Hej RM..

Godt at høre du og Ekelöf med skroget på langs, som det gode træk, er på forkant mod varmeknopper – endelig et pust med dryp fra oven, himmelske lyde, så tilpas, og så tilmed med Ekelöfs blide tordenkile i øret…voila!

Jah, var man ikke blid i solen, blir man det af Ekelöf – der her snurrer i fine små poster mellem ham og Paul Åström, en atheniensisk indre rejse med en fornemmelse af Platon der kigger ham over skulderen.
Er nu glad for ikke selv at være kyllingen der i denne stund befinder sig i gryden Athen, der må være ulideligt i denne varme ;)

Bedste solstrejf
Simon

Hej Simon

Endelig letter varmen lidt, og der er herlige luftninger imellem ord af Paul Celan og Sort mælk :))


EN BOOMERANG, på åndeveje,
sådan vandrer det, det vinge-
mægtige, det
sande. På
stjerne-
baner, af verdens-
splinter kysset, af tids-
kerner arret, af tidsstøv, med-
forladte sammen med jer,
Lapilli, for-
dværget, formindsket, til-
intetgjort, skaffet bort og forkastet,
sådan kommer det
fløjet, sådan kommer det
igen og hjem,
et hjerteslag, et årtusind langt
at holde tilbage som
urskivens eneste viser,
som en sjæl,
som hans
sjæl
beskrev,
som en
sjæl
nummererer.

***

HJEMKOMST

Snefald, stadig tættere,
duefarvet, som i går,
snefald, som om du stadig sov.

Langt borte aflejret hvidt,
over det, endeløst,
slædesporene efter det tabte.

Nedenunder, skjult,
krænges det udad, det
som gør så ondt i øjnene,
høj ved høj,
usynligt

På hver af dem,
hentet hjem til sit Nu,
et jeg gledet ind i stumhed:
af træ, en pæl.

Der: en følelse,
blæst hertil af isvinden,
som gør sin due, sin sne-
farvede flagdug fast.

***

BLOMST

Stenen.
Stenen jeg fulgte, i luften.
Dit øje, så blindt som stenen.

Vi var
hænder,
vi øste mørket tomt, vi fandt
ordet, som kom op fra sommeren:
blomst.

Blomst – et blindord.
Dit øje og mit øje:
de sørger
for vand.

Vækst.
Hjertevæg efter hjertevæg
bladrer frem.

Endnu et ord, som dette, og hamrene
svinger i det fri.


Hilsner og forunderlige aftenlufte
RoseMarie

Gomorn’ RM..

Her hvor snegle ligger og slumrer til en enkelt trille i træet herudenfor; ja måske fra ham der just vågnede til samme snorkende drøm som jeg, men jeg var ham der først satte kaffe over…
Jo fa’me ikke til at sove i den varme, ikke underligt at man vågner i nordligere nissetanker med en eskimoræv bag øret:

”Någonstans långt borta finns en mur med rosor
eller en palm och en ljummare vind.
Och det är allt.”

Skriver Ekelöf et sted, mens min kind nu bare længes efter en kølig vind…;)

To see a World in a Grain of Sand
and a Heaven in a Wild Flower,
hold Infinity in the palm of your Hand
and Eternity in an Hour.

- Blake.

Där nattens sådd har fällit växer tystnad upp
och ensamhet.
Där nattens sådd har fallit växer blommans själ
av ingen sedd. –
En doft av skumma stiger, lövskog, sanka ängar
är tyst musik
för varje vind som sakta, tvekande för bort
en blommas dröm …

- Gunnar Ekelöf.

Digtet ovenfor findes i hans samling Sorgen og Stjernen, kompositioner der handler en overgivenhed, hvor netop Blake var en af dem han holdt meget af. Herunder endnu et fra samme samling, smukt som flere, tænkeligt månen så sig i blikket hans, mens hånden sang henover papiret…

Månan

Månen stryker med handen milt över ögonen,
väcker mig djupt i natten. Ensam bland sovande
lägger jag ved på glöden, pysslar med rykande trän,
rör mig bland skuggor tyst, skyggor fladdrande högt
över de bruna stockarna, frydda
rikt med blänkande pimpeldon …

Varför väckte du mig? Ensam bland sovande,
ryggar vände mot elden, öppnar jag dörren tyst,
går kring knuten i snön, trampar i tussarna, ser
månesken lockande kallt över sjön …

*

Paul Celan, åh ja, denne mageløse poet. Man tænker engang imellem på hvad der ville være sket, hvis skæbnen havde fået et puf i en anden retning, men i samme stund, at det givet kunne være gået udover musikken hans...;)

mvh
Simon
P.s.: nogle fugle skaber bare de smukkeste triller, hva’ ska man med en grammofon…? ;)

Et lille stemningsareal fra Kirkebys erfaringslandskab Linieret Papir, aftryk af en art, som vi muligvis slet ikke ser mere af – en anden synssvækket mand sad dog engang ved sit flygel og komponerede fantastiske landskaber, måske der konstrueres grafiske håb:

Træets knudrede øjne følger mig
træernes øjne er der
som en regnbyge af øjne.
Så rammer dråberne den sorte vej.
Morderen flygter gennem alléen
for at komme i læ.

*

Salzburg

Ærkehertugindens hus med bogreol
og sangerindens skalaer øverst oppe
den lille dreng ved borgens afgrund
over domkirkens orgelkoncerter
I det susende tog tilbage til byen
den ømme hviskende kærlighed
i det forsvindende lys
For sidste gang.

- Per Kirkeby

mvh
Simon

Ekelöfs tunge ekvilibrisme:

På natten

Eet öga rullar över golvet, jeg vrider mig inåt.
Dörren är stängda läppar lövet är tungt att bära.
Sakta växer här och naglar in i tystnaden.
Dörrens läppar är stängda för omvända värden.
Ingen blixt är hemma under drömmens ögonlock,
Men nattens aska går i det fördolda.

Og så en sang på færgen:

Sung

Det är stjärnklart i kväll.
Luften är ren och kall.
Månen söker hos alle ting
sitt förlorade arv.

Ett fönster, en blommande gren
och der är nog:
Ingen blom utan jord.
Ingen jord utan rymd.
Ingen rymd utan blom.

- Gunnar Ekelöf.

mvh
Simon