer månen og jeg drømmer mine øjne som ser månen. Jeg har drømt den første dags aften og morgen. Jeg har drømt Kartago og de legioner som har ødelagt Kartago. Jeg har drømt Lucanus. Jeg har drømt Colgatas bakke og Roms kors. Jeg har drømt geometrien. Jeg har drømt punktet, linien, fladen og rumfanget. Jeg har drømt det gule, det blå og det røde. Jeg har drømt min sygdom plagede barndom. Jeg har drømt landkortene og kongerigerne og en vis duel i morgengryet. Jeg har drømt den ubegribelige smerte. Jeg har drømt mit sværd. Jeg har drømt Elisabeth af Bøhmen. Jeg har drømt tvivlen og visheden. Jeg har drømt dagen i går. Måske var der intet i går, måske blev jeg ikke født. Måske drømmer jeg at jeg har drømt. Jeg føler en smule kulde, en smule frygt. Over Donau hviler natten. Jeg drømmer videre om Descartes og hans fædres tro.
*
Nattens historie
I løbet af deres generationer rejste menneskene natten. I begyndelsen var blindhed og søvn og torne som sårede den nøgne fod og frygt for ulvene. Vi vil aldrig få at vide hvem der smedede ordet for det skyggeinterval som adskiller de to skumringer; vi vil aldrig få at vide i hvilket århundrede rummet og stjernerne fik deres tegn. Andre frembragte myten. De gjorde den til moder for de stille parcer som væver skæbnen og de ofrede sorte får og hanen som varsler at den er forbi. Kaldæerne gav den tolv huse; uendelige verdner, Søjlegangen. Latinske heksametre og Pascals forfærdelse gav den form. Luís de León så i den fædrelandet til sin rædselsslagne sjæl. Nu føler vi at den er uudtømmelig som en gammel vin og ingen kan betragte den uden svimlen og tiden har ladet den med evighed.
Og at tænke at en ikke skulle findes uden disse skrøbelige instrumenter, vore øjne.
- Jorge Luis Borges.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20050 - 17/12/2015 17:45
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Et ganske lille snedrys må der til i mellemrummet, selvom vi er landet under de varmere himmelstrøg med både Umberto Eco og Borges den ene og den anden :))) Vi må læse og skrive os til sneen indendørs, så den kan sanses. Ja, helt ned i lungerne, ud i tæerne, omkring næsetip og øresnip skal sneen sanses ... :)) Hvis jeg står alene i sneen blir det klart at jeg er et ur
hvordan skulle evighed ellers finde rundt
Inger Christensen (fra "Lys" 1962)
Jeg hygger mig jo ellers fornøjeligt med et kig ned i de gamle bøger sammen med Mario Conde i "Fortidens tåge" :)) og det fik mig til at tænke på denne artikel af Rolf Gjedsted, som fortæller lige så varmt og stemningsfyldt om digtere og digternes bøger og dedikationer til hinanden. http://politiken.dk/kultur/boger/ECE8664/digtere/Og på falderebet her Hr. Tom Kristensen med et underfundigt smil i skægget i vinterens frost en Julenat
Tre stjerner sprang ud i tre sole ved nat, og Augustus blev vågen og vild. Han rev purpuret af og løb ud i sin gård for at se på den tredelte ild.
En kejser løb nøgen i vinterens frost, og man hørte ham græde og le; thi når natten sprang ud i en trillinge-sol, måtte Rom blive spaltet i tre.
I søjlernes gange og marmorets gård myldred kvinderne nøgne i trop, medens solen flammede, tredelt i rødt, på hver lysende, løbende krop.
Hver Nubiens slave var grålig som støv, og hver Afrikas slave var sort, og med sort og med gråt skylled kvinderne ind gennem marmorets gullige port.
Da brølte en træl: »Der er sprunget en bæk ved de halvmodne vindruers kro, og den flyder med olie i rødt og i grønt under Tiberens stensvungne bro«.
Da brølte en anden: »I kejserens lund, der er ranglet som dødningeben, folder sommerens blade sig ud på hvert et træ, gløder frugterne gult på hver gren«.
Da skingred en tredje: »På stenlagte vej ligger æsler og heste på knæ«, og i kejserens gård klang et marmorkoldt grin fra de leende slavers hæ-hæ.
Og angsten blev latter; thi ingen forstod, at det største var nu ved at ske. Man så slaver og kvinder få krampe af grin og en kejser begyndte at le.
Tre stjerner sprang ud og gled sammen til én, dengang verdensforløseren kom; men et under, som troldbinder Kanaans Land, bliver altid til latter i Rom.
De nissenysseligste hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (17/12/2015 17:47)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|