0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i natningen RM…
Jeg kender ikke filmen, men det ku jo være den var værd at bide øjne i, selv om man kan mistænke, at en dramatisk kærlighedshistorie helt udraderer de ambitiøse arbejder mod et liv omgivet af poesi, for sådan plejer de jo at behandle litteratur... Engang i firserne læste jeg en herlig lille tykmavet paperback ved navn ”No one gets out of here alive”, der handler om Jim Morrisons liv, hans intellekt, læselyst og poesi, selvfølgelig også om tiden i The Doors – han var jo andet end bare en tom whiskyflaske med en joint i bunden. Så frem til at se filmen, der bare var en stor skuffelse. Men selv dokumentarer ender jo tit i lalleglade dramaer om forfatteres kærlighedsliv, der så ligner alle de andre af slagsen. Det gælder nærmest om ikke at glæde sig for meget, medmindre selvfølgelig man trænger til lidt filmisk romantik ;)
SP’s dagbog ku jeg godt lide at snuse i, selvfølgelig indeholder den også romantik og vrede, det er bare ikke fyld. Hun er mere interessant, med svære situationer der trodses af real perspektivering, en bevægen sig udover sig selv, der er jo børn, ambitioner og økonomi og depressioner der må håndteres – der trods god hjælp og et godt intellekt, kan æde et liv op indefra. Hvordan disse tackles, kan være ret interessant, de kan ramme enhver. Evnen til at formulere sig, på en eller anden måde, skabe sine pejlemærker for overblikket, handler det at skrive jo lidt om. Kvaler vi i livet alle gennemgår, må jo formuleres – digte har jo deres stil og rytme og en vis grad af genkendelige tankebilleder. Dagbogsoptegnelser kan derimod være en molevit af egensindige udbrud, private billeder i skjul, hvor hensigten sjældent er andres vurdering, endsige oplæg til melodramatiske sindsbollefilm. At læse dagbøger, er sgu lidt som at løfte låget på gammel slidt kuffert, som øjnene er gået lidt rundt om i spændt forventning. Sylvia Plaths Mor måtte give sit samtykke til dagbogens udgivelse, formentlig velvidende at indtrykket nogen kunne danne sig af hende ikke var smigrende, hvilket jo ka få stor betydning for ens sociale liv – folk kaster gerne breve udover mennesker de har læst om, og tænker ikke altid forinden. Jeg har først selv lige læst den danske version, hvor der er plukket ud her og dér, min egen er engelsk. Jeg håber du får nogle gode timer i selskab med Sylvia..;)
Apropos, havde den fantastiske Tom Kristensen vist også sine svære stunder. Den lille pamflet ”En bogorms barndom” er forøvrigt rigtig fin; fortællingen om barndommens ubegrænsede fantasi i konkurrence med vennerne, eventyrerne der udfordrer hinanden, og et lille læseudvalg det formerer sig, Hr. Robert Louis Stevenson gik skam også an. ”Tom på Thurø” er herlig læsning, en ordentlig moppedreng, nærmest en sengehest at styre, med de fineste illustrationer af Povl Christensen, her et lille pift i…
Fløjten
Nu skylled Aftenlarmen bort, og Ødet sejled frit med Rummets Vidde i sig som en Gysning gennem Gaden. Den brune Tristhed, næret af det natlige Madrid, laa som en Sygdoms Teint paa Husfacaden.
Som vandet fra en druknet Kvindes langt henslængte Haar drev Anelsen om utugt paa de natteblanke Ruder, og Husets Ansigt skalled af et krateragtigt Saar i stivnet Smerte som hos syge Guder.
I Mørket vinked lyse Krads paa Husets Gadedør, Urinen bredte sig som Blæk paa Trappestenens Flade, og Hunden var forsvundet; men dens hæse Glam fra før blev memoréret af den triste Gade.
Paa Stenen, som var døbt af Hunden, døbt i Blasfemi, i Dybet af det usle sad en Tigger med sin Fløjte og rensed Mørket om sig med en Draabemelodi af spinkel og af draabeklinger Højde.
Og Fløjten sang: Jeg tror, der er en Øregang i Sten, ja, mange snævre Gange ind i Stenens mørke Hjærne, og naar de ikke lukkes af de travle Støvleben, af Folk i Huset, lytter Stenen gærne.
Og bag de blanke Ruderligger natten som en Tragt, der stemmes ind mod Glasset af det Noget, der vil høre. En Falmet Divan og en Stol med Glædespigens Dragt og Vifte lytter med et haarfint Øre.
Det andagtsfulde Mørke er som hældet mod mit Spil, og tunghørt hænger Himmelen i Skyer over Byen. Det er et klumpet Øre, Gud opmærksomt lægger til. Jeg aner en Konkyljegang i Skyen.
*
Barndomsminde
Paa Kirkegaarden mellem Tjørnerod og sunkne Grave larmed vor Tagfat, og Solnedgangens sidste Brise stod som Purl i Haaret og i Tjørnens Krat.
Af Død og Solens Aftenglød besat sprang vi paa Gravene med sandet Fod, en vildsom Leg, forinden det er Nat, og Døden størkner i vort brune Blod.
Det isned stundom i vor Uforstand som Brisens Raslen gennem Tjørnens Løv; men Legen ildnedes af Død og Ro, for under vore Fødder hvirvled Sand i Aftnens røde Skær som gyldent Støv, og Grave risled ned i vore Sko.
- Tom Kristensen.
mvh & god weekend..;) Simon
P.s.: lyden af regnen der siler ned i natten, ikke just missevejr; engang imellem høres en sagte jamren, men han er ikke til at lokalisere, missemand uden paraply er et ynkeligt syn – ak ak, sir fuglene sikkert, i stille ironi…;)
|
|
|
|