|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
’Kreativitet er den vellykkede løsning på en indre konflikt’, sagde en englænder engang – eller kreationisters fantastiske løsninger på livets enkle udfordring – erkendelsen af egen forgængelighed. Selvfølgelig ingen rar tanke, nejvel, den optræder da for det meste også først senere i livet, barndom og ungdom er fyldt med udødelig søvn, der er brug for kræfterne, stillet overfor livets store besvær. Enkelte digtere har et så vidunderligt hvælv, at man bare må hengive sig til dufte og smag i de livagtige billeder, svært at sige hvor mange der med tiden så fandt lindring ved ansporing gennem digtenes sære veje, straks lettere at se de taknemlige øjne når irlænderen fx læser Yeats og Heaney:
Muddervisionen
Statuer med blotlagte hjerter og pigtrådskroner
stod stadig i nicher, harer smuttede rundt
under jetflys slumrende buge, vore menu-forfattere
og punkere med aerosol-spray hævdede sig
mod de bedste af slagsen. Satellit-forbindelser
lod pavers velsignelser bølge over os, helikopterlufthavne
opretholdt en tryllekreds for idoler på tournée
og ulykkesofre på deres bårer. Vi gik i søvne
på line mellem panik og formel, prøvefilmede vore
første indfødte modeller og de sidste mimere.
Så os selv på afstand, begunstigede
og luftige som en mand på et springbræt
der bliver ved at varme op for fyren kan ikke dykke.
Og så stod den frem i det tågede midtland,
vor muddervision, som om et rosenvindue af mudder
havde opfundet sig selv i den glitrende fugt,
et hjul af flyvende sommer, koncentrisk med sit eget nav
af diset søle, besmudset og dog lysende.
Vi havde hørt om solen der stod stille og om solen
der skiftede farve, men vi blev skænket
ægte ler, omdannet og snurrende.
Og så blev solnedgangene plumrede, viskeren
kunne aldrig helt tørre vindskærmen af,
damme smagte af dynd, lette fnug
formede sig i hår og øjenbryn og nogle
begyndte at gå med en udtværet klat på panden
for at være rustede mod hvad som helst. Man indførte
at holde nattevagt ved tilmudrede afløb,
på altrene havde dunhamre fortrængt liljerne
og et hold invalider kom og gik
om senge de kunne leje nær ved bruserne.
En generation som havde set et tegn!
Disse nætter da vi stod i umbrafarvet dugg og kunne lugte
mug på verbena’en eller vågnede til en let
fure-ånde på puden, da alt man talte om var
hvem der havde set den og vor frygt
farvedes af en hemmelig stolthed kunne kun vi selv
være på højde med vore liv. Da regnbuen
krummede sig oversvømmelsesbrun og var som en vandrottes ryg
så bilisterne på den hårde rabat standsede motoren for at se den,
ønskede vi den væk og dog antog vi den for at være en prøve
der skulle vise at vi overtraf enhver forventning.
Vi levede, naturligvis, længe nok til at se galskaben i alt dette.
En dag var den borte og østgavlen
hvor dens dirrende blomsterblade havde balanceret
stod som en grel ruin igen med mælkebøtter
hvis frø af vinden var ført op på høje afsatser og mos
der slumrede videre under sin vækst . Da kameraer kulegravede
stedet fra alle vinkler begyndte eksperterne
deres post factum plapren og vi stimlede sammen
for at høre de bedste forklaringer.
Det fik os til at glemme at visionen var vores,
vor eneste chance for at lære det uforlignelige at kende
og dykke efter en fremtid. Hvad der kunne have været oprindelse
udmøntede vi i nyhedssnak. Det klargjorte sted
havde hverken genfundet sig selv eller os – men man kan
sige, at vi overlevede. Så sig det og se på os
som havde vor chance for at blive muddermænd, overbeviste og
fremmedgjorte
figurere i vore egne øjne for verdens.
- Seamus Heaney.
mvh
Simon
|
|
|
|
