TIL IKAROS

Jeg når ikke op til dine læber.
Jeg er bundet til en hørelse af sten.

Ligesom havet uforstyrret
af sømænds og meteorers plump

kaster terning under stjernerne
modtager dig uden at ænse dig

og rykker sammen over den synkende
og trykker hans brystkurv ind.

*


POETENS HOVED

I
Langt til havs gynger poetens hoved.
Faer, din søn.

Solen græsser i det vestlige led.
Skyerne grønne som urter.

II
Delfinernes blade for solen
synker ned i det tomme led.

Mægtige årstider perses her
og gynger i stjernelys.

Isbjerge sejler
med striber af siddende lærker.

III
Morgen. Lemmer
rullet sammen blandt sovende ord.

Min tunge slikker
foden af disse ledeblokke.

*


BLUE IN GREEN

Et træ er et digt. Denne gran
er fældet efter kunstens regler.

Uophørlig udslynger synet sådanne økser
som bider i roden og rører

ved dybe fortøjninger:
Over insekters larm en tone,

højere end den en fugls stemme
skjult: en meddelers mund;

en fugls musik talende om skove
som om mennesker dette træ.

Du som herfra sendes videre uden besked
her er din båd over Acheron.

*


NOVEMBER

Ikke at sneen falder og det er ret koldt vejr
blæsende, plager mig o min solsort.
Heller ikke egentlig at den lille sø
under kirsebærtræerne tæt ved banen
falmer og fyger til. Sådan er november.
Men at du i morges sad kold i magnolien
som omspændt af ribben et hjerte
pludselig i snetykning eller forfald.

- Per Højholt, Poetens Hoved, 1963.

mvh
Simon

Go'morgen Simon ... (Ææhhh ups! det blev vist til en formiddagshilsen) :))

Så er Sylvia Plath's dagbogsnotater bestilt, takker for tippet :))
... og takker også for Borumvitter og Højholt og alle tanker og betragtninger, herlig læsning og inspiration.

Da jeg ledte efter Sylvia Plath, kunne jeg se, at der også er lavet en spillefilm over hendes liv. Har du set den eller hørt om den?

Nå, nu må vi ha' lidt af de levende og nuværende poeter. Han skriver faktisk ret godt, ham her. Sådan på en lidt "gammeldags facon" ... og jeg ka' li' det :))


Et vildt univers, mastodontisk formummet,
er glimtvist forbundet af lysende bølger,
sporadiske cirkler, der omfavner rummet,
galakser, der danser, og stjerner, der følger.

Urolige sole og utrolige kloder,
der suser omkring i elliptiske baner
som voldsomme poder om hver deres moder,
titaner med ældgamle kosmiske vaner.

Med lysår imellem er livet en gave,
så hvem skulle tro, at en udkantsgalakse
gav jord til en frodig og kriblende have
og hjem til en art af de vanvittigt vakse?

En art, der har fine, men farlige hænder
som værktøj til værktøj og våben med kløer,
der dræber langt bedre end rovdyrets tænder,
forrykker balancer i alle miljøer.

En art uden skyggen af vinger og finner,
forbavsende blottet for skrupler og kvaler,
har sat sig på verden, fra havdyb til tinder,
ført klapjagt på alt fra insekter til hvaler.

En art, der sågar er sin egen arts fjende,
har udviklet stenkast til spyd og missiler
og ansporet jagt efter magt uden ende -
et bytte, der hverken forgår eller hviler.

Kan hænde, det sejler for menneskearten:
et udsigtsløst nedbrud af kredsløb og skranker,
tangenten forsvinder fra cirklen i farten,
en pil uden bue, et skib uden anker?

*

Og dog, pessimist er jeg ikke de dage,
hvor foråret stryger mig blidt over kinden,
og floraens farvespil atter er tilbage,
hvor livskraften smitter og spredes med vinden;

de dage, der løftes af perlende latter,
hvor barndommen gløder på skinnende kinder,
fortryller en hvirvlende søn eller datter,
og lejres forsigtigt som glasklare minder;

de dage, hvor drømme er vågne og nøgne,
hvor fingrene taler, mens ordene maler
visioner og længsler i lysåbne øjne,
til stjernerne daler, og hanerne galer;

de dage, hvor hverdagen hersker og byder
på mønstre og vaner, der favner min færden,
med blikke, der lyser af nærvær og flyder
som ringe i vandet og fylder min verden.

Jo, mange små cirkler har lodder og liner,
som dagligt forankrer mit liv i detaljer,
depoter med honning fra hverdagsrutiner
gi'r mod til at modstå alverdens bataljer.

Rune Engelbreth Larsen: Cirklen og tangenten (2012)

Med snirklende og cirklende hilsner
RoseMarie

Hej i regnen, RM..

Smukt digt, og så ligefrem fra en endnu levendes varme hånd, juhuu..;)

Helt slipper du nu ikke for en førhen åhh så levende, for her kommer lidt ”rudimentær rimfrostlyrik” til din rude – det er fra en Kristensen’sk Tom, der ikke selv mente naturdigtningen var hans livstykke. Man kan i ”Tom på Thurø” læse historien om Ove Abildgaards og Thorkild Bjørnvigs besøg i Onkel Toms hytte, en underholdende læsning med lyden af klirrende flasker og duften af lyrisk ånde, med indrømmelser af enkelte kunststykker der naturligt nok har lunet i storbyens øjne.
Ingen der kendte ham mente dengang, at Tom Kristensen havde en kinamands chance for at overleve væk fra Københavns små oaser, men de tog så gruelig fejl af bokserdrengen i Tom, der på afstand blot så storbyen m.m. i et lidt andet lys, et der længe efter glimter så levende i vore øjne.

I skoletiden var han jo også pensum, og jeg husker hvordan vi i læseferien slangede os i græsset til en lidt kvalm fornemmelse af Hærværk, der så senere blev læst med lidt andre øjne, og i dag, blir man nærmest lysegrøn af en beundrende misundelse over hans naturlige blikfang, der pilkede den ene vidunderbasse ind på bøttepapiret efter den anden. Så her en tidløs isblomst til din egen rude, og som ligefrem er synet i en syngende busk:

Isblomster

KULDEN lyser flammevild derude.
Solen gløder i det kolde bad.
Frosten breder Isen paa min Rude
som en Skov af tropisk Kuldehad.

Palmeblade staar med lange Flammer,
men med Isens aandehvide Skær,
ud fra Vinduesrudens mørke Rammer
som en farlig Kres af dragne Sværd.

Bregner hælder deres klare Vifter
over Skovens stejle Frostvejrspas,
og det lyner gennem Isens Rifter
som et Hjulspor, fyldt med knækket Glas.

Blade skyder frem af deres Skede
med et Bladkød som den blanke dag,
pludseligt som i en tropisk Hede,
skabt som i et inspiréret Jag.

I et Bundt af lette Fluevinger
glimter Blomster fra en tornet Hæk,
og de klirrer skarpt, og Hækken ringer
gennem isen med et køligt Knæk.

Men bag Isens knitrende Lianer
anes Himlen som et ildfuldt Syn
som det blaa i fjærne, blaa Vulkaner,
Sol og Is og lunefulde Lyn.

Ak, men dette skulde jeg jo kende,
det vulkanblaa bagom Skovens Bræm,
og jeg aner nu, hvor jeg er henne:
til min blaa Drøm er jeg naaet frem.

Jeg har rejst paa Jordens stærke Strømme,
jeg har døjet Angst og farligt Vejr,
men har fundet mine vilde Drømme
opfyldt paa min Vinduesrude her.

- Tom Kristensen, fra Den Syngende Busk.

Der er noget helt vidunderligt forfriskende over disse regnvejrsdage, en gåtur med vådt hår mellem halvt afklædte træer med dryptud, og så bare hjem i den lune rede og brygge noget skoldhed kaffe, ja det er sgu da lige til at blie helt Højholtsk af…;)

mvh & dryp, dryp, dryp…
Simon

P.S.: i sådan et vejr bør man forøvrigt høre Steely Dan’s album ”Aja”; men Donald Fagan er åbenbart nærigt bange for at gå glip af et par dollars, så jeg ka altså ikke finde det til dig på Tuben!

Hej i natningen RM…

Jeg kender ikke filmen, men det ku jo være den var værd at bide øjne i, selv om man kan mistænke, at en dramatisk kærlighedshistorie helt udraderer de ambitiøse arbejder mod et liv omgivet af poesi, for sådan plejer de jo at behandle litteratur...
Engang i firserne læste jeg en herlig lille tykmavet paperback ved navn ”No one gets out of here alive”, der handler om Jim Morrisons liv, hans intellekt, læselyst og poesi, selvfølgelig også om tiden i The Doors – han var jo andet end bare en tom whiskyflaske med en joint i bunden. Så frem til at se filmen, der bare var en stor skuffelse. Men selv dokumentarer ender jo tit i lalleglade dramaer om forfatteres kærlighedsliv, der så ligner alle de andre af slagsen. Det gælder nærmest om ikke at glæde sig for meget, medmindre selvfølgelig man trænger til lidt filmisk romantik ;)

SP’s dagbog ku jeg godt lide at snuse i, selvfølgelig indeholder den også romantik og vrede, det er bare ikke fyld. Hun er mere interessant, med svære situationer der trodses af real perspektivering, en bevægen sig udover sig selv, der er jo børn, ambitioner og økonomi og depressioner der må håndteres – der trods god hjælp og et godt intellekt, kan æde et liv op indefra. Hvordan disse tackles, kan være ret interessant, de kan ramme enhver. Evnen til at formulere sig, på en eller anden måde, skabe sine pejlemærker for overblikket, handler det at skrive jo lidt om. Kvaler vi i livet alle gennemgår, må jo formuleres – digte har jo deres stil og rytme og en vis grad af genkendelige tankebilleder. Dagbogsoptegnelser kan derimod være en molevit af egensindige udbrud, private billeder i skjul, hvor hensigten sjældent er andres vurdering, endsige oplæg til melodramatiske sindsbollefilm. At læse dagbøger, er sgu lidt som at løfte låget på gammel slidt kuffert, som øjnene er gået lidt rundt om i spændt forventning.
Sylvia Plaths Mor måtte give sit samtykke til dagbogens udgivelse, formentlig velvidende at indtrykket nogen kunne danne sig af hende ikke var smigrende, hvilket jo ka få stor betydning for ens sociale liv – folk kaster gerne breve udover mennesker de har læst om, og tænker ikke altid forinden. Jeg har først selv lige læst den danske version, hvor der er plukket ud her og dér, min egen er engelsk. Jeg håber du får nogle gode timer i selskab med Sylvia..;)

Apropos, havde den fantastiske Tom Kristensen vist også sine svære stunder. Den lille pamflet ”En bogorms barndom” er forøvrigt rigtig fin; fortællingen om barndommens ubegrænsede fantasi i konkurrence med vennerne, eventyrerne der udfordrer hinanden, og et lille læseudvalg det formerer sig, Hr. Robert Louis Stevenson gik skam også an. ”Tom på Thurø” er herlig læsning, en ordentlig moppedreng, nærmest en sengehest at styre, med de fineste illustrationer af Povl Christensen, her et lille pift i…


Fløjten

Nu skylled Aftenlarmen bort, og Ødet sejled frit
med Rummets Vidde i sig som en Gysning gennem Gaden.
Den brune Tristhed, næret af det natlige Madrid,
laa som en Sygdoms Teint paa Husfacaden.

Som vandet fra en druknet Kvindes langt henslængte Haar
drev Anelsen om utugt paa de natteblanke Ruder,
og Husets Ansigt skalled af et krateragtigt Saar
i stivnet Smerte som hos syge Guder.

I Mørket vinked lyse Krads paa Husets Gadedør,
Urinen bredte sig som Blæk paa Trappestenens Flade,
og Hunden var forsvundet; men dens hæse Glam fra før
blev memoréret af den triste Gade.

Paa Stenen, som var døbt af Hunden, døbt i Blasfemi,
i Dybet af det usle sad en Tigger med sin Fløjte
og rensed Mørket om sig med en Draabemelodi
af spinkel og af draabeklinger Højde.

Og Fløjten sang: Jeg tror, der er en Øregang i Sten,
ja, mange snævre Gange ind i Stenens mørke Hjærne,
og naar de ikke lukkes af de travle Støvleben,
af Folk i Huset, lytter Stenen gærne.

Og bag de blanke Ruderligger natten som en Tragt,
der stemmes ind mod Glasset af det Noget, der vil høre.
En Falmet Divan og en Stol med Glædespigens Dragt
og Vifte lytter med et haarfint Øre.

Det andagtsfulde Mørke er som hældet mod mit Spil,
og tunghørt hænger Himmelen i Skyer over Byen.
Det er et klumpet Øre, Gud opmærksomt lægger til.
Jeg aner en Konkyljegang i Skyen.


*


Barndomsminde

Paa Kirkegaarden mellem Tjørnerod
og sunkne Grave larmed vor Tagfat,
og Solnedgangens sidste Brise stod
som Purl i Haaret og i Tjørnens Krat.

Af Død og Solens Aftenglød besat
sprang vi paa Gravene med sandet Fod,
en vildsom Leg, forinden det er Nat,
og Døden størkner i vort brune Blod.

Det isned stundom i vor Uforstand
som Brisens Raslen gennem Tjørnens Løv;
men Legen ildnedes af Død og Ro,
for under vore Fødder hvirvled Sand
i Aftnens røde Skær som gyldent Støv,
og Grave risled ned i vore Sko.

- Tom Kristensen.

mvh & god weekend..;)
Simon

P.s.: lyden af regnen der siler ned i natten, ikke just missevejr; engang imellem høres en sagte jamren, men han er ikke til at lokalisere, missemand uden paraply er et ynkeligt syn – ak ak, sir fuglene sikkert, i stille ironi…;)

Hej og go'morgenn til dig, Simon

Tom på Thurø må jeg vist også ha' fat i og læse :)) og flere beskrivelser af bogen gjorde mig også interesseret i Bjørnvig og hans egne mange erindringsbøger. Bogen "Pagten" om venskabet med Karen Blixen fik mig til at gå på yderligere opdagelse ved hjælp af Google :)). Jeg husker, at vi tidligere her i mellemrummet netop har været inde på netop deres specielle venskab.

Men her får du nu lidt fra "Den afrikanske farm" om luftens vingesus, som måske også allerede ligger herinde i forvejen? Karen Blixen kaldte flyvningerne over Afrika med Denys Finch-Hatton "Den største og mærkeligste Glæde i mit Liv paa Farmen".


Man har vældige Udsigter, naar man kommer op over de afrikanske Højlande. Her er store, forbavsende Sammenspil og Omvekslinger af Lys og Farver... Sproget mangler Ord for de Indtryk, man faar under Flyvning, og man kommer med Tiden til at finde paa nye Ord for dem. Naar man har fløjet over Rift Valley og over de to udslukte Vulkaner, Suswa og Longonot, saa er man vidtbefaren, og har været i Landene paa den anden Side af Maanen. Til andre Tider flyver man maaske lavt nede, man ser Dyrene paa Sletterne, og føler for dem, som Gud gjorde, da Han lige havde skabt dem, inden Han endnu havde faaet Adam til at give dem Navne.

*

... pludselig kom Søen til Syne. Den hvide Søbund skinner gennem Vandet, og giver det, naar man ser ned fra Luften, en overraskende, ubegribelig, azurblaa Glans, saa klar, at man et Øjeblik lukker Øjnene. Vandspejlet ligger midt i det blakkede, brunlige Land som en mægtig lysende Aquamarin. Vi var højt oppe, nu gik vi ned, og idet vi sank, saa vi vor egen dybblaa Skygge flyde under os paa den lyseblaa Sø. Her lever mange tusinde Flamingoer, og ved vor Ankomst spredte de sig under os i store Ringe og Vifter som en synkende Sols Straaler, som et kunstfærdigt Kaleidoskop, et dejligt kinesisk Mønster paa Silke eller Porcelæn, der blev malet, og malet om, medens vi saa paa det.


Morgenhilsner fra luften
RoseMarie