|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM…
Selv tak og da i lige måde RM, det er jo så tit herligt at læse digte du selv lægger på langs her, det må jeg sige. I øvrigt helt dejligt at dele enestående oplevelser gennem disse åbne døre, og dem er der jo heldigvis stadig mange af. Tillige nogle fine nattestunder i denne tid, dem skal der også være nogen af, engang imellem, timer så fine blå, og en ulvetime hvor arbejdsroen mærker vindens lette kølige kind mod sin, når den glider ind ad vinduer og åbne døre ud til fuglene, der sidder og sover i træerne herude foran; lige indtil altså mis pludselig vil kæle og vækker dem fra søde drømme om mageløse orme og næbede biller, og de derfor sætter i et sandt skræpperi over en sådan misforståelse, der jo vækker ansigtet fra ordene og ørerne pludselig mærker Billies muntre stemme og man rejser sig, kigger ud og ser disse to lysende sprækker slikke sig misfornøjet om munden, lige midt i fuglenes private hjem. Han har prøvet det før, åh så ofte endda, og hvor ville han dog ønske han havde små usynlige vinger, lidt som en misforstået kerub på narrestreger, men det har han altså ikke, Missemand på narrestreger.
Nætterne er kattens læsetid, når man kan brede et sammenhængende tidsrum helt ud, en rigtig Ugletid!
Jeg synes også hun er pragtfuld, Pia Tafdrup: inderlig, undersøgende, moden og godt seende, for øvrigt så glad i livet, som hun sidder dér og sætter musik på det hele. Fint er det, at se forskelle sat i betragtning mellem de to ”digtergenerationers” forventninger til lyrikkens kapacitet og muligheder, og hvor det træder så tydeligt frem, hvad det er Michael og Pia mener og ønsker poesien skal bruges til, stillet overfor det mere vage behov, der ikke klarere defineres af Kristen eller Lola, for kun at udsige følelserne og måske putte dem ned i en flødeskums-knækprosa-kage, en søndags-valiumskage, for at klare resten af en følsom uge, velsagtens. Det er en vidunderlig konfrontation, et tidsrum frosset fast og så vidt forskellig fra nutidens mere overfølsomme ytringsglade og plagede. Det er præcis dét vi må være opmærksomme på, at det faktisk går an, både at argumentere huset op og stå, og grine over huset der rasler ned om ørerne på én.
Jeg har nu aldrig været særlig glad i Lola Baidels små hop på stedet, som jeg stadig har svært ved at se fører til andet end lidt motionslyrik, men synes da bestemt at hendes reaktion på kritikken dér, er et vidunderligt eksempel på det ærlige menneske med det nødvendige overskud, helt uden nutidens behov for at blive aggressiv og fornærmet, blot fordi man ikke klarer mødet med krav om en fornuftig forklaring for meninger man udtrykker. Desuden kan det være svært at forklare digte, og det er slet ikke sikkert de har de særlige formål Michael og Pia tilskrev poesien som redskab, i hvilket lys mange nok kan have følt et øjeblikkeligt samsvar i ”knækkerier” – og synes i øvrigt man skal udvise anmelderes meninger mindre interesse ;)
Her en link til Jac’s ven, som figurerer i Transformationer med flere digte, her læser han selv højt fra vennen:
http://www.youtube.com/watch?v=ySa7mObuETI
mvh
Simon
|
|
|
|
