Hovsa!

Jeg tror, vi også krydser her om natten :))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

Kig ind i mit skriv fra for lidt siden, og du vil se, at Søren Ulrik Thomsen blev en fælles nattetanke

... og nu er det snart ved at være tid til et godmorgen i stedet, gad vide hvad dagen bringer

Morn’ RM…

Selv tak og da i lige måde RM, det er jo så tit herligt at læse digte du selv lægger på langs her, det må jeg sige. I øvrigt helt dejligt at dele enestående oplevelser gennem disse åbne døre, og dem er der jo heldigvis stadig mange af. Tillige nogle fine nattestunder i denne tid, dem skal der også være nogen af, engang imellem, timer så fine blå, og en ulvetime hvor arbejdsroen mærker vindens lette kølige kind mod sin, når den glider ind ad vinduer og åbne døre ud til fuglene, der sidder og sover i træerne herude foran; lige indtil altså mis pludselig vil kæle og vækker dem fra søde drømme om mageløse orme og næbede biller, og de derfor sætter i et sandt skræpperi over en sådan misforståelse, der jo vækker ansigtet fra ordene og ørerne pludselig mærker Billies muntre stemme og man rejser sig, kigger ud og ser disse to lysende sprækker slikke sig misfornøjet om munden, lige midt i fuglenes private hjem. Han har prøvet det før, åh så ofte endda, og hvor ville han dog ønske han havde små usynlige vinger, lidt som en misforstået kerub på narrestreger, men det har han altså ikke, Missemand på narrestreger.
Nætterne er kattens læsetid, når man kan brede et sammenhængende tidsrum helt ud, en rigtig Ugletid!

Jeg synes også hun er pragtfuld, Pia Tafdrup: inderlig, undersøgende, moden og godt seende, for øvrigt så glad i livet, som hun sidder dér og sætter musik på det hele. Fint er det, at se forskelle sat i betragtning mellem de to ”digtergenerationers” forventninger til lyrikkens kapacitet og muligheder, og hvor det træder så tydeligt frem, hvad det er Michael og Pia mener og ønsker poesien skal bruges til, stillet overfor det mere vage behov, der ikke klarere defineres af Kristen eller Lola, for kun at udsige følelserne og måske putte dem ned i en flødeskums-knækprosa-kage, en søndags-valiumskage, for at klare resten af en følsom uge, velsagtens. Det er en vidunderlig konfrontation, et tidsrum frosset fast og så vidt forskellig fra nutidens mere overfølsomme ytringsglade og plagede. Det er præcis dét vi må være opmærksomme på, at det faktisk går an, både at argumentere huset op og stå, og grine over huset der rasler ned om ørerne på én.
Jeg har nu aldrig været særlig glad i Lola Baidels små hop på stedet, som jeg stadig har svært ved at se fører til andet end lidt motionslyrik, men synes da bestemt at hendes reaktion på kritikken dér, er et vidunderligt eksempel på det ærlige menneske med det nødvendige overskud, helt uden nutidens behov for at blive aggressiv og fornærmet, blot fordi man ikke klarer mødet med krav om en fornuftig forklaring for meninger man udtrykker. Desuden kan det være svært at forklare digte, og det er slet ikke sikkert de har de særlige formål Michael og Pia tilskrev poesien som redskab, i hvilket lys mange nok kan have følt et øjeblikkeligt samsvar i ”knækkerier” – og synes i øvrigt man skal udvise anmelderes meninger mindre interesse ;)

Her en link til Jac’s ven, som figurerer i Transformationer med flere digte, her læser han selv højt fra vennen:
http://www.youtube.com/watch?v=ySa7mObuETI

mvh
Simon

"Jeg tror, vi også krydser her om natten."

- Som skibe i natten - tut tut! ;)

Hej RM..

Her Inger Hagerups iagttagelser omkring Tor Jonssons digtning og væsen – nok værd at tænke over…;)
Nederst lidt info om hende selv.

Tor Jonsson:
Mogning i mørkret, 1943.
Berg ved blått vatn, 1946.
Noregs Boklag.

Anmeldt av:
Inger Hagerup.


Dikt bør ikke nytes i altfor store doser, og jeg gadd se den person i øynene som kan sverge på at han har lest hele Olaf Bull fortløpende og hatt like stor glede av ham hele tia. Det måtte i tilfelle være en ren sportslig tilfredsstillelse. Min private resept lyder slik: Man tar en diktsamling, begynner å bla i den, fanger en linje her og en linje der. Plutselig er det noe som slår ned i en, så har man fått kontakt, og så leser man akkurat det diktet. Men derved eier man det, som man eier et annet kunstverk, - det lever inne i en, og det gode diktet har den merkelige egenskap at det alltid vokser og forandrer seg. I motsetning til romanen med sin "evindelige" handling, består nemlig diktets handling i at det får leserens sinn til å utvide seg på samme måte som dikterens gjorde da han arbeidet med det. Og i den forbindelse er det noe visvas å skjelne mellom naturlyrikk, sosiale eller patriotiske dikt, kjærlighetsdikt eller hva en nå vil kalle dem. Diktere må naturnødvendig i alle tilfelle skrive ut fra sitt eget sinn og sine egne opplevelser, eller "kretse om sine egne små problemer", som det ofte blir sagt. Dessverre har krigen vist oss at disse problemene ikke er så ganske små likevel. Landsviksakene med den makabre Rinnan-saken i spissen, skulle være bevis nok. Kunne vi få litt lys innover alle mørkekottene som vi har inne i oss, ville kanskje slike skjensler i menneskehetens historie som Belsen og Buchenwald unngåes. Et kjærlighetsdikt som sier noe sant om forholdet mellom to mennesker kan ha større sosial betydning enn det mest svulmende propagandadikt - vel og merke hvis det ikke er sprunget ut av noen ekte følelse.

Alt dette kom jeg til å tenke på igjen da jeg satt med Tor Jonssons nye diktsamling. Jeg slo opp på måfå og leste følgende linje:

Å, sorg, du er ei glede
som eingong vandra vilt.

Dermed hadde dikteren fått kontakt med sin leser.

Tor Jonsson har de grunnegenskaper som en dikter trenger, følsomhet og forstand, sans for ordenes valør, han er musikalsk, versene synger, og han har den folkeviseaktige evnen til å gi en enkel setning en slags høyere gyldighet. Hør her:

I Sorgli er tonane såre
når haustvinden vaknar i fjell.
Her draup det så mang ein tåre,
Her slokna ein eld.

Mot kvelden vert himmelen naken,
Det susar av minne i skog.
Det sloknar eit ljos i staken.
Det rustar ein plog.

Dette er symbolikk, men stillfeldig og nydelig, ikke påtrengende eller falsk. Eller når han gir naturbildet direkte, med den dype undertonen av opplevd natur:

Det losna ei skurd nordi skardom på
ny,
- tru vinteren sjølv hadde vakna?
Dalen vart fylt av ei gråtande sky
og hugen av sorgmod og saknad.

Eg høyrde at klokkene tagna ved
kveld
vi rusla så smått gjennom le-et.
Blod draup fra hjarta som haustregn
i fjell,
som lauvblada fell ifrå treet.

Hva er det så denne nye dikteren skriver om? Han skriver om sorgen, om minnene, om høsten og døden, om fattigdommen og trassen. Nesten alle diktene har en mørk tone, ofte fortvilet, men aldri håpløs. I den første samlingen formulerer han sin livsanskuelse slik:

Klagar du livet for gråe dagar,
umetta magar,
sorger og sår?
Verst er det å gå frå usådd åker
og ufødd vår.

Det ligger en sunn og ukuelig livsvilje i slike vers, og det kan min ne om de vidunderlige linjene som den unge avdøde dikteren og frihetskjemperen Morten Nielsen skrev:

Du skal vokse og blomstre og sette
dine frø,
du er endnu for ringe til at dø.

Tor Jonsson har også skrevet noen bygdedikt. Bak dem aner man et slags Sandemose-Jante, med det effektive undertrykkelsessystem som trives så ypperlig under små forhold. Men selv i disse versene har han greid å holde bitterheten borte. Han gjør opprør mot bygda, men i diktet "Heimveg" er han åpen og varm mot dalen sin:

Ei uro kom
og jaga meg
frå dalen som
har nok med seg.
Da fann eg Lom
på leitarveg.

Men dalen min
eg ser han no.
Han speglar tind
i stille sjo
og fegen finn
eg barndoms ro.

Eg fylgjer mor
til Fåkjeldland.
Da er eg stor,
da er eg mann.
Ho seier: Tor,
ver tru og sann.

Ikke alt i disse to samlingene er like godt. Det skulle bare mangle. Her fins direkte dårlige vers, og særlig en del av de store tankediktene skjemmes ofte av ord som virker utenpåklistret og uten organisk sammenheng med det øvrige. "Kosmisk kollektiv" eller "sublimerte tankeskyer" gjør hverken inntrykk på følelse eller tanke hos leseren, og "asketisk offerliv" er her heller ikke bra. Fremmedord skulle i det hele tatt behandles uhyre varsomt i dikt, ikke minst av Tor Jonsson som har fått evnen til det selvfølgelige og slående uttrykket i vuggegave. Mange av diktene virker også som skisser - en kan tenke seg at han senere vil finne tilbake til de samme tingene og utdype dem, arbeide seg ennå mer gjennom dem. Og hva mer kan en dikter ønske seg enn å ha materialet liggende og redskapene i orden? Det er ingen grunn til å ha noen bekymring for framtia til en lyriker som har skrevet denne "Song om død og liv":

Når siste dagen doggast
så alle strålar brest,
skal kvart eit sorgtre hoggast,
og livsens mørke rest
skal verte fjom i sanden
og flyte bort til sist.
Da sloknar einsemdsbrannen.
Det veit eg sant og visst.

Men opnar du ditt auga
og ser kva døden er,
skal livsens solhav lauga
din lagnads nakne skjer.
Da lever du på jorda
til døden stig i land
og stryk ut alle orda
som sorga skreiv i sand.

Inger Hagerup,
i FRIHETEN
25-05-1946.

https://snl.no/Inger_Hagerup

mvh
Simon

P.s.:
Her lidt mere frihed fra en savnet ”dansk” poet – et fint portræt…ta et kik-kuk: ;)

http://www.youtube.com/watch?v=2aI0mfFsvzo

mvh
Simon