Her et digt, skrevet af Elsa Gress’ bror, som jeg har hevet ret ud af en flot fortælling der hedder Mine mange hjem – digtet findes på s. 156…

Hyldest til en natekspress

Durrende drøner jætten ad skinner,
dræbende drømmene, døvende minderne,
glemmende står jeg og stirrer i mulmet…

Tak, du kyklop, for hver sorg du har dulmet,
tusindfold tak for hver eneste stund
du lukkede bekymringens skrigende mund.

- Palle Gress.

”Hvis drømme gentoges og fortsattes med samme regelmæssighed som vågne oplevelser, hvordan ville man så kunne skelne mellem drøm og virkelighed”, spør’ Elsa Gress (s. 171), og lægger her et fragment frem skrevet af broderen, som hun nåede at kopiere inden han fik også det brændt; det synger sådan her:

I drømmens og synernes land
når vi færdes de ukendte steder,
blandt levende fæller og døde,
kan vi mærke den sugende rædsel
enklere, dybere, stærkere
end sjælen vågen kan bære,
en kold og knugende angst,
som stiger, stemmer og strømmer,
når der i drømmens hule
domkirkedunkel og tyst,
vi står ene og ved
at bag døren er øjne
vi ikke tør møde.
Men morgenen skænker os nådigt
glemslens gave og sænker
slør for vor drømmeangsts åsyn.
Og siden levnes os kun
en viden, følelsesfattet…

- Palle Gress.

The City of Dreadful Night

O melancholy Brothers, dark, dark, dark!
O battling in black floods without an ark!
O spectral wanderers of unholy Night!
My soul hath bled for you these sunless years,
With bitter blood-drops running down like tears:
Oh dark, dark, dark, withdrawn from joy and light!
My heart is sick with anguish for your bale;
Your woe hath been my anguish; yea, I quail
And perish in your perishing unblest.
And I have searched the highths and depths, the scope
Of all our universe, with desperate hope
To find some solace for your wild unrest.
And now at last authentic word I bring,
Witnessed by every dead and living thing;
Good tidings of great joy for you, for all:
There is no God; no Fiend with names divine
Made us and tortures us; if we must pine,
It is to satiate no Being's gall.
It was the dark delusion of a dream,
That living Person conscious and supreme,
Whom we must curse for cursing us with life;
Whom we must curse because the life he gave
Could not be buried in the quiet grave,
Could not be killed by poison or the knife.
This little life is all we must endure,
The grave's most holy peace is ever sure,
We fall asleep and never wake again;
Nothing is of us but the mouldering flesh,
Whose elements dissolve and merge afresh
In earth, air, water, plants, and other men.

- Bysshe Vanolis.

Mvh
Simon

Go'morgen i Mellemrummet

Morgenkaffen vil jeg indtage i haven sammen med Mellemrumspoesien ... jeg takker og vil nyde og glædes og lade mig inspirere til at finde mere poesi

Sommerlige hilsner fra RoseMarie

Hej RM..

Man ku' elles godt ha' fået morgenkaffen galt i halsen over de sidste to pessimister, deroppe i tråden; ja jeg vil ligefrem sige at Borum idet lys træder frem som en lille solstråle, og at det er godt der findes andre måder at sætte lys på sine fornemmelser af London - men særdeles dygtige var de nu engang, god sol ;)

mvh
Simon

Altruisme…

…er overskriften for én af i alt 55 gode bagateller, der alle som en fortæller en anderledes fordelagtig historie om selve meningen med dette og hint set fra Villy Sørensens synspunkt, der altid selv var hjælpsom og beredvillig ud i det myreflittige, hvis ellers hans stakkels ryg lod ham i fred, han skriver:

Det med at gøre andre mennesker en tjeneste – det er jo ikke noget der er oppe i tiden, men det er noget jeg tager meget alvorligt. Det er ikke noget man sådan lige gør, det er ikke noget man skal gøre for at blære sig overfor den der har brug for ens hjælp, det kræver – jeg vil ikke ligefrem sige ydmyghed, men i hvert fald respekt, det skal være ordentligt arbejde. Derfor trænger jeg mig heller ikke på, jeg ved udmærket godt at jeg ikke kan gøre noget som andre ikke kan gøre bedre: jeg har ikke så mange penge som andre, jeg er ikke god til at finde vej, så hvis man beder mig om penge eller hjælp til at flytte eller spørger om vej, så ved jeg at jeg ikke er den rette. Man skal ikke gøre andre mennesker en tjeneste hvis man ved at man kommer til at gøre dem en bjørnetjeneste: man risikerer jo at spærre vejen for den der kunne gøre det meget bedre. Så kan man sige at man vel også kan gøre folk små tjenester, at lidt også har sin ret osv., men her er jeg mere principfast: hvad man ikke kan gøre ordentligt for sine medmennesker, skal man lade være med, det skylder man dem; hvem har glæde af at få flyttet tingene halvvejs op eller kun at få vist den halve vej, bare for at tage et par eksempler. Jo, jeg selv – det er noget andet – jeg har da taget mod tjenester af folk i ny og næ, jeg er jo ikke så krævende.

- Villy Sørensen, 55 bagateller, prosatekster, bagerst står: De blev de sidste han skrev, og Villy Sørensen betegnede dem selv som ”bagateller”, disse 55 underfundigt lærde, fabulerende, tidskritiske og skarpslebne tekster, som på en gang kaster lys tilbage på et stort dansk forfatterskab og runder det af på smukkeste måde.
Villy Sørensen var født i 1921 og døde i 2001, og desværre må man sige, for det tomrum han efterlod er ikke sådan at fylde ud, hvilket nu også ville være helt urimeligt. Så nu har vi hans mange arbejder tilbage at nyde, fantastisk mange gode beretninger om alt fra filosofiske spørgsmål til beretninger der vender bunden i vejret på verden og efterlader os med nye synspunkter, og det er da ikke så dårligt, nu det er lidt svært at gå og stå på sit eget hoved. Velbekomme, ville han ha’ sagt…

mvh
Simon

Her et yderst smukt stykke musik af Scarlatti, som jeg forestiller mig vil vække glæde:
http://www.youtube.com/watch?v=vuPWLmoHPC4

Et andet er ’Quomodo sedet sola civitas’ (hvor ensomt byen står hen) der også er et smukt lille stykke, og oprindelig var det profeters jeremiader over Jerusalems ødelæggelse, men i Evelyn Waughs ’Gensyn med Brideshead’, forsøger Cordelia med netop dette tankebillede at give den stakkels agnostiker Charles et indtryk af den afmægtighed hun følte, da kapellet på Brideshead efter moderens død opløstes og pludselig føltes så forladt. Kapellet var samlingspunktet for de stærke katolikker i familien, men en knude i brystet hos dem der måtte flygte, hendes elskede bror Sebastian og faderen Lord Marchmain, begge er familiens sorte får. Både tv-serien og bogen er i øvrigt et mesterværk med stærke poetiske kræfter, har du ikke set og læst, må du tilføje dig oplevelsen. Stykket er ikke så langt, men smukt er det:
http://www.youtube.com/watch?v=-bOc6Ddccn4

mvh
Simon