’Kreativitet er den vellykkede løsning på en indre konflikt’, sagde en englænder engang – eller kreationisters fantastiske løsninger på livets enkle udfordring – erkendelsen af egen forgængelighed. Selvfølgelig ingen rar tanke, nejvel, den optræder da for det meste også først senere i livet, barndom og ungdom er fyldt med udødelig søvn, der er brug for kræfterne, stillet overfor livets store besvær. Enkelte digtere har et så vidunderligt hvælv, at man bare må hengive sig til dufte og smag i de livagtige billeder, svært at sige hvor mange der med tiden så fandt lindring ved ansporing gennem digtenes sære veje, straks lettere at se de taknemlige øjne når irlænderen fx læser Yeats og Heaney:

Muddervisionen

Statuer med blotlagte hjerter og pigtrådskroner
stod stadig i nicher, harer smuttede rundt
under jetflys slumrende buge, vore menu-forfattere
og punkere med aerosol-spray hævdede sig
mod de bedste af slagsen. Satellit-forbindelser
lod pavers velsignelser bølge over os, helikopterlufthavne
opretholdt en tryllekreds for idoler på tournée
og ulykkesofre på deres bårer. Vi gik i søvne
på line mellem panik og formel, prøvefilmede vore
første indfødte modeller og de sidste mimere.
Så os selv på afstand, begunstigede
og luftige som en mand på et springbræt
der bliver ved at varme op for fyren kan ikke dykke.

Og så stod den frem i det tågede midtland,
vor muddervision, som om et rosenvindue af mudder
havde opfundet sig selv i den glitrende fugt,
et hjul af flyvende sommer, koncentrisk med sit eget nav
af diset søle, besmudset og dog lysende.
Vi havde hørt om solen der stod stille og om solen
der skiftede farve, men vi blev skænket
ægte ler, omdannet og snurrende.
Og så blev solnedgangene plumrede, viskeren
kunne aldrig helt tørre vindskærmen af,
damme smagte af dynd, lette fnug
formede sig i hår og øjenbryn og nogle
begyndte at gå med en udtværet klat på panden
for at være rustede mod hvad som helst. Man indførte
at holde nattevagt ved tilmudrede afløb,
på altrene havde dunhamre fortrængt liljerne
og et hold invalider kom og gik
om senge de kunne leje nær ved bruserne.

En generation som havde set et tegn!
Disse nætter da vi stod i umbrafarvet dugg og kunne lugte
mug på verbena’en eller vågnede til en let
fure-ånde på puden, da alt man talte om var
hvem der havde set den og vor frygt
farvedes af en hemmelig stolthed kunne kun vi selv
være på højde med vore liv. Da regnbuen
krummede sig oversvømmelsesbrun og var som en vandrottes ryg
så bilisterne på den hårde rabat standsede motoren for at se den,
ønskede vi den væk og dog antog vi den for at være en prøve
der skulle vise at vi overtraf enhver forventning.

Vi levede, naturligvis, længe nok til at se galskaben i alt dette.
En dag var den borte og østgavlen
hvor dens dirrende blomsterblade havde balanceret
stod som en grel ruin igen med mælkebøtter
hvis frø af vinden var ført op på høje afsatser og mos
der slumrede videre under sin vækst . Da kameraer kulegravede
stedet fra alle vinkler begyndte eksperterne
deres post factum plapren og vi stimlede sammen
for at høre de bedste forklaringer.
Det fik os til at glemme at visionen var vores,
vor eneste chance for at lære det uforlignelige at kende
og dykke efter en fremtid. Hvad der kunne have været oprindelse
udmøntede vi i nyhedssnak. Det klargjorte sted
havde hverken genfundet sig selv eller os – men man kan
sige, at vi overlevede. Så sig det og se på os
som havde vor chance for at blive muddermænd, overbeviste og
fremmedgjorte
figurere i vore egne øjne for verdens.

- Seamus Heaney.

mvh
Simon

Hr. lægprædikant..

Lærte du på Scientology-kurset kun to alternativer som forsvar mod sund fornuft – og drillerierne derfor?

1. Bliv ved med at fortæl alle om dine følelser for kristusuniverset – gider ingen høre på det og driller dig, gå straks til pkt…
2. Æv-bæv det er du bare også! gentages hele tiden – virker det ikke, gå tilbage til pkt. 1. og anbefal kurset som populær psykologi!

Du har i mere end 13 år vist dig som en lærenem kursist, men får her, grundet sprogvanskeligheder tidligere uddybet af din tålmodige dansklærer Ole, karakteren 8..;)

mvh
Simon

Mosedronningen

Jeg lå og ventede
mellem tørveflade og mur omkring et gods,
mellem lynggroede bakker
og glastandet sten.

Min krop var braille
for snigende indflydelser:
daggryssole famlede sig frem over mit hoved
og kølnede mine fødder,

gennem mine stoffer og huder
fordøjede vinterens
siven mig,
de analfabetiske rødder

grublede og døde
i mavens og øjenhulernes sammenstyrtninger.
Jeg lå og ventede

på grusgulvet,
mens min hjerne formørkedes,
en krukke rogn
gærede under jorden
drømme om Østersø-rav.
Knuste bær under mine negle,
det livsvigtige depot svandt ind
i bækkenets krukke.

Mit diadem fik caries,
ædelsten faldt
mellem tørvene
som historiens fundamenter.

Mit skærf var en kort bræ,
der rynkede, farvede vævninger
og fønisk syarbejde
mugnede på mine brysters

bløde moræner.
Jeg følte vinterkulden
som fjordes snuder
mod mine lår –

de gennemblødte fjer, hudernes
tunge svøb.
Min hovedskal overvintrede
i mit hårs våde rede.

Som de røvede.
Jeg blev barberet
og afklædt
af en tørvegravers spade

som tilslørede mig igen
og blidt pakkede kulstøv ned
mellem stenkamrene
ved mit hoved og mine fødder.

Til en adelsmands kone bestak ham.
Mit hårs fletning,
en slimet navlestreng
af mudder, var blevet skåret over

og jeg rejste mig fra den mørke,
hakkede knogle, hovedskals-varer,
flossede sting, kvaster,
små glimt på skrænten.

- Seamus Heaney.

*

Sjovt nok er der kun ganske få digte af Ibsens i skuden her, vistnok tidligt lagt ind af Ole; så her en smuksak men fra Bergliot Ibsens erindringsbog De tre, der viser lidt om mennesket og digteren Henrik Ibsen og gør op med nogle myter, ikke mindst tilbydes man indblik i de smukkeste breve:

Tak

Hendes sorg var de vånder,
som knudret min sti,
hendes lykke de ånder
som bar mig forbi.

Hendes hjem er her ude
på frihedens hav,
hvor digterens skude
kan spejle sig af.

Hendes slægt er de skiftende
skikkelsers rad,
som skrider med viftende
flag i mit kvad.

Hendes må er at tænde
mit syn i glød,
så ingen fik kjende
hvo hjælpen bød.

Dog just for hun venter
ej tak engang,
jeg digter og prenter
en takkens sang.

mvh
Simon