|
0
registrerede
12
gæster og
88
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her lidt flere mestrede tankebilleder fra den i bogstaveligste forstand fantastiske fortæller, hvis blindhed sent i livet åbnede uendelige landskaber – Umberto Eco tænkte måske netop på Borges, da han skabte figuren og klosterbibliotekaren Jorge af Burgos i den lige så fantastiske roman, Rosens Navn:
Buenos Aires
Jeg er født i en anden by som også blev kaldt
Buenos Aires.
Jeg husker gitterlågernes knirkende jern.
Jeg husker jasminerne og cisternen, nostalgiske
ting.
Jeg husker et rosa skilt som engang var højrødt.
Jeg husker den solrige krog og siestaen.
Jeg husker de korslagte sværd som havde gjort
ørkenkrigen med.
Jeg husker gaslygterne og manden med stangen.
Jeg husker de gavmilde tid, folk som kom
uanmeldt på besøg.
Jeg husker en kårdestok.
Jeg husker det som jeg har set og det min familie har
fortalt mig.
Jeg husker Macedonio i en krog i et konditori i
Once.
Jeg husker de landlige kærrer i Onces støv.
Jeg husker Almacén de la Figura i calle de
Tucumán.
(Estanislao del Campo døde rundt om hjørnet).
Jeg husker en tredie patio jeg ikke kom ind i og
som havde været slavernes patio.
Jeg mindes Alems pistolskud i en lukket vogn.
I det Buenos Aires som har forladt mig vil jeg
være en fremmed.
Jeg ved at de eneste paradiser som ikke er for-
budt for mennesket er de tabte paradiser.
En som er næsten identisk med mig, en som
ikke vil have læst denne side,
vil begræde tårerne af cement og den styrtede
obelisk.
*
Descartes
Jeg er det eneste menneske på jorden og måske
er det hverken jord eller menneske.
Måske ledes jeg vild af en gud.
Måske har en gud idømt mig tiden, den store
illusion.
Jeg drømmer månen og jeg drømmer mine øjne
som ser månen.
Jeg har drømt den første dags aften og morgen.
Jeg har drømt Kartago og de legioner som har
ødelagt Kartago.
Jeg har drømt Lucanus.
Jeg har drømt Colgatas bakke og Roms kors.
Jeg har drømt geometrien.
Jeg har drømt punktet, linien, fladen og
rumfanget.
Jeg har drømt det gule, det blå og det røde.
Jeg har drømt min sygdom plagede barndom.
Jeg har drømt landkortene og kongerigerne og
en vis duel i morgengryet.
Jeg har drømt den ubegribelige smerte.
Jeg har drømt mit sværd.
Jeg har drømt Elisabeth af Bøhmen.
Jeg har drømt tvivlen og visheden.
Jeg har drømt dagen i går.
Måske var der intet i går, måske blev jeg ikke
født.
Måske drømmer jeg at jeg har drømt.
Jeg føler en smule kulde, en smule frygt.
Over Donau hviler natten.
Jeg drømmer videre om Descartes og hans
fædres tro.
*
Nattens historie
I løbet af deres generationer
rejste menneskene natten.
I begyndelsen var blindhed og søvn
og torne som sårede den nøgne fod
og frygt for ulvene.
Vi vil aldrig få at vide hvem der smedede ordet
for det skyggeinterval
som adskiller de to skumringer;
vi vil aldrig få at vide i hvilket århundrede
rummet og stjernerne fik deres tegn.
Andre frembragte myten.
De gjorde den til moder for de stille parcer
som væver skæbnen
og de ofrede sorte får
og hanen som varsler at den er forbi.
Kaldæerne gav den tolv huse;
uendelige verdner, Søjlegangen.
Latinske heksametre og Pascals forfærdelse
gav den form.
Luís de León så i den fædrelandet
til sin rædselsslagne sjæl.
Nu føler vi at den er uudtømmelig
som en gammel vin
og ingen kan betragte den uden svimlen
og tiden har ladet den med evighed.
Og at tænke at en ikke skulle findes
uden disse skrøbelige instrumenter, vore øjne.
- Jorge Luis Borges.
mvh
Simon
|
|
|
|
