Hej i natten, RM..

En sjov forbindelse, expressen Leth-Bolano, men med 2666 af Bolano åbnede jeg i 2007 selv et øjeblik i et bagvedliggende kranium, og vandrede derfra ind i en noget kaotisk verden af mere eller mindre spændende forviklinger, som det vist tog et par mdr. at bevæge mig igennem - den er lidt sær, vel nærmest for at gøre det hele lidt sært.

Det er den eneste jeg har læst af Bolano, der på dette tidspunkt fik en nærmest kultagtig status i US, senere i Europa: denne sære personinteresse som dyrkelse, måske særlig i dén ende af verden, der jo ligefrem kan kaste præsidentembeder af sig og til endnu særere mennesker. Men dette med at leve for at skrive, eller læse, hvad der kan komme ud på ét, ved at noget skrives i os, og hvor sammenhængen menneske-sprog kan ses som interagerende biblioteker med mulighed for at selve historien vil overleve døden, vistes ved et billede af Bolanos skrivebord, hvor krivemaskinen stod alene tilbage som symbolet.
Jeg ved ikke om han idag dyrkes på samme måde, men for små 10 år siden skabtes der vist en lille Hemmingway ud af ham, derovre hvor der jo er lidt flere penge i guderne...;)

Men Knud Sønderbys Grønlandsblik glæder jeg mig som sagt til at se igennem; det er jo også rigtigt, at livet kan genopstå i sproget, og at vi som mennesker kan anses at være omvandrende historier, altså små biblioteker, forudsat at vores hukommelse ikke spiller os et gevandigt puds, som den skiderik jo har for vane ;)

Natligste hilsner
Simon

Go'morgen Simon

... til en dag med mere Jørgen Leth :)) og nu Tilfældets gaver (2009)

Se

En fader siger til sin søn, inden denne drager ud på sin første udenlandsrejse: „Husk nu at bruge dine øjne, søn.“ Sønnen skal bruge sine øjne til at se med. Han skal ikke glemme at se. Han skal opleve verden med sine øjne. Med sit syn. Sønnen rejser ud i verden og ser sig om. Han gør som hans far har sagt. Han ser, og han noterer sig det han ser. Han danner sig sine indtryk. Han opdager at verden er fuld af billeder og betydning. Han prøver at forstå det han ser. Hver gang han kommer hjem fra en rejse, fortæller han sin far om det han så. Han samler sine indtryk og viser dem frem. Han beslutter sig for at han vil blive ved med at bruge sine øjne hele livet igennem.

At se er at vælge en bestemt optik. Med sin optik indrammer man et udsnit af virkeligheden. Man kan se ud i rummet uden at se noget som helst. Man kan se et udsnit af sin verden på bordet foran én. Man ser de enkelte ting, en tom kop, nogle papirer, en kuglepen, en pakke Marlboro. Man ser nogle ord på papiret. Man kan lave sig sit eget nature morte. Eller man kan gå ud og samle indtryk fra kaos. Verden består af det man ser. Man ser måske en sammenhæng, et billede. Eller måske kan man ikke få øje på noget, der indprenter sig på nethinden. Man kan vælge sig en udsigt. En situations inventar kan forekomme ganske overskueligt, men sommetider vil det ikke lykkes at fokusere på enkeltdelene og slet ikke at få tingene til at flyde sammen i et billede. Man løfter blikket og ser. Man sænker blikket og husker.

Virkeligheden tilbyder sig horisonten rundt. Sommetider skarpt synlig og ganske nær, sommetider uhåndgribelig og delvis skjult. Men den er distribueret til alle sider som subjektive indtryk, som individuelle billeder. I forskellige hjerners erindring. I forskellig indramning. Som det komplicerede sprog vi handler med hinanden.

(1994)

Mange hilsner med kig til en plet blå morgenhimmel
RoseMarie

P.s.

Og selvfølgelig også noget at se ...
https://www.youtube.com/watch?v=rLeHoDnJssY

Hej RM..

Under denne sensommersol med den frisk vind, her ved indgangen til et efterårs pragtfulde farver, lidt saltet blæst i dine øjne:

Blæsten i Vestjylland

Vindens tone er en del af Vestjylland. For mig er den en del af min barndom. Blæsten giver de vestjyske landskaber mæle og liv, piber i marehalmen, hvisker i lyngen, brummer i husåbningerne og synger i telegraftrådene. Man kan ligge på en vestjysk grøftekant og lytte til den evige blæst, man kan lytte i timevis, for den taler for En selv, den er meget menneskelig i klangen, klagende, sukkende, resignerende, somme tider desperat, men derefter roligt småsnakkende, selv blæsten taler i al sin frihed, som er den bundet og kæmper svære kampe med sig selv.
Også havet giver den mæle. Hvis man lytter efter, hører man det på flere kilometers afstand. Dets torden stemmer forventningerne.
Jeg arbejdede mig ud til det gennem brede klitrækker. Allerede klitterne er jo hav, et hav i oprør, bølger, der er stivnet efter at være gået på land. Marehalmen hvisker og svajer i blæsten, blåklokker og gule høgeurter trykker sig i dalsænkningerne, over bakkekammene står faner af sand, sand i munden og sand i øjnene. Hver gang man når op på en ny top, tænker man, at nu må man være der, men nyt klithav, nye stivnede sandbølger dukker op.
Og så står man på den yderste klit og ser det endnu engang, Vesterhavet. Det er ebbe, og vandet har trukket sig langt tilbage. Foroverbøjet strider man sig ud over den øde strand for at komme nær til brændingen. Bulderet bæres friere frem her, hvor klitter ikke ligger imellem. Man fyldes med blæst og lyd. Der er sang i luften! Den hårde strandbred bæver som et orgelværk, når de bølger kommer løbende og og smækker panden i barrieren. Det duver under fødderne som efter stødet af en rambuk.
Klang af bølger, brus af brændingen og hujeb af den salte blæst. Dette er hav! Man må opløfte sin stemme og selv råbe med? Men kulingen stopper munden på En, propper lungerne til sprængning, inden man får et ord indført – og det ville heller ikke kunne høres, det ville synke til bunds i dette vidtspændende register af enstonige, flerstemmige, stigende og faldende lyde.
Det stærkeste stykke natur i Danmark. Engang får solen sig et kighul gennem de skumle skymasser, og langt ude blir et udsnit af det mørke hav pludselig flaskegrønt og sommerligt, lunt og lifligt for øjet, med kridhvidt skum i det blinkende solskin. Og sol og skygge begynder at skilles, går i hælene på hinanden henover strandbredden, marcherer klitrækken af, holder belysningsprøve med bratte omskift mellem grå hverdag og sorgløs søndag, det fungerer tilfredsstillende, men er til senere brug åbenbart, projektørerne slukkes, og hav og strand ligger hen i grå dysterhed. Et stykke tid endnu fortsætter glimtene af solskin ad en strandbred inde i sig selv, så fortaber det sidste glimt sig også der, og både på virkelighedens og sjælens strandbred er der kun stormpisket gråvejr tilbage…

- Knud Sønderby, Hvidtjørnen.

Jeg kan nu godt lide Leth, og selvom det vel ikke er velsignet gerning, her i disse sociale tider – jo, det er tilladt at le – minder han mig om andre fortællere, for det godes skyld, digtere som desværre ikke er her længere, hvorfor det jo er godt at ha’ ham gående omkring under samme sol, og måske med lidt saltet blæst i hårtotterne, ja det er jo ikke til at vide. Prosadigte er sgu’ et sært ord, digte er digte, samlet set fortællinger om duftene, måske bedre, hva’ med lidt om poesien fra Strunge, denne flabede knægt med de spillende øjne i Tafdrups smil?...

Poesien har briller på og skæl.
Den sluger alting råt og hvisler.
Den kender de kroge som ingen andre kender.
Den snuser og husker, den glemmer ingenting.
Den spiser kun sjældent, er altid på bagt.
Den flygter for alt, som støjer og flagrer.
Poesien er den slange, der ledte Eva i fristelse.

- Michael Strunge, Nigger 2.

Nå, god weekend og tak for fortællingen, poesien, minders dufte – nu får vi jo snart et par flerfarvede øjne af træerne, inden de klær sig af, for der er ikke langt igen til nissetid! ;)

mvh
Simon

Hej Simon

Her i septembersidstningens aftenfred ...

Mere Knud Sønderby og Vesterhavsus fra dig og mere på Lethisk fra mig, her fra filmen Det perfekte menneske

“Ja, og det citat stammer så igen fra en af Ian Flemings James Bond bøger, hvor der på første side et stykke nede står sådan “Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om et par dage. Om min højre hånd strålede en krans af tågede, hvide flammer. Midt i mit hjerte var der en lillebitte, lysende, hvid prik. Jeg ved ikke, hvad det skal betyde.” Sådan omtrent tror jeg, det er. Det er jo simpelthen en ready-made i Duchamps forstand. Jeg har løftet citatet ud og indrammet det på en måde, gjort det til mit digt og måske også skubbet det en lille smule i oversættelsen. Det er jo et virkeligt fund at finde sådan et citat i et stykke triviallitteratur, som vi kaldte det dengang, og så se, at det rummer en undren ved livet.”


Og så et sommerprogram fra Spørge Jørgen, som helt er gået forbi min næse:

https://www.radio24syv.dk/programmer/spoerge-joergen/13465384/den-laengste-intro

Sidsteseptemberhilsner for i år og på et hængende hår :))
RoseMarie