Baklava


Jeg føler mig utilpas i Athen, Istanbul
såvel som i Beirut. Folk der
synes at vide et eller andet om mig
som jeg aldrig selv forstod,
noget tillokkende og dødsens farligt
som den undersøiske gravgade
hvor vi dykkede efter amphoraer sidste sommer,
en hemmelighed - halvt anet
som udspioneret af gadesælgernes blikke
pludselig gør mig mit skelet
pinefuldt bevidst. Som om guldmønterne
børnene rækker frem mod mig
er blevet stjålet fra min egen grav
i nat. Og som om de ligegyldigt
har knust hver eneste knogle i mit hoved
for at få fat på dem. Som om
kagen jeg spiste for et øjeblik siden
var sødet med mit eget blod.

*

Byzantium


Brænderøgen driver bort over de sammensunkne grave
og vinteraftenens svindende lys
når en grænse, hvor kun de dødsdømte ansigter er stærke nok
til at yde tilstrækkelig modstand.
Kvinderne, som kalder ud i mørket fra de forfaldne huses åbne døre
prøver på at fortælle mig noget
som børnene, der uvilligt afbryder deres leg i kirkeruinen
ikke forstår. Og natten igennem
løber sorte hingste med blodsprængte øjne løbsk i de snævre gader
når de på lyden af deres hovslag
fornemmer at rytter i de sølvbeslagne sadler er døde for længe siden.

- Henrik Nordbrandt.

mvh
Simon

Hej Simon

At ta' på vinterrejse med Henrik Nordbrandt til varmere himmelstrøg er altid godt ... for så måske at komme hjem som tusindfødt :))

Som en pistolmunding
peger sproget på mig,
Jeg står stille, afventende,
begynder langsomt at ånde med ordene.

***

Dråber falder i en bog tegnet for øret,
frontal regn der rammer i små slag.
Ordene danner bække og floder,
alle de former vand kan antage,
fra det stillestående til det strømmende.
Eller de fastholdes i en sart hinde af frost,
i drivende lysbjerge af is.

***

Man kan dø 
i alle størrelser,
og det må man finde sig i,
siger barnet.

***

Lyden i skinnerne, før toget jager over markerne,
vindens stød i trækronerne, før regnen falder,
stilheden, før digtet kommer, kroppen, der gennemboret
i et vippende lys, opfanger tingene klart og længe før tanken.

***

Helheden er ikke sjældent
mere end summen
af de enkelte dele,
når tanken står i zenit.

***

Sandskornet, morgenlyset, det solbrændte forbjerg,
ørkenhavets kontinent og sporenes forsvinden der,
tørsten, nattekulden, universets monotoni. En rejse
i sprog, ordenes ankomst, ikke uden kærlighed.

***

Fordi man dør langsomt, er det nødvendigt at læse bøger undervejs,
fylde sit indre verdensrum i det vilde vintermørke,
indoptage ordene, så hjernen lyser klart
som en nyopdaget komet.

***

At gå længere ud
end i drømme,
komme til verden
tusindfødt.


Pia Tafdrup


Bedste hilsner
RoseMarie

Ohøjsa RM..

Ja, at tulle hjemover som tusindfødt - dén oplevelse tror jeg han har haft adskillige af, den gode mand. Jeg ka' sgu' så godt lide ham..;)

Med tak for fru Tafdrup kvitteres her med historie - voila! sagde Carlsen - det var ham med det franske:

Jeg husker en dag jeg læste om Birte Weiss’ influenzamad, ja jeg tror det var i Politiken, hvor den friskpressede æblejuice med ingefær og honning kogt og drysset med mynte, stod mig lifligt i næsen. Nu ka’ det selvfølgelig være næsen der ikke har sans for den art søbemad, jeg ku’ ikke få det ned. Derimod har snydeskaftet det lidt lettere med bare juice, dog helst appelsinjuice, samt små stykker poesi, en novelle eller en spændende artikel fra Politiken, WA, eller bedre, en tur med Ebbe Rode tilbage til Slaget om Asgaardsvej 1938, hvor Tårnlinedanser Carl Alstrup gives tilladelse til at færdes på Asgaardsvejs østre fortov fra maj til juli, en fortælling der fint fungerer som humør-termometer for nedlagte næser, situationen hvor de sjældent er særlig poetisk anlagt. Der findes selvfølgelig flims af forskellig art, men alene valget får ens øjne til at sukke, mens ørerne derimod synes mere tolerante, hvad der måske gør lydbogen til et suverænt værktøj, ved træthed lukker de såmænd bare butikken. I barndommen ku’ øjne skinne af feber, men trods varmen var ørerne jo altid oplagt til at få fortalt historie, dersom nogen gad. Et sted i historien overtog drømmen jo så billedmaskinen, og fortælleren luskede så stille ud ad døren og man vågnede først når man sku’ slå en streg. En fantastisk måde at putte ører på, der burde oprettes et Øreputtekorps, i det mindste på hospitaler, for det ér da virkelig synd sådan fratage nogen fornøjelsen ud i oplæsningens kunst, ved bare at henvise dem til lydbogen.
Nå, pyt i grisen, endelig faldt jeg så over en historie, ja indtil flere:
https://www.svtplay.se/video/24097958/babel/babel-...msby?start=auto

Gonat-gonat..

mvh
Simon

Hej Simon

... her i de første nattetimer og begyndelsen på det nye døgn, som lover vintersol i Dannevang :))

2020 har jo nærmest været et spring direkte ind i foråret, hvis vi kigger i jordhøjde og pærer lidt i efterårets bladfald. Et kig til himlen har været svært pga. paraplyernes skygge, og snefald har vi kun kunnet hengive os til i armene af Morfeus og drømmesøvnen ... jo, og så er der jo lige det og fru Christensens evne til at se spor og høre lyden af skridt i nysne på jorden, vi trådte :))


Som sneen den rene
hvid og alene
ganske få dage
ganske få dage

jorden
kommer altid tilbage
 
***

Energien er glæden i verden den lyser
ansigtet lyser på den der er glad
Sorgen ser ud som når mennesket fryser
Bare fordi de må undvære mad

Inger Christensen 

Ha' en go'nu nat med åben dør til drømmelandet
RoseMarie

Mor'n RM..

Ja bestemt, om ikke fru Christensen var en glimrende tegntyder, forøvrigt er det nok ikke småting optøen af årtusinders is med tiden vil afsløre. En spændende tanke, ja man forestiller sig grønlænderen bøjet over sine kartøfler, fæstne blikket på tupilakker og andre spor fra tidlig civilisation.

Og apropos tegntydere, er det helt vidunderligt at vandre med Johannes Jørgensen gennem Baudelaires digtning og liv, et liv han afkodede eller anså belyst i digtet Den fremmede, indeholdt i de essays der her anbefales dit natbord - kald ham gerne natbordsværdig:

Således er da, i løst og ufuldkomment Rids, Baudelaires poetiske fysiognomi. Et tvetydigt og mærkeligt Ansigt, hvis Øjnes Glød på én Gang er Helvedlue og himmelsk Lys. En ironisk Skikkelse, hvis Konturer ikke er lette at holde fast, og som derfor vækker ens Nysgerrighed og lokker én dybere og dybere ind i de onde Blomsters Have, skriver han sidst i dette essay, et ’rids’ der får én til at overveje omfanget af hans voldgrave!

Det var i Efteråret 1888, begynder han, og fortæller her om sin ungdomstid hvor han var uden arbejde og ofte sad oppe og læste det meste af natten, for så på et tidspunkt at gå ture i natten, og da gerne smuttede forbi en god ven der boede i en af Frederiksbergs villaer, en ven der som han selv yndede at læse om natten og sove om dagen, og mon ikke denne ven hed Viggo Stuckenberg, med hvem han så talte om det nyligt læste m.m. Og han fortsætter: En Nat fandt jeg ham dybt nedsænket i en Bog med gult fransk Omslag. Og næppe var jeg kommen paa min Plads i Chaiselonguen, før min Ven under Udbrud af høj Begejstring og slaaende Takt til Versets Fald med sin løftede højre Haand foredrog mig følgende Linie – Baudelaires:

O sene Efteraar, O Vinter med Vaade Veje,
nu rinder min Sjæl som en Flod, der fandt sit Leje,
jeg elsker dette Mørke, denne Aarstids Graavejrstaager,
hvor som en Sjæl i Graven mit ensomme Hjærte Vaager

Henover den store Slette blæser de vaade Vinde,
i lange Nætter hviner Taarnfløjen fra Husets Tinde,
fjærnt fra den Tid, da det sang og blomstrede alle Vegne,
flakker min Sjæl som en Ravn under Himle, der evigt regne.

Intet er mere kært for en Sjæl, som af Uhygge gyser,
som bitre Aar har hærget med Rimfrost og svidende Kulde,
end at Vandre ene i Natten, mens ingen Maane lyser.

Intet er mere kært end Vinterens vaade Veje –
at vandre dér alene – eller at søge den fulde
Glemsel af alle Ting paa et tilfældigt Leje.


Tilsyneladende læses han stadig, hvad jeg så godt forstår, blot har jeg ikke selv lagt mærke til nogen særlig interesse. Men her står adskillige af hans værker og pynter i reolen, en arv fra tiden hvor man var særlig omhyggelig med smukke indbindinger, hvorfra jeg ind imellem tar et udvalg med mig i seng. Om morgenen ligger han så dér på natbordet som en anden rejseklar fælle, med hvem jeg kan glæde mig til om aftenen at fortsætte opdagelsesrejsen i stearinlysets skær. Det er en fornøjelse at rejse med ham gennem Italien og Tyskland, følge hans tanker om særlige forfattere der havde hans interesse og derfor blev hans udvalg, men igrunden er det en oplevelsesrejse uden ende, idet hans beskrivelser både er omfattende og yderst præcise, intet udelades. På rejser har man jo ikke travlt, man lægger derimod alt bag sig og blir del med det omgivne langsomt bekendte, og mærkes fx af varmen i kupéen samt lugten af nærværende mennesker der står én lidt i næsen, man må ligefrem selv tørre sveden af panden, som det tydelige bevis på Johannes Jørgensens suveræne digterkunst. Men lige udover div. essays, er Rothenburger-dagbogen nu en særlig nydelse:

…en lille gammel Bog, hvis Papir er gulnet o Randene – en Bog. jeg har ført med mig fra min tidligste Ungdom, og som nu ogsaa har fulgt mig til Rothenburg ob der Tauber. Det er Arnim og Brentanos „Underhorn” – den dejlige Samling af Middelalderens tyske Viser og Sange.
Det er Tysklands Gemyt, det dybe, følelsestunge Germaniens Sjæl, som første Gang synger i disse Lieder. Det er Goethes og Heines, Eichendorffs og Uhlands navnløse Forgængere, som man her lærer at kende og at elske. Har man i Nürnbergs Kunst sét den religiøse Middelalder, de knælende Kunstnere, så finder man her de folkelige Prinser af Fuglefrihedens Rige, Ridderne af ingenting, Landevejenes og Tilfældighedernes ligeglade, de søde Hændelsers romantiske helte.

Her møder man hine grønne Jægere, der red ud en Sommermorgen at jage Hind og Raa, men hvis hele Bytte blev en nøddebrun Pige, der i den morgenvaade Skov vogtede sin Faders Hjord bedre end sin egen Ære. Her træffer man de svulmende Jomfruer, hvis Valgsprog er: „Ich soll und muss einen Buhlen haben, Und sollt’ ich ihn aus der Erde graben.“ Her hvisker de hede Ridderfrøkener og Fruerne, hvis Husbond er paa Korstog eller Valfart, i Skumringen ivrigt og indtrængende med Borgervægteren, og Guldet klinger i hans Haand, for at han skal lade Borgporten aaben indtil Midnat. Og fra det smalle Kammers, hvor Maanelyset bryder sig sælsomt i de farvede Ruder, lyder i Nattetavsheden den nynnende Vise, hvormed den ædle Dame vugger sin udkaarne Ridder til Blund – et stort Barn kalder hun ham – et stort Barn, der hviler ved hendes Bryst. Men naar Morgenstjærnen staar blank i Øst, da lyder fra Taarntinden Kurens Dagvise:

»Und wer jetzt bei Feinsliebchen ist,
der mache sich von dannen.«

Og i kamrets usikre dæmring lyser Damens gotiske Ansigt i en Glorie af svært og gyldent Haar, og bleg, med lukkede Øjne, lader hun sig kysse til Farvel.

… Dette er Middelalderen, som den rører sig udenfor Kirkerne og Klostrene. Men ikke blot Elskovs Lyst, ogsaa Kærligheds Sorg kender disse Viser – Kærligheds Sorg og dens Brøde. I Dag, mens det regner, og jeg fra mine Vinduer kun saae et graat, drivende Flor ud over den grønne Tauberdal, oversatte jeg disse Digte:

Der nede paa den grønne Eng
der et lille Sted,
Der gror ej Græs, men Vandet gaar
hen over det lave Fed.

Der vokser ingen Roser
og ingen Rosmarin,
der har med Kniv jeg myrdet
den Dreng, engang var min.

I Vandets Bølger flyder
hans rosenrøde Blod.
Det lille Vand udgyder
sig i den store Flod.

Fra Himlens Bue stirrer
to Øjne smaa og blaa –
vel i en Stjærne ser jeg
min lille Engel staa.

Men oppe højt paa Bjærget
der staar det sorte Hjul.
Jeg ligger aarle og silde
og sørger i dets Skjul.

Du, som har mig bedraget,
du har forladt mig nu.
Jeg maa min Synd bekende
og vende mig til Gud.

Paa Stagen skal mit hoved,
min Krop til Jord blir ført.
De sorte Ravne æde
ham, som har mig forført!


Dette er Tonen, vi kender fra Tysklands senere sentimentale Ballader. Men ren og rørende er Lyriken i et Digt som dette:

Jeg hørte Leen hvisle
igennem Græs og Straa;
jeg hørte en Jomfru klage
for én, hun ej måtte faa.

Lad rinde, ak! lad rinde
og agt ej, hvor det gaar.
Min Elskov gav jeg gærne
blandt Græs og Blomster smaa.

En Pige har du elsket
blandt Kløverblomster smaa;
thi maa jeg her alene
i Ve og vaande staa.

En Hjort jeg hører rasle
igennem Skoven hen;
jeg hører hende klage,
som var engang min ven.

Lad rinde, Ven! lad rinde;
jeg véd ej, hvad jeg vil.
De Bække evigt rinde,
og ingen farer vild.

mvh & Bedste hilsner herunder de himmelske streger..
Simon