Jeg melder mig som den første til at takke ja til kurset i sprogforståelse ... og jeg ved, at jeg ville kunne beriges ved at ta' imod og ta' ved lære.

Solskinshilsner midt i de danske regndråber

Ohøj i regnen…

”Kun sådan bliver ordene levende på og ikke til papegøjesnak, som ørkesløst gentages uden betoning og i hverken stemmeføring eller ord. Ord, som bli'r levende, bli'r til sang og musik ... her med Anne Dorte Michelsens smukke ord, som hun også gjorde til sang og musik ...”.

- Jeg ska’ love for der er rytmiske dryp på samtlige spir, degne og naturens øvrige små hatte i det nydelige Dannevang, en himmelsk musikalsk forestilling der langt overgår eurovisionet-sirener i danesang - du fredsens, mon også guder holder sig for ørerne til gøjer i taktfaste elegier; du Thor, hører du en skræppen fra os der under dig bor?

Her lidt hymner fra det gennemmusikalske menneske Jørgen Gustava Brandt – og fra Serie (1981); ham ska’ man ik’ gå glip men la’ sig gå på af, for dels ville han virre med hovedet og dels ville man bare gå glip af det han sir, for øvrigt også af kompositionen – som jeg her har taget mig friheden til at positionere som egen kompost - fra dette mærkbare væsens indre stemme, som jeg nu altså synes det er værd at ha’ fornemmelse for ;).

Her er ingen monumenter

Asymmetrisk tjørn
sort stridig hældende
over vandhullets spejl

Mellem tjørnen
og vandspejlet
i nedgangsstundens blege skær
med tornekongen
dansemyggenes
tyste hvirvler …

Vi er tjørnene
kinesere i al slags vejr
vi har ingen forbindelser
ved hoffet
men heller ikke på rådhuset
ske hvad der vil
vi gemmer det røde
hemmeligheden
er åbenbaret

Vi er sten
store sten
sten sten
stenede
sten
frie sten
meget hjerne
såvel som
hjerte

Vi er poplerne
vi vender det hvide ud af bladene
kun visdommen optar os.

600 måneders viden
om harens flugt

Endnu ikke helt
udmattet
Jeg tier.

Mægtige kredse
omarmer
dette

Mit liv
det passer mig godt
Vendt mod det uendelige
står en bænk –

Det plasker fra bropillerne
det syder
Natten er fortrolig
Havets lyd
Safirblinket
sporets rids
borte

stien fortaber sig, hvid
Nedenom og hjem
gamle hygrofile
helhest
Det passer mig godt

Vi lever
på lykke og fromme

Og alt der lever er helligt,
viet
skabelsens gud
og derfor
guddommeligt signet.

Som du ser er
det hele et øjeblik

- udpluk fra ”Serie” 1981 af Jørgen Gustava Brandt.

Jeg synes der er så meget fælles mellem Jørgen Gustava Brandt og Vagn Lundbye – officeren, der først svajede i Vindrosen og siden med Signaliment samt Altvidende fortællinger, men helt lost blev jeg nu først efter at være blevet landsat med trilogien Tilbage til Anholt, som jeg synes man skal love sig selv at læse.
En lidt anden post, det her, men sjovt at skrive under en grå himmel akkompagneret af nydelig himmelmusik, dryp-dryp-dryp; men efter at være puslet om og badet med himmelsk omsorg i mindst tre hele dage, ku’ jeg nu godt tænke mig at se solens glade ansigt igen. Og da jeg åbenbart ikke kan sprede de samlede tanker om arbejdet, får du hermed i stedet lidt adspredthed til duften af min frisklavede kaffe samt et, god fornøjelse - tak i øvrigt for Dortes og Borums strofer, sidstnævnte er tit en glæde; håber du holder af den snegle-reglementerede regndans og at du pudser følehornene til gode strømninger, i guder det er vådt, det vand…;)

mvh
Simon

Et lille hint til sprogforståelse, RoseMarie, er intuitionen, som gør os i stand til at se gennem ordenes pålydende værdi, og fornemme de bagved liggende tanker og følelser. Digte består jo i virkeligheden af metaforer, der udvider sprogets muligheder.

Det var jo grunden til at Einstein, som havde en masse intuition, benyttede sig af metaforer som "Gud" og "religiøsitet" som netop ikke betød det samme for ham som ordbøgernes definitioner.

Jeg har selv brugt tilsvarende metaforer i et digt fra 2008, hvor jeg forsøger at beskrive 16 milliarder års udvikling i 16 små strofer. Mennesker med den intuitive sans for poesi fornemmer måske her den skabelsesproces, som Arne bekymrer sig så meget om at få forklaret.


Genesis.

Tiden skælver, stoffet kælver
i et lydløst brag.
Rummet fødes, kræfter mødes
i et gudeslag.

Plasmafaser, kræfter raser,
Altet går bersærk,
ekspanderer, kontraherer,
det er guders værk.

På sekunder strålebundter
kaster sig afsted
ud i rummet, nænsomt krummet
om en evighed.

I æoner stormer ioner
mod et ukendt mål.
Hede vinde, som et minde
om det første bål.

Rummet øger, stoffet søger
mod en tyngdepol.
I det golde mørke kolde
vokser frem en sol.

Solens varme strålearme
rør et kolloid:
Stoffet mindes, kræfter bindes,
det er livets tid.

Byggestene, helixgrene
med en mystisk sans
sig formerer, duplikerer
i en hvirveldans.

Celler spaltes, som de kaldtes
af en guderøst.
Viden samles, mens der famles
efter lysets trøst.


Kaos bindes, veje findes,
livets overtag
i kemien entropien
mindsker dag for dag.

Havet syder, bølger bryder
mod den hvide kyst.
Op af vandet, gennem sandet
snor en fisk sig tyst.

Mutationer, millioner
arter vokser frem.
Hjernen øger, tanken søger
mod et større hjem.

Nye gåder, nye måder
fremmer tankens skred.
Hele tiden øget viden
bryder grænser ned.

Data byttes, viden flyttes
uden tab af tid
gennem zoner, tachyoner
spredes hid og did.

Stjernetåger, liv, der våger,
lytter efter svar.
Er vi flere, ved vi mere
end det lidt, vi har?

Vidt forgrenet, men forenet
livet presser på.
Eksistenser uden grænser
prøver at forstå.

Viden sendes, alt erkendes,
og måske til sidst
Universet, gudeherset,
bli’r sig selv bevidst.

Det er primært skrevet for fysikere og kosmologer, og indeholder derfor en del faglige gloser, men jeg håber, at du og andre også kan få noget ud af det.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej RM & Ole..

Her lidt af en mulig ukendt musik til øjnene, ikke så meget for at lægge danske poeter bag, som for at lægge et par af de rigtig store frem for os, nogle af dem skabte livstegn i selv meningsløs krig og livets paradoks, med de sanseligste billeder på situationer nære som fjerne. Jeg læser essays af Virginia Woolf i øjeblikket – i 1912 giftede hun sig med Leonard Woolf, og sammen grundlagde de så Hogarth Press, fra hvilken min ”Granite and Rainbow” her stammer – hvor memoirers skaber en atmosfære med myriader af anvisninger til bevidste tankevækkere i tider så fjernt fra litterater og poeter der i dag omgiver os, men som benytter sig af en psykologisk romanform som hun, hvis ikke hun ligefrem skabte den, i hvert fald var medvirkende til det – eksempler derpå kender du måske sikkert selv, enkelte er tilmed filmatiseret, men viser kun lidt om hendes tankes styrke, som man får et meget klart indtryk af i hendes essays, hvorfor de naturligvis er værd at kaste sig over – ”To the Lighthouse” bør man unde sig selv, hvis man er glad i sprogets dirren, inden i. Hun var bl.a. rigtig glad i mange af tidernes store poeter, ikke kun Shakespeare, hvoraf enkelte stykker ska’ fylde tanker også her, så fra mig til jer, to whom they speak:

Forward, the Light Brigade!
Was there a man dismayed?
Not though the soldiers knew
Some one had blundered:
There’s not to make reply,
There’s not to reason why,
There’s but to do and die:
Into the valley of Death
Rode the six hundred.

Cannon to right of them,
Cannon to left of them,
Cannon in front of them
Volleyed and thundered;
Stormed at with shot and shell,
Into the jaws of Death,
Into the mouth of Hell
Rode the six hundred.

- Tennyson’s “The Charge of the Light Brigade” (1854).

Aloof, as if a thing of mood and whim;
Now that its spare and desolate figure gleams
Upon my nearing vision, less it seems
A looming Alp-height than a guise of him
Who scaled its horn with ventured life and limb

- Thomas Hardy.

mvh
Simon

Her lidt musik til digtene:

http://www.youtube.com/watch?v=8kymO93lzME

Og nu vi er ved ham, denne frejdige musikalitet, hva' så med den her:

http://www.youtube.com/watch?v=ej4P6m7L-4U

- ka' ik' la' vær', dén her å simpelthen med, er det ikke legende elegant og smukt?

http://www.youtube.com/watch?v=8tp-nbchmHU

mvh
Simon